|
Titel
1
|
1: Intro. til rel. B
Intro. til religion på b-niveau:
Introduktionsforløb til religion på b-niveau, herunder fænomenologi og indledende religionssociologi (Emile Durkheim) og et kig på læreplanen: Hvad SKAL vi omkring?
Hvad HAR I haft?
Hvad VIl vi gerne omkring?
Alle har haft kristendom, islam og buddhisme. Varierende 4. emner.
• Antropomorfisme: Af græsk, "i menneskeform". Brugt om menneskers tendens til at forestille sig dyr, planter, guder osv. som besiddende menneskelige egenskaber og/eller udseende.
• Antropologi: Beskrivelsen af menneskets natur. Hvordan en religion opfatter mennesket, om det f.eks. er godt (som i jødedom og islam, der fokuserer på, at mennesket er skabt i Guds billede, jf. første skabelsesberetning) eller syndigt (jf. kristendommens fokus på 2. skabelsesberetning og dermed syndefaldet, der giver anledning til arvesyndsdogmet).
• Antropogoni: Myter om menneskets skabelse.
• Axis mundi: Verdensaksen. En symbolsk vertikal linje, der forbinder eks. himmel og jord, det hellige og det profane. Ofte anvendt symbol: Et bjerg, et tårn, et træ.
• Dogmer: Den pågældende religions grundlæggende trosforestillinger/læresætninger. En slags teologiske grundsandheder. Eks.: Jødedom: Gud har skabt verden, Adam og Eva som de første mennesker. Kristendom: Arvesynd, treenighed, kødets opstandelse, verden som vi kender den går under på Dommedag, der findes et paradis og et helvede. Buddhisme: Verden er uden begyndelse og ende, verden er en illusion, livet er lidelse, der findes en vej til lidelsens ophør, nirvana er er udslukkelse, karmakraften determinerer genfødslen.
• Effervescens: (Begreb af sociologen Durkheim). Den følelsesmæssige opbrusen, der skaber og revitaliserer følelsen af det højere = det fælles = følelsen, der producerer religion og sammenhold (same s… for Durkheim). Skulle gerne opstå under ritualer således at fællesskabet/moralen/religionen fornys og fastholdes, og normer internaliseres. Effervescente sammenhænge er intense og kan huskes, mens hverdagslivet er mindre intenst og dermed ikke tolkes som havende samme betydning. Effervescens kan også strække sig over tid som f.eks. Den franske revolution eller korstogene, og findes også i kortere ikke-religiøse ”glimt” som eks. fodboldkampe og koncerter.
• Effikacitet: Særligt om et rituals virkning sådan som det er forstået blandt udøverne selv.
• Eskatologi: Læren om endetiden. Forestillinger om, at verden, som vi kender den, vil ophøre eller finde en ny form. Eks. læren om Dommedag samt Paradis og Helvede i både kristendom og islam. I traditionel jødedom vil man kunne forstå eskatologien som myterne om messias’ komme med en genrejsning af Israel som sakralt kongedømme som følge.
• Emic: Indefra-perspektiv.
• Etic: Udefra-perspektiv.
• Etik: I en religiøs forståelse: Hvordan mennesket bør opføre sig, så det handler og tænker i overensstemmelse med religionens forskrifter. I jødedom og islam, der er lovreligioner, kan det være nemmere umiddelbart at afkode etikken, mens kristendommen kan være lidt vanskeligere, fordi den ikke forholder sig så meget til adfærd som til sindelag: Den gode handling er defineret udelukkende af intentionen, som på sin side skal være selvopofrende og antiegoistisk. I bredere filosofisk forstand angår etik, hvornår vi kan sige, at en handling er god/gavnlig. Svaret på det afhænger af, om har eks. har konsekvens-/nytteetiske, sindelagsetiske eller pligtetiske briller op.
• Fællesskab (ifølge Durkeim): Religion er fællesskab, dvs. det der er større end individet selv ligesom sprog, værdier, gastronomi, klædedragt etc. Religion er moral og således samfundets struktur og den lim, der holder os sammen og forpligter os på hinanden. Religion bliver for (agnostiske) Durkheim det samme som samfund eller fællesskab = den lim, der kitter os sammen, og han er mindre optaget af, om det behøver at indeholde noget overnaturligt/hvad det overnaturlige består i. Han forudser, at manglende fællesskab skaber mistrivsel og en øget selvmordsrate.
• Helligt vs. profant: Det sakrale vs. det ”hverdagslige”. Det hellige = idealet = samfundets værdier og normer. Det profane = det verdslige = det dagligdags. Det hellige er omgivet af tabu således, at det profane (det urene, kaos) ikke besmitter det hellige (det rene, kosmos).
• Hierofani: Af græsk, "det helliges tilsynekomst". Fænomener, der kan betragtes som det helliges tilsynekomst (eksempler: Den brændende tornebusk, duen (helligånden) osv.
• Homo duplex: Durkheims udtryk for menneskets natur, der er inddelt i kroppen, som er det unikke, og sjælen, der er det, vi har tilfælles med resten flokken. Sjælen er = de normer og værdier samfundet har internaliseret i os = vores samvittighed. Når vi typisk forstår sjælen som det individuelle og personlige, ser Durkheim således det modsatte. Med Durkheims teori bliver forestillingen om sjælens overvindelse af døden gjort rationelt: Selvom det enkelte menneske dør, vil fællesskabet bestå = sjælen i form af fælles normer og værdier er udødelig.
• Konsekvensetik: En handling er god, hvis den er gavnlig for de mennesker, den berører, uafhængigt af, hvilken intention, der ligger bag. Handlingen skal være til nytte for så mange som muligt, der på den ene eller den anden måde berøres af handlingens konsekvens. Kaldes også nytteetik og utilitarisme.
• Kosmologi: Betegnelse for ideer om verden (kosmos) og dens indretning.
• Kosmogoni: Myter om verdens skabelse.
• Kosmos vs. kaos: Orden vs. uorden lidt forsimplet beskrevet. De fleste religioner tematiserer over forholdet kosmos og kaos, altså en verden i harmoni vs. en verdens domineret af kaos. Kaos kunne være synd, død, krig, mens orden kunne være fravær af selvsamme + for nogle religioner; nærhed med Gud. I kristendommen Adam og Evas oprindelse i Paradisets Have forstået som kosmos, mens slangen/satan lister kaoskrafterne ind i verden, da han frister dem til at spise af kundskabens træ. Siden syndefaldet har mennesket levet i en kaotisk verden præget af død, hårdt arbejde, seksualitet, der er svær at tæmme, fødsel i smerte etc. Først efter Dommedag vil kosmos genoprettes: Fornyet adgang til livets træ, minus seksualitet og fødsel, nærhed med Gud, ingen synd, intet hårdt arbejde etc.
• Monoteisme: Troen på én gud i modsætning til polyteisme, flere guder, og nonteisme = ingen guder.
• Myte: Væsentlig religiøs fortælling, der menes at kunne sige mere end det almindeligt mulige. Rummer ofte kosmos/kaos-tematik samt en grad af etik: Hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Ofte, men ikke altid, hensat til en udefinérbar urtid. Rummer overnaturlige elementer. Mange myter rummer ætiologier: Myter, der forklarer, hvordan/hvorfor noget blev som blev, eks. hvordan slangen kom til at krybe på sin bug frem for at gå på ben.
• Ontologisk differens: Ontologi - det som angår væren. Differens - forskellig. Den ontologiske differens henviser til den helt grundlæggende forskel i væren på menneske og Gud, der danner baggrund for, at et direkte møde med guden ofte vil føre til døden for mennesket (Gud i GT viser sig eks. på Sinaj-bjerget i røg og damp/tornebusk og kun for Moses, mens de øvrige israelitter får at vide, at de vil lide døden blot de sætter foden på Sinaj, når Gud er ”around”).
• Pietisme: Teologiske strømninger, der lægger vægt på fromhed, dvs. en livsstil omgærdet af religiøse regler. Tanken om, at man viser sin ”gudfrygtighed” eller religiøse fordybelse ved f.eks. at afstå fra materiel rigdom, leve i cølibat eller vente med sex til ægteskabet, undgå alkohol, dans, spil, bestemte former for musik etc.
• Pligtetik: Religiøs pligtetik: En handling er god, hvis den er foreskrevet af Gud (lovreligion). I filosofisk forstand: En handling er god, hvis den kan opløftes til en generel regel: At man kan ville, at alle ville handle sådan vis i en given situation.
• Polyteisme: Troen på flere guder.
• Profant: I modsætning til det hellige, dvs. det verdslige, ikke-hellige, hverdagslige.
• Profetparadigmet: Forestillingen om, at enhver sand profet bliver mødt af modstand ved præsentationen af Guds budskab, nogle gange forfølgelse/henrettelse. Modstanden kan ligefrem opfattes (emic) som et udtryk for sandhedsværdien - at man er villig til at lide for budskabet. Eks.: Jesus skulle ifølge Ny Testamente have sagt noget med, at enhver sand profet er uvelkommen i sin egen by, og han forudsiger sin egen død (emic), ligesom også eks. Johannes Døber og Paulus.
• Prædestination/determinisme: Forudbestemmelse. At menneskets skæbne/livsforløb er fastlagt af Gud. Sætter spørgsmålstegn ved den fri vilje, og dermed også, hvorvidt man er frelst eller ikke. Hvis man lægger stor vægt på prædestination, opstår diskussionen om theodicé.
• Ritual: Handling/praksis tillagt symbolsk værdi og kendetegnet ved redundans (gentagethed), kontrol og præcision. Har til formål at ændre personer eller omgivelser, f.eks. overgangsritualet, der transformerer de deltagendes identitet. I nogle religioner angår ritualet en kommunikation med det guddommelige. Ritualer er ofte bygget på myter, og bliver således en gentagelse af den mytiske urtid. Analyse værktøjer: Podemann Sørensen: De 3 plan og van Gennep: De 3 faser.
• Sakralisering: Af latin, "helligørelse". Betegnelse for handlinger, hvor noget bliver gjort helligt, sakralt.
• Sindelagsetik: Om en handling er god, defineres af intentionen fremfor konsekvensen. Hvordan intentionen skal være, afgøres på sin side af, hvilken religion/filosofi/politik/kultur, der definerer de generelle normer. Eks.: Kristendommen er sindelagsetisk, og rummer normer om solidaritet, antimaterialisme og antiegoisme, og hvorvidt en handling er god eller ej, defineres derfor af, om man var ren af hjertet = havde de rette intentioner = var antiegoistisk og solidarisk, da man udførte den. Om konsekvensen er god, kan man ikke vide på forhånd, og det er underordnet for sindelagsetikeren.
• Soteriologi: Af græsk: soteria = frelse og logi = læren om. Frelseslære. Den enkelte religions beskrivelse af vejen til frelse. Soteriologi er oftest knyttet til etik – hvordan man skal gebærde sig for at være et godt menneske i den pågældende religion.
• Tabu: Regler og forbud, der har til formål at beskytte hellige ting. Hvis man opfatter sex som helligt, er det et tabu at afstå fra sex før ægteskab eksempelvis.
• Theodicé-problemet: Af græsk, "gudsretfærdighed". Dilemmaet, at der findes ondt i verden, når Gud er omnipotent (almægtig) og algod.
• Teologi: Læren om/beskrivelsen af Gud og hans forhold til sit skaberværk. Eks.: I Gammel Testamente = jødernes Torah er Gud en lidt nidkær og fjern type, der gerne straffer for mennesket, når det ikke overholder hans retningslinjer (tabu), mens han i Det Nye Testamente beskrives som en nærværende og tilgivende Gud, der ofrer sig selv på korset for at give mennesket mulighed for tilgivelse for sine synder på Dommens Dag.
• Teogoni: Forestillinger om Guds skabelse.
• Totemisme: Durkheims begreb for, at religiøse mennesker samler sig om et symbol for gruppen. Totemmet bliver et symbol for stammen/fællesskabet i idealiseret form. Blandt aboriginere og den oprindelige befolkning i Nordamerika vil tomemmet typisk udgøres af et dyr, som er helligt, og kun må indtages ved særlige ceremonier. Når det indtages, er det en slags kollektiv kannibalisme: Stammen spiser symbolet på sig selv, dvs. en kollektiv selvdyrkelse. Samme træk kan detekteres i andre religioner, eks. kristendommen: Jesus = totem, der indtages under nadveren = symbolet for samfundet selv internaliseres i konkret forstand.
• Transcendent: Af latin, "overskride". Det som overskrider det menneskelige/det fysiske/den materielle verden. I en religiøs kosmologi det som tilhører "den anden verden". Det metafysiske. Det overnaturlige. Klassisk vil man sige, at der skal være et element af dette til stede for, at noget er en religion og ikke ”bare” en ideologi eller fanklub.
• Universalistisk vs. partikularistisk religion: En universalistisk religion henvender sig potentielt til alle mennesker (eks. islam, kristendom, buddhisme), mens en partikularistisk religion er gruppedefineret og til tider etnisk. I jødedommen er man således pr. definition jøde, hvis ens mor er jøde, og man missionerer ikke, mens kristendom og islam mener, at deres religion henvender sig til alle, hvorfor det at missionere er en relativt almindelig praksis.
Ritualteori:
van Gennep: Initiationsritualets 3 faser: Sakralisering/separation - den liminale fase - desakralisering/reintegration.
Podemann Sørensen: Ritualets 3 plan: 1: Det rituelle plan, det mytiske plan, effikacitet/virkningens plan.
|