|
Titel
3
|
FILOSOFI - Platon og Seneca
Google-drev:
https://drive.google.com/drive/folders/1ttOMhqsNL21I_sjWAle3i5r9J0NKJhoI?usp=sharing
MATERIALE
Kernetekster (pensum):
∙ Platon, Sokrates' forsvarstale – oversat af Jørgen Mejer og Gorm Tortzen, af „Kend dig selv.”
∙ Platon, Symposion – oversat af Jørgen Mejer og Gorm Tortzen, af „Kend dig selv.” Hele teksten er læst, men de fem første taler kun perspektiverende.
Basistekst (pensum) fra Symposion er:
Side 91-98, afsnit 1-5 (tekstens indledning og begyndelsen på symposiet).
Side 125-158, afsnit 21-38 (Sokrates’ tale, Alkibiades-scenen og slutningen).
∙ Seneca, Brev 47 og 54, oversat af Bent Christensen i „Romersk Antologi” (Museum Tusculanums Forlag, 2006).
Perspektiverende (ikke pensum):
∙ Platon, Hulebilledet – oversat af Jørgen Mejer og Gorm Tortzen, af „Kend dig selv.”
∙ Følgende uddrag af Platon, Symposion (afsnit 6-20): Faidros' tale, Pausanias' tale, Eryximachos' tale, Aristofanes' tale, Agathons tale.
Efterantik perspektivtekst (ikke pensum):
∙ Niels Overgaard, uddrag af „Det hele handler ikke om dig” (People’s Press, København, 2020).
ARBEJDSFORMER
Projektorienteret gruppearbejde, diskussion i klassen, matrixgrupper, forelæsning.
Klassen har i grupper gennemgået spørgsmål til teksterne, og siden har vi samlet op med diskussion i klassen. Gennemgangen af de første fem taler i Symposion er foregået i matrix-grupper. Desuden forelæste jeg i begyndelsen af forløbet om Athen i klassisk tid som baggrund for filosofi-teksterne, men også for drama og Herodot. Ved siden af tekstlæsningen har klassen arbejdet i grupper med historisk baggrundsstof hentet fortrinsvis fra ”Oldtidens Grækenland - Græske billeder,” som de fremlagde i klassen.
GENRE
Vigtige begreber: Sokratisk dialog, majeutik (jordemodermetoden), dialektik, syllogisme, rammedialog, retorik, det filosofiske brev.
Vigtige karakterer: Platon, Sokrates, Alkibiades, Seneca.
INDHOLD
Vigtige begreber, Platon: visdom, majeutisk metode eller jordemodermetode, dualisme, idélære, ideer, fænomener, det gode – det sande – det skønne, evig/foranderlig, forgængelig/uforanderlig, doxa, episteme, sofister.
Vigtige begreber, Seneca: den vise, Sokrates, apatheia, ataraxia, fatum, fortuna, slave/herre, slaveri, humanitas.
FORSVARSTALEN
Vi har især fokuseret på, hvordan Sokrates fremstår i teksten. Vi har undersøgt, hvordan Sokrates forsvarer sig mod henholdsvis de egentlige anklager (de nye anklager) og det, han kalder de gamle anklager. I forbindelse med førstnævnte går Sokrates ind i en sokratisk dialog med Meletos, og vi har i den forbindelse studeret hans dialektik. Man kan tale om, at Sokrates benytter sig af fornuftsargumenter (logos) i denne sammenhæng, mens han især understreger sin retskaffenhed (etos), når det kommer til at gendrive „de gamle anklager." Alligevel hævder Sokrates, at han ikke benytter sig af retorik, og vi har studeret, hvordan han gør meget ud af at distancere sig fra (eller Platon gør meget ud af at adskille Sokrates fra?) sofisterne (eller andre sofister, om man vil).
Vi har set på, hvordan Sokrates beskriver sin rolle i det athenske samfund, især (1) i forbindelse med beretningen om orakelsvaret i Delfi og hans reaktion herpå (hvilket er et led i hans gendrivelse af „de gamle anklager") og (2) i hestebremselignelsen. Vi har i den forbindelse talt om hans skelnen mellem doxa og episteme, og lidt om Sokrates' politiske og filosofiske position i forhold til den athenske styreform.
Vi har talt om Sokrates' forhold til døden, som igen kan forstås ud fra tanken om doxa og episteme. Sokrates' manglende dødsfrygt hænger også sammen med hans opfattelse af, at sjælen er evig.
Overordnet har vi forsøgt at sætte os ind i, hvorfor Sokrates' tale må virke meget provokerende på tilhørerne. Det forstås bedst på baggrund af vores viden om de værdier, som athenerne på denne tid almindeligvis forbandt med deres samfund.
HULEBILLEDET (perspektivtekst):
Vi læste uddraget udelukkende som en introduktion til og illustration af Platons idélære.
SYMPOSION:
Som med Forsvarstalen har vi især fokuseret på, hvordan Sokrates er fremstillet. Symposion er dog et mere udpræget eksempel på hans filosofi end Forsvarstalen, ikke mindst på idélæren. De fem første taler har vi læst perspektiverende.
Opbygningen af teksten:
Vi har talt om opbygningen af teksten, og om den ramme, som Platon skaber, hvilket er typisk for hans dialoger. Vi har overvejet forskellige forklaringer på, hvorfor Platon er så omhyggelig med at etablere den kinesiske æske af fortællere, men vi kan ikke vide det med sikkerhed.
De fem første taler:
De fem første taler er ikke strengt nødvendige for en grundlæggende forståelse af Sokrates', og derfor har vi kun behandlet dem kursorisk og især for så vidt, som Sokrates' tale sommetider peger tilbage på noget af det, der tidligere er sagt.
Sokrates' og Agathons dialog:
Det er typisk for Sokrates, at han insisterer på samtalen i stedet for talen – både i samtalen med Agathon og i selve hans "tale." Det fandt vi også spor af i Forsvarstalen. Se i det lys bliver Symposion også udtryk for Platons kritik af retorikken (sofisterne). Samtalen er en typisk sokratisk dialog, som ender i apori (rådvildhed), for konklusionen virker åbenlyst forkert, men i denne tekst forløses rådvildheden i Sokrates' efterfølgende tale.
Sokrates' og Diotimas dialog, sokratisk dialog:
Vi har studeret Sokrates' og Diotimas dialog nøje. Vi har dannet os et overblik over deres argumentation, som den skrider frem. Den er et glimrende eksempel på sokratisk dialektik, hvor et begreb eller et fænomen defineres gennem samtale med spørgsmål, svar, som åbner for nye spørgsmål, nye svar etc. Når vi følger deres argumentation, må vi være omhyggelige med vores oversættelse af Eros, som er det begreb, Sokrates og Diotima forsøger at definere. Det kan oversættes med kærlighed, længsel, begær, stræben.
For at forstå argumentationen, må man acceptere, at det gode, det sande og det skønne er uadskillelige, eller tre sider af samme sag.
Udødelighed og Eros:
Dialogen byder på gode eksempler på Sokrates og Platons søgen efter evige sandheder. Vi har især diskuteret Diotimas ord om at være gravid eller svanger og at have trang til at føde, som netop hænger sammen med menneskets trang til udødelighed, mere specifikt trangen til at sætte noget i verden, som man kan efterlade sig. Diotima skelner mellem to former for Eros i denne forbindelse (og lægger således i forlængelse af Pausanias og Eryximachos), kropslig og sjælelig graviditet, som hun knytter sammen med to forskellige typer kærlighedsforhold, henholdsvis mand-kvinde og mand-mand (dvs. voksen mand og ung mand). Ved at sætte det sidste over det første lægger hun sig egentlig i forlængelse af de tidligere (mandlige) talere.
Stadiefilosofi:
Endelig har vi studeret de stadier, som Diotima til sidst præsenterer. Det er det punkt i teksten, hvor idélæren bliver tydeligt udfoldet. Vi har sammenlignet med hulebilledet og eksperimenteret med at placere de forskellige stadier på det tilsvarende sted mellem det inderste af hulen og verden uden for hulen.
Sokrates-karakteren of Alkibiades' rolle:
Endelig har vi talt om Alkibiades' rolle i teksten, især hvad hans entré og hans tale betyder for Sokrates' karaktertegning. På den ene side er hans og Sokrates' forhold, som han beskriver det, et konkret eksempel på, hvordan Sokrates sætter det åndelige over det fysiske i et kærlighedsforhold. Sokrates' udseende og hans tale svarer dertil. Hans ydre er grimt, og hans ord er upyntede, men ser man ind bag det ydre, finder man hans særlige skønhed, nemlig visdom. På den anden side understreger Alkibiades, at Sokrates altid skal omgive sig med smukke ynglinge, hvilket bryder med Sokrates' (Diotimas) idealer.
SENECA, BREV 47 (og 54 perspektiverende)
Stoicisme:
De to breve er læst som introduktion til den stoiske filosofi, der går tilbage til Zenon. Vi har talt om Senecas opfattelse af skæbnen. De to ord, som Seneca bruger, fatum og fortuna, oversættes ofte ens til dansk. Men der er en nuanceforskel, og fortuna kunne også oversættes med lykke. Vi har læst de to breve som udtryk for stoisk apatheia og ataraxia og dermed som et eksempel på stoikernes lykkeopfattelse, som på visse punkter kan sammenlignes med den, Herodot tillægger Solon, men som hos stoikerne udfoldes til en livsfilosofi.
Slaveri:
Vi har læst teksten som en kilde til slaveri i oldtidens Rom.
Senecas slavebegreb og hans humanitas:
Seneca leger i teksten med begrebet „slave,” som vi må forstå i relation til hans skæbneforståelse og til begreberne apatheia og ataraxia. Senecas opfattelse af, hvad en slave er, står i modsætning til en hierarkisk, social, standsmæssig opfattelse. I den forbindelse skinner hans „humanisme” igennem, et nyere ord, som har rod i Ciceros og Senecas humanitas-begreb.
Sokrates som forbillede:
Det afspejler sig i teksten, at Sokrates står som et slags forbillede for stoikerne; han er om nogen viis. Vi har sammenlignet stoikernes seen bort fra ydre forhold dels med Platons skelnen mellem ideer og fænomener, dels med misforholdet mellem Sokrates’ fremtoning og hans „åndelige skønhed” (som fx beskrevet af Alkibiades i Symposion). Vi har sammenlignet Sokrates’ dødsforagt med Senecas (især udtrykt i brev 54).
|