|
Titel
6
|
#6 Platons filosofi
Formål
Gennem arbejdet med centrale tekster og monumenter fra antikken og med tekster og monumenter, der kan perspektivere dem, opnår eleverne en bred kulturhistorisk indsigt med vægt på evnen til at se lange linjer og forbindelser i europæisk kultur.
Faglige mål
Eleverne skal kunne:
– analysere og fortolke oversatte græske og romerske tekster og græske monumenter både i deres antikke kontekst og i deres betydning for senere europæisk kultur
– identificere, forklare og forholde sig til væsentlige begreber og tanker i de behandlede tekster
– vise, hvorledes antikken har betydning i senere europæisk kultur
– nuancere, perspektivere og uddybe moderne problemstillinger gennem læsning af antikke tekster
– demonstrere viden om fagets identitet og metoder.
Basistekster:
- Platon: Sokrates forsvarstale, fra Jørgen Mejer & Gorm Tortzen, Kend dig selv (Gyldendal 2000).
- Platon: Hulelignelsen, fra Jørgen Mejer & Gorm Tortzen, Kend dig selv (Gyldendal 2000).
- Platon: Symposion 198-223 (Faidros, Pausanias, Agathon, Sokrates’ tale, Alkibiades, slutningen), fra Jørgen Mejer & Gorm Tortzen, Kend dig selv (Gyldendal 2000).
Symposion og hulebilledet:
- Diotimas stadiefilosofi, og hvordan denne føjer sig ind i Platons idélære. – Parallellerne mellem DIotimas stadier og hulebilledet.
- Sokrates’ (Diotimas, Platons) forståelse af begrebet eros. Betydning = begær, stræben...?
S. Kierkegaard: In vino Veritas (Viktor Eremitas) - perspektivering
HC. Andersen: Skrubtudsen
FOKUSPUNKTER
Overordnet:
- Sokrates’ karakter, Platons fremstilling (idealisering) af Sokrates.
- Sokrates og hans filosofi i relation til det athenske samfund.
- Sokrates’ selvbeherskelse, både i forbindelse med retssagen, henrettelsen og i Symposion.
- Platons dialoger (dvs. Symposion) som litteratur. Hans kompositoriske og indholdsmæssige overvejelser i forhold til dialogens indhold og rammen.
- Sokrates’ logik og videnskabelighed (logos), dvs. hans samtalekunst (dialektik) og den majeutiske metode.
VIGTIGE BEGREBER
Genre: sokratisk dialog, retorik.
Indhold: visdom; majeutisk metode (jordemodermetode); anamnesis; erkendelse; dualisme; idélære; fænomener; ideer; doxa/ episteme; apori; det gode, det sande, det skønne; evig/ foranderlig; sjæl (psyche)
HULEBILLEDET (perspektivtekst):
Vi læste teksten som en illustration af Platons idélære.
SYMPOSION:
Som med Forsvarstalen har vi især fokuseret på, hvordan Sokrates er fremstillet. Symposion er dog et mere udpræget eksempel på hans filosofi end Forsvarstalen, ikke mindst på idélæren. De fem første taler har vi læst perspektiverende.
Opbygningen af teksten:
Vi har talt om opbygningen af teksten, og om den ramme, som Platon skaber, hvilket er typisk for hans dialoger. Vi har overvejet forskellige forklaringer på, hvorfor Platon er så omhyggelig med at etablere den kinesiske æske af fortællere, men vi kan ikke vide det med sikkerhed.
Fokus har været på Faidros, Pausanias, Agathon, Sokrates og Alkibiades.
Sokrates' og Agathons dialog:
Det er typisk for Sokrates, at han insisterer på samtalen i stedet for talen – både i samtalen med Agathon og i selve hans "tale." Det fandt vi også spor af i Forsvarstalen. Se i det lys bliver Symposion også udtryk for Platons kritik af retorikken (sofisterne). Samtalen er en typisk sokratisk dialog, som ender i apori (rådvildhed), for konklusionen virker åbenlyst forkert, men i denne tekst forløses rådvildheden i Sokrates' efterfølgende tale.
Sokrates' og Diotimas dialog, sokratisk dialog:
Vi har set på Sokrates' og Diotimas dialog nøje. Vi har dannet os et overblik over deres argumentation, som den skrider frem. Den er et glimrende eksempel på sokratisk dialektik, hvor et begreb eller et fænomen defineres gennem samtale med spørgsmål, svar, som åbner for nye spørgsmål, nye svar etc.
For at forstå argumentationen, må man acceptere, at det gode, det sande og det skønne er uadskillelige, eller tre sider af samme sag.
Udødelighed og Eros:
Dialogen byder på gode eksempler på Sokrates og Platons søgen efter evige sandheder. Vi har især diskuteret Diotimas ord om at være gravid eller svanger og at have trang til at føde, som netop hænger sammen med menneskets trang til udødelighed, mere specifikt trangen til at sætte noget i verden, som man kan efterlade sig. Diotima skelner mellem to former for Eros i denne forbindelse (og lægger således i forlængelse af Pausanias og Eryximachos), kropslig og sjælelig graviditet, som hun knytter sammen med to forskellige typer kærlighedsforhold, henholdsvis mand-kvinde og mand-mand (dvs. voksen mand og ung mand). Ved at sætte det sidste over det første lægger hun sig egentlig i forlængelse af de tidligere (mandlige) talere.
Stadiefilosofi:
Endelig har vi studeret de stadier, som Diotima til sidst præsenterer. Det er det punkt i teksten, hvor idélæren bliver tydeligt udfoldet. Vi har sammenlignet med hulebilledet og eksperimenteret med at placere de forskellige stadier på det tilsvarende sted mellem det inderste af hulen og verden uden for hulen.
Sokrates-karakteren of Alkibiades' rolle:
Endelig har vi talt om Alkibiades' rolle i teksten, især hvad hans entré og hans tale betyder for Sokrates' karaktertegning. På den ene side er hans og Sokrates' forhold, som han beskriver det, et konkret eksempel på, hvordan Sokrates sætter det åndelige over det fysiske i et kærlighedsforhold. Sokrates' udseende og hans tale svarer dertil. Hans ydre er grimt, og hans ord er upyntede, men ser man ind bag det ydre, finder man hans særlige skønhed, nemlig visdom. På den
anden side understreger Alkibiades, at Sokrates altid skal omgive sig med smukke ynglinge, hvilket bryder med Sokrates' (Diotimas) idealer.
Udblik til Søren Kierkegaard: In vino Veritas (Victor Eremitas)
I In Vino Veritas (1845) som er en beskrivelse af fem æstetikeres taler over god mad og drikke, skaber Kierkegaard sit eget Symposion under stærk indflydelse fra Platon, men samtidig er der tale om en humoristisk gendigtning. De 5 taler skiftevis om kvinden, om hvordan hun er og hvordan hun burde være. Det er fortælleren William Afham, der som en flue på væggen ser og hører det hele og nu genfortæller sin erindring om gæstebuddet til os læsere, ganske som også Platons Symposion genfortælles af en, der ikke selv var tilstede, men blot videregiver en andens erindring. Fokus er her på Victor Eremita som indleder sin tale med at takke guderne for, at han er blevet en mand og ikke en kvinde!
|