|
Titel
1
|
1: Intro til religion med fæno.
Forløbet fokuserer på: Væsentlige religiøse fænomener analyseret og sammenlignet gennem fænomenologiske begreber. Dertil: Podemann Sørensen (ritualets tre plan) og van Genneps (de tre faser i overgangsritualer) ritualanalysemodeller. Sociologisk bidrag gennem Durkheims universalistiske teori om religion.
Analyse af Praying for Armageddon og Soldansen.
Igennem hele året har I analyseret hver religion i forhold til fire af Ninian Smarts syv dimensioner:
- Myte: Væsentlig religiøs fortælling, der menes at kunne sige mere end det almindeligt mulige. Ofte (ikke altid!) hensat til en udefinerbar urtid (altså uden for historisk tid). Rummer ofte overnaturlige elementer, og er indbefatter ikke sjældent ætiologier, dvs. myter, der forklarer, hvorfor noget er blevet, som det er.
- Dogmer: Den pågældende religions grundlæggende trosforestillinger/læresætninger. En slags teologiske "grundsandheder". Eks.: Jødedom: Gud har skabt verden, Adam og Eva som første mennesker. Kristendom: Arvesynd, treenighed, kødets opstandelse. Islam: Satan er en djin, Dommedag, Paradis/Helvede osv. osv.
- Ritual: Handling/praksis tillagt symbolsk værdi og kendetegnet ved redundans (gentagethed), kontrol og præcision. Har til formål at ændre personer eller omgivelser, f.eks. overgangsritualet, der transformerer de deltagendes identitet. I nogle religioner angår ritualet en kommunikation med det guddommelige. Ritualer er ofte bygget på myter, og bliver således en gentagelse af den mytiske urtid.
- Etik: Overvejelser over moral - hvordan mennesker bør behandle hinanden og være i verden. Altså, hvad der er rigtig og forkort (ofte styret af tabu). Etik i religiøs kontekst opfattes oftest, som noget, der er givet udefra, eks. fastsat og givet til mennesket af en guddom. Derfor bliver de moralske påbud i en religiøs sammenhæng ofte indiskutable (selvom vi fra et etic-perspektiv kan se, at etikken faktisk bliver diskuteret og ændrer sig over tid).
BEGREBER:
- Antropomorf(isme): Af græsk, "i menneskeform". Brugt om menneskers tendens til at forestille sig dyr, planter, guder osv. som besiddende menneskelige egenskaber og/eller udseende.
- Antropologi: Beskrivelsen af menneskets natur og forhold til Gud.
- Antropogoni: Menneskets skabelse.
- Axis mundi: Verdensaksen. En symbolsk vertikal linje, der forbinder eks. himmel og jord. Ofte anvendt symbol: Et bjerg, et tårn.
- Dogmer: Den pågældende religions grundlæggende trosforestillinger/læresætninger. En slags teologiske "grundsandheder". Eks.: Jødedom: Gud har skabt verden, Adam og Eva som første mennesker. Kristendom: Arvesynd, treenighed, kødets opstandelse. Islam: Satan er en djin, Dommedag, Paradis/Helvede osv. osv.
- Effikacitet: Særligt om et rituals virkning sådan som det er forstået blandt udøverne selv.
- Emic: Indefra-perspektiv
- Eskatologi: (af gr. "yderst") Læren om de sidste tider, eks. jordens undergang og Dommedag.
- Etic: Udefra-perspektiv
- Etik: Overvejelser over moral - hvordan mennesker bør behandle hinanden og være i verden. Altså, hvad der er rigtig og forkort (ofte styret af tabu). Etik i religiøs kontekst opfattes oftest, som noget, der er givet udefra, eks. fastsat og givet til mennesket af en guddom. Derfor bliver de moralske påbud i en religiøs sammenhæng ofte indiskutable (selvom vi fra et etic-perspektiv kan se, at etikken faktisk bliver diskuteret og ændrer sig over tid).
- Essentialisme: Opfattelsen af, at i dette tilfælde religion, har en fast essens, en kerne, som altid går igen. En essentialistisk religionsdefinition angår derfor de definitioner, der peger på bestemte fænomener frem for funktioner.
- Hierofani: Af græsk, "det helliges tilsynekomst". Fænomener, der kan betragtes som det helliges tilsynekomst (eksempler: Den brændende tornebusk, duen (helligånden) osv.
- Kosmologi: Betegnelse for ideer om verden (kosmos) og dens indretning.
- Kosmogoni: Forestillinger om verdens skabelse.
- Monoteisme: Troen på én gud i modsætning til polyteisme, flere guder. (Vær opmærksom på, at der er stor uenighed om, hvad monoteisme faktisk er. Kristne bliver f.eks. kritiseret af nogle muslimer for polyteisme grundet treenighedslæren).
- Myte: Væsentlig religiøs fortælling, der menes at kunne sige mere end det almindeligt mulige. Ofte (ikke altid!) hensat til en udefinerbar urtid (altså uden for historisk tid). Rummer ofte overnaturlige elementer, og er indbefatter ikke sjældent ætiologier, dvs. myter, der forklarer, hvorfor noget er blevet, som det er.
- Normativ: Bør-udsagn, dvs. holdningsudsagn. Udsagn, der udtrykker bestemte normer.
- Pietisme: Teologiske strømninger, der lægger vægt på fromhed (streng etik, der ofte rummer et hav af forbud, eks. ift. sex og alkohol).
- Polyteisme: Troen på flere guder.
- Profant: I modsætning til det hellige, dvs. det verdslige, ikke-hellige, hverdagslige.
- Profetparadigmet: Forestillingen om, at enhver sand profet bliver mødt af modstand ved præsentationen af Guds budskab, nogle gange ligefrem forfølgelse. Modstanden kan ligefrem opfattes (emic) som et udtryk for sandhedsværdien - at man er villig til at lide for det. Vær opmærksom på, at det kan ses spejlet i Jesus-fortællingen, men at Jesus jo fra et emic-synspunkt ikke er en profet, men Gud selv.
- Prædestination/determinisme: Forudbestemmelse. At menneskets skæbne/livsforløb er fastlagt af Gud. Sætter spørgsmålstegn ved den fri vilje, og dermed også, hvorvidt man er frelst eller ikke. Hvis man lægger stor vægt på prædestination opstår diskussionen om theodicé.
- Ritual: Handling/praksis tillagt symbolsk værdi og kendetegnet ved redundans (gentagethed), kontrol og præcision. Har til formål at ændre personer eller omgivelser, f.eks. overgangsritualet, der transformerer de deltagendes identitet. I nogle religioner angår ritualet en kommunikation med det guddommelige. Ritualer er ofte bygget på myter, og bliver således en gentagelse af den mytiske urtid.
- Sakralisering: Af latin, "helligørelse". Betegnelse for handlinger, hvor noget bliver gjort helligt, sakralt.
- Soteriologi: Af græsk: soteria = frelse og logi = læren om. Frelseslære. Den enkelte religions beskrivelse af vejen til frelse.
- Tabu: Regler og forbud omkring hellige ting.
- Theodicé-problemet: Af græsk, "gudsretfærdighed". Dilemmaet, at der findes ondt i verden, når Gud er omnipotent (almægtig) og algod.
- Teologi: Læren om/beskrivelsen af Gud og hans forhold til mennesket.
- Teogoni: Forestillinger om Guds skabelse.
- Transcendent: Af latin, "overskride". Det som overskrider det menneskelige/det fysiske/den materielle verden. I en religiøs kosmologi det som tilhører "den anden verden". Det metafysiske.
- Universalisme: Teorier som mener at kunne forklare "på tværs". I religionsvidenskaben angår universalistiske teorier, det som menes at kunne siges om alle religioner, det som er tilfælles. Benyttes også om religioner, der hævder sandhedsværdi og ønsket inklusion af alle mennesker (eks. kristendom, buddhisme og islam). I modsætning til partikularisme: Kun at sige noget om enkelttilfælde eller religion, der kun henvender sig til en bestemt gruppe (eks. jødedom)
- Ætiologi: Myte, der forklarer, hvordan noget er blevet, som det er. Hvordan mennesket i jødedom og kristendom kom til at føde i smerte, arbejde for føden og blev dødelig f.eks. I samme fortælling i øvrigt ætiologien om, hvordan slangen kom til at kravle på sin bug.
Eksempel på en religionssociologisk tilgang til religion:
Emile Durkheim (1858-1917), Frankrig:
Religionssociologi: Fokus på religion som et socialt fænomen. Et hvert fællesskab handler om internalisering af fælles normer og værdier. Dette er lykkedes, når man ikke længere betragter det som udefrakommende, men som en del af sig selv. Totemisme: Samfundet dyrker sig selv. Religion opstår som produkt af effervescens (følelsesmæssig opbrusen) i sociale sammenhænge: Følelse af noget større end sig selv. Religion som samfundets lim – det der binder os sammen trods eks. socioøkonomiske skel.
Primærkilder:
- Praying for Armageddon/Venter på Dommedag, dokumentar, fænomenologisk analyse
- Soldansen
|