|
Titel
1
|
Grundforløb
DE TRE SKØNLITTERÆRE STORGENRER: EPIK, LYRIK OG DRAMA:
Vi har arbejdet med Aristoteles' tre storgenrer indenfor skønlitteratur: epik, lyrik og drama
Af lyrik har eleverne arbejdet med Guldimunds sangtekst "Forstår du" (2022), Emil Aarestrups digt "Angst" (1838), Inger Christensens sonetkrans "Sommerfugledalen" (1991) og et uddrag af Caspar Erics "Nike" (2015)
Her skulle eleverne undersøge teksternes ligheder og forskelligheder med udgangspunkt i genretrækkene for lyrik (https://krydsfelt.systime.dk/?id=183 og https://danskitiden.systime.dk/?id=179)
Vigtigt om lyrik:
Abstrakt rum
Subjektiv stemning/oplevelse/tanke/følelse
Komprimeret form, fortættet og koncentreret udtryk, kompleks betydning, intensitet
Billedsprog, fx metaforer, personifikationer, symboler og besjælinger
Klanglige virkemidler, fx allitteration, assonans, enderim, assonans, epifor etc.
Ikke handlingsforløb - dog evt. gradvis erkendelse
Lyrisk jeg eller vi
Undergenrer: fx digte, sange, salmer, slagsange, figurdigte, sonetkrans
Ydre komposition: strofer, vers, enjambement
Indre komposition: tankerække, stemningsbeskrivelse, erkendelsesproces
Ift. drama har eleverne arbejdet med et uddrag af "Et dukkehjem" (1879), nemlig slutningen, som de har skullet undersøge i forhold til genretræk og tematikker (https://krydsfelt.systime.dk/?id=185)
Drama:
Dialogisk
Ofte fortalt i 2. person (du)
Indeholder replikker og regibemærkninger
Handler om en intrige, der udspiller sig i et konkret tid og rum
Ift. epik læser vi "Tepotten" (1862) af H. C. Andersen.
Den arbejder vi både med ud fra en biografisk, nykritisk og læserorienteret læsning.
Vigtigt om epik:
Fortællende litteratur
Ofte 3. personsfortæller, men kan også være 1. person
Ofte skrevet i datid
Konkret rum og tid
Poesi (højstemt stil m/ patos) vs. prosa (dagligdagssprog, logos) - NB: kan forekomme i alle tre genrer
Vi har læst om de tre skønlitterære storgenrer i bogen Krydsfelt.
---------
TRE LÆSNINGSMETODER (NYKRITISK, LÆSERORIENTERET OG BIOGRAFISK:
Vi har desuden arbejdet med tre litterære læsningsmetoder, nemlig den nykritiske, den læserorienterede og den biografiske læsning.
Vi har læst læsninger af "Tepotten" ud fra hver af de tre metoder.
Hovedpointerne her var:
Den biografiske metode lægger vægten på relationen mellem tekst og forfatter. Her gælder det både om at finde ud af, hvornår og hvordan teksten blev til, og om også at se den i sammenhæng med forfatterens liv og øvrige værker. Inden for autofiktion er man nødt til at inddrage forfatterens offentlige performance og udlægning af tekstens præmisser i en fortolkning.
Biografisk læsning = at sammenligne et værk med forfatterens liv (fx H. C. Andersen) eller den litteraturhistoriske periode, den er blevet til i (fx romantikken)
Tre typer af biografiske læsninger: portrætterende (forfatterens liv), genetisk (værkets tilblivelse), performativt spor (særligt i autofiktion, hvordan forfatteren iscenesætter sit liv i og uden for teksten, og af, hvad der sker, når læsningen af teksten påvirkes af omtale af den eller forfatteren i offentligheden. Performative læsninger vil således være optaget af personernes konstruktioner af køn og identitet, hvordan personer agerer privat og offentligt, hvordan interaktionen i hverdagslivet foregår, og så vil man være særligt optaget af de feedback-loops, værket foretager med offentligheden. De drejer sig om, hvordan omtale, debatter og forfatterens optræden i det offentlige rum påvirker læsningen af teksten.)
I den nykritiske læsning fokuserede vi på teksten selv og udforskede dens forskellige lag. Målet var her at lave en så præcis og tekstnær læsning som muligt, der som sit endemål har at udpege tekstens universelle eller almengyldige udsagn om verden.
Den ny kritik er betegnelsen for en bevægelse, der opstod i USA i 1920'erne, kulminerede i 1940- og 1950'erne og nåede Danmark, hvor forskeren Johan Fjord Jensen introducerede metoden i Den ny kritik (1962).
At der var behov for en anden metode end den biografiske, havde to grunde. For det første kunne den biografiske metode slet ikke få alle aspekter af en tekst med, og ofte måtte man gradbøje og reducere teksten for at få den til at passe sammen med forfatterens liv. For det andet opstod der en ny litteratur, som den biografiske metode slet ikke virkede på, nemlig modernismen.
Den ny kritik anser et litterært værk for at være autonomt, dvs. en selvberoende helhed, der består af et komplekst samspil mellem værkets dele. Derfor er det en principiel fejlslutning at læse litteratur som eksempel på noget andet end den selv, fx forfatterens liv
Det væsentlige er, hvad værket selv siger. Og digterens liv er i denne forstand simpelthen en forstyrrende faktor, som man må se bort fra. Derfor må læsningen af et værk begynde i værket selv.
Endelig tager de læserorienterede retninger udgangspunkt i den enkelte læsers interaktion med teksten. Hvilke genrekoder og læsemåder er indtænkt i teksten? Hvordan udfylder læseren de narrative huller? Og hvordan styrer fiktionsoverenskomster og brugssammenhæng den konkrete læsning?
Hvordan verden er i sig selv, uafhængigt af os, ved vi ikke, kun hvordan den foreligger for mig, hin enkelte betragter. Men vi kan tale om vores indbyrdes opfattelser af verden og på den måde bringe vores fortolkninger sammen.
Der skabes en konsensus om tekstlæsningen inden for det definerede fortolkningsfællesskab. Og derved opstiller vi bevidst eller ubevidst nogle acceptregler for, hvad der kendetegner faglig tekstlæsning.
Endelig er teksten fyldt med tomme pladser, dvs. ubestemte beskrivelser, som læseren selv må udfylde. Hvordan ser tepotten ud, har den menneskelige træk, som vi kender det fra vore dages animationsfilm?
--
Opsummerende: biografisk og læserorienteret læsning er deduktive (dvs. man starter med konklusionen og begrunder den så med eksempler)
Nykritisk er derimod induktiv (Dvs. man starter i selve teksten og undersøger den for derigennem at komme med en konklusion om, hvad teksten overordnet handler om)
Er du i tvivl om, hvilken metode der er den bedste, så hold dig til den nykritiske. Men det er også den sværeste, og der kan være gode argumenter for at vælge nogle af de andre læsninger også.
(udover de tre nævnte findes der bl.a. også ideologikritisk, kønskritisk, postkolonial og psykoanalytisk læsning)
--
Men hvad skal man så gøre?
En god læsning er en, der udvider læserens horisont og gør denne klogere på teksten og verden.
Pointen er nemlig, at der ikke findes én rigtig måde at gøre det på, men mange. Det, der kendetegner den gode tekstlæsning, er, at man kan begrunde de greb, man foretager på teksten. Og at grebene fungerer, så man åbner teksten og får en udvidet forståelse. Hvis man vil lave kvalificerede analyser, bliver man derfor nødt til at have en stor værktøjskasse og blik for, hvad der skal bruges hvornår.
Metoder opstår ikke ud af den blå luft. De bliver til hos læsere, der er påvirket af deres tid, og som vil noget bestemt med deres tekstlæsning. Derfor er metoder altid historiske, men aldrig værdifri. En metode udtrykker indirekte nogle grundforestillinger, værdier eller ideologier
Mange elever tænker med skræk tilbage på en dansklærer, de engang havde, som altid tromlede en bestemt model eller tolkning ned over hovedet på dem, og som ødelagde deres spontane glæde ved litteratur. Modellerne bragte ofte ikke bare teksten, men også eleverne til tavshed.
Vi har læst om metoderne i Litteraturens Veje.
|