|
Titel
1
|
SO 1 Demokrati og medborgerskab
Demokratiuge 2023 – HTX
Undervisningsbeskrivelse
Tema:
Demokrati og medborgerskab
Indgående fag:
Dansk, Samfundsfag, Kommunikation/IT, Matematik, Engelsk
Problemstilling:
I et demokrati er det vigtigt, at man tager aktivt del i alle demokratiske processer. Mange unge er ikke klar over, hvad det præcis indebærer og stemmer for eksempel ikke til hverken kommunalvalg eller folketingsvalg. Ugens formål er derfor at diskutere, hvad der forventes af unge samfundsborgere i et demokratisk samfund.
Ugens forløb:
Mandag: Ugen indledes med foredrag af Mattias Tesfaye kl 8.00. Eleverne møder 7.45.
I Dansk introduceres eleverne for de nye klassekammerater samt til deres første SO-uge.
Oprettelse af individuel arbejdsportfolio, som navngives Arbejdsportfolio Demokratiugen.
Klasserne arbejder med sagprosaanalyse: Vi analyserer og vurderer argumentation og sprog i et debatindlæg/kronik/tale om demokratiets tilstand og betydning. Derefter skal eleverne udforme egen argumentation og inddrage retoriske virkemidler i et debatindlæg, der henvender sig til en specifik målgruppe.
Herefter gives bolden videre til Samfundsfag, Engelsk, Matematik og Kom-IT, som fra forskellige faglige vinkler 'angriber' det at være ung borger i et demokratisk samfund. I samfundsfag om tirsdagen vil eleverne arbejde med spørgsmål som: Hvad kendetegner demokratiet? Hvad er mulighederne for demokratisk deltagelse? Hvad kendetegner unges demokratiske deltagelse, og hvad udfordrer den demokratiske deltagelse? I engelsk vil eleverne arbejde med tekster, der beskriver unges valgdeltagelse i Storbritannien, hvor bl.a. The British Youth Councils kampagne “Let’s Get Loud”, som omhandler deres arbejde for højere og nemmere valgdeltagelse blandt unge, vil blive inddraget.
Eleverne skal bruge deres faglige viden om demokratiformer, demokratiopfattelser og deltagelsesformer til at lave et kvalitativt interview af en ung person. Den viden, eleverne erfarer, skal indgå i det produkt, de udarbejder i Kom/IT.
Formålet er, at eleverne forholder sig til de forventninger, som man har til den demokratiske bevidste, unge samfundsborger, eksempelvis med hensyn til deltagelse i kommunalvalg og folketingsvalg.
De indgående fags faglige mål:
I Dansk er det faglige mål analyse og vurdering af ikke-fiktive tekster samt analyse af retoriske, herunder stilistiske virkemidler i skriftlig sammenhæng
I Samfundsfag er det faglige mål at anvende fagets metoder til at undersøge faglige sammenhænge om demokrati og demokratisk deltagelse blandt unge i Danmark. Både kvantitativ og kvalitativ metode indgår.
I Engelsk er det faglige mål at inddrage analytiske metoder samt samfundsforståelse om briterne og deres syn på demokrati. Indholdsmæssigt kigges der på unges valgdeltagelse, og hvilke årsager der kan være til en lav valgdeltagelse blandt unge.
I Matematik I forløbet skal eleverne arbejde med valgdeltagelse. Hvordan er valgdeltagelsen blandt unge sammenlignet med andre aldersgrupper og hvordan er valgdeltagelsen i Albertslund/ Københavns vestegn sammenlignet med andre geografiske områder i Danmark? Er valgdeltagelsen gået op eller ned de seneste årtier?
I Kommunikation/ It Der startes med en fælles analyse af valgvideoer, hvor den moderne kommunikationsmodel skal anvendes som metode for analysen. Dernæst skal eleverne introduceres til mediefaglig teori som skal hjælpe dem til at skabe et kommunikationsprodukt. Mediefaglig teori skal anvendes til udførslen i præ-produktion, produktion og postproduktion.
Derefter introduceres eleverne for mindmaps som del af den kreative udviklingsproces. Eleverne skal derefter selv udarbejde et mindmap og på den måde sparke ideerne i gang ift. deres kommunikationsprodukt. Eleverne skal forberede og producere et kommunikationsprodukt, som i dette so-projekt er en valgvideo eller en oplysningsvideo der skal få unge til at engagere sig i demokratiet. Valgvideoen skal tænkes som værende del af en større kampagne, der har til formål at gøre unge bevidste om, hvor vigtig netop deres stemme er. Budskabet i elevernes kommunikationsprodukt skal altså være at gøre unge bevidste om deres muligheder og ansvar i et demokratisk samfund. Hvilken vinkel, og hvordan dette budskab fremføres, er op til eleverne selv. Et krav er dog, at eleverne anvender den gennemgåede teori og metoder, og at de med afsæt i teorien kan redegøre for, hvorfor de har valgt at udforme deres produkt, som de har gjort.
I forløbet op til dette so-projekt er eleverne blevet introduceret for følgende teori:
• Billedbeskæring
• Perspektiv
• Kamera
• Lyd
• Billedkomposition
• Storyboards
• De tre faser indenfor praktisk filmproduktion: præproduktion, produktion og postproduktion
Obligatorisk viden og metoder fra fagene:
DANSK: Analyse, argumentationsteori og stilistik.
KOMM/IT: Forundersøgelse - demonstrere viden om fagets identitet og metoder og behandle problemstillinger i samspil med andre fag. Produktion: udforme og producere kommunikationsprodukter, herunder dokumentere metoder til idéudvikling og projektarbejde. Laswells kommunikationsmodel. Begrunde valg af medie, udtryksformer, virkemidler og it-værktøjer til løsning af kommunikationsopgaver.
SAMFUNDSFAG: Kvantitativ og kvalitativ metode, indirekte/repræsentativt og direkte demokrati, konkurrencedemokrati, deltagelsesdemokrati, demokratiske og politiske deltagelsesmuligheder.
ENGELSK: Kulturel forståelse, britiske værdier, analytiske kompetencer.
MATEMATIK: Eleverne skal være i stand til at kunne bearbejde datamateriale fra forskellige kilder og herved være i stand til at bestemme relevante statistiske deskriptorer og præsentere indsamlede data med relevante diagrammer.
AFLSLUTNING: Ugen afsluttes fredag med aflevering af produkt og skriftlig selvevaluering/refleksion over ugen.
SO-faglige mål og studiemetoder:
Det overordnede faglige mål for dette første projekt er, at eleverne skal søge, vurdere, anvende og formidle fagligt relevant information til en ung målgruppe.
Ugens skriftlige produktkrav:
Dansk: Analyse af meningsjournalistik (gruppe). Skrive et debatindlæg (individuelt). Skrive en metatekst over eget debatindlæg med inddragelse af relevante faglige begreber.
Samfundsfag: Skriftlige opgaver og et kort kvalitativt interview om demokratisk deltagelse.
Engelsk: Skriftlige noter til læste tekster.
Matematik: Skriftligt dokument der besvarer forskellige stillede spørgsmål om valgdeltagelse ved valg i Danmark med fokus på aldersmæssige, geografiske og tidsmæssige forskelle. Dokumentet skal præsenteres med relevante diagrammer.
Komm-IT: Udformning af et kommunikationsprodukt (valgvideo/oplysningsvideo), som del af en oplysningskampagne.
SAMLET Arbejdsportfolio for hele ugen:
ALT skriftligt materiale, som er produceret i ugen samles i en samlet aflevering - en arbejdsportfolio. Den skal sættes overskueligt op med tydelig markering af, hvilket fag, og hvilket produkt man har lavet i det fag den pågældende dag.
Den samlede arbejdsportfolio afleveres på Lectio under opgaven “Arbejdsportfolio Demokratiugen”. På den portfolio kan vi dels vurdere gruppens aktivitetsniveau, jeres skriftlige formidlingsevner samt det faglige indhold, som I har arbejdet med i løbet af ugen.
Evalueringsformer:
Mundtlig eller skriftlig formativ feedback i den efterfølgende uge i fagene. Derudover selvevaluering (individuel) om fredagen når SO-ugen er omme.
|