|
Titel
1
|
DRAMA Sofokles' "Antigone"
Forløbet drejer sig om både antikkens teater og Sofokles’ Antigone og en række temaer og begreber der kredser om centrale spørgsmål om menneskets natur, om magt, skyld, censur, menneskeligt begær og smålighed og selvbestemmelse. Centralt står protagonisten Antigone og Antigonisten Kreon, men også karakterer som Ismene, Haimon og Teiresias har vigtige funktioner at udfylde. På mange måder fremstår Kreon som en lige så central figur som Antigone og de to repræsenterer hver deres verdenssyn og syn på lovene (de jordiske og de guddommelige).
GUDER OG HELTE
Ares, Eris, Kronos, Zeus, Gaia, Atlas, Medusa, Eros, Athene, Hermes, Apollon og Artemis, Achilleus, Odysseus, Herakles og om successionsmyter samt de Olympiske Lege. Herover også kendskab til Dionysos, Dike, Niobe og Erinyerne, f.eks. (mytologiske skikkelser der optræder i værket).
TEMAER
Retfærdighed, love, guddommelige love, selvstændighed, individ overfor samfund, selvstændighed (autonomi), ære, værdighed
BEGREBER (kort opsummeret)
Protagonist: (gr.: ”første-kæmper”) Hovedrollen i det antikke græske drama. I tragedien den tragiske helt.
Anagnorisis: en persons erkendelse af sagernes rette sammenhæng (forbundet med peripeti).
Antagonist: (gr.: ”mod-kæmper”) Modspiller eller modstander til hovedrollen (protagonisten).
Agon: (gr.: ”kamp”, ”strid”, etc.) her en kamp på ord typisk mellem protagonist og antagonist
Ate: forblændelse eller blindhed, ofte forårsaget af lidenskaber som vrede, jalousi, etc.
Eleos: medlidenhed, medynk, for de(n) karakter(er) der lider i værket.
Epeisodion: (gr.: “mellem vejene/indgangene”. Flertal: epeisodier) dialogstykker mellem korsange.
Eusebeia: fromhed, gudsfrygt, respekt for guderne (modsat “asebeia”.
Exodos: (gr. “ud-vej”) den afsluttende korsang hvorunder koret til sidst forlader orkestra.
Hybris: hovmod elller overmod. Forbrydelse mod eller overskridelse af guddommelige love.
Katharsis: en slags følelsesmæssig renselse eller genstart som resultat af frygt og/eller medlidenhed
Kommos: klagende vekselsang typisk mellem koret og en skuespiller
Miasma: forurening af moralsk karakter, f.eks. ved incest, brodermord, brud på gudernes love.
Nemesis: gudernes retfærdige straf (som følger hybris, der følger efter ate).
Orkestra: teatrets centrale plads og oprindeligt hvor både kor og skuespillere befandt sig under dramaerne.
Parodos: indgangsparti (port) til teatrets orkestra, men også bregreb for korsangen ved korets indmarch.
Peripeti: det afgørende vendepunkt i et stykket hvor handlingen ændrer retning.
Phobos: ”Frygt”. Når tilskueren (læseren for os) frygter det, der skal ske for typisk protagonisten.
Polis: bystat (grækerne havde ikke nationer, men poleis – bystater med selve byen og oplandet dertil).
Proskenion: forreste del af en teaterscene, der kan være skudt lidt frem i tilskuerrummet.
Prolog: indledende stykke i et drama hvor baggrunden for konflikten forklares af en (eller to) skuespiller(e).
Skene: oprindeligt et telt bag orkestra hvor rekvisitter befandt sig. Senere område til skuespillerne.
Stasimon (flertal: stasima) korets ”stå”-sang mellem dialogstykker. Ofte opdelt i skiftende strofer.
Stichomythi og di-stichomythi: korte replikskifter med hhv. en og to ”di-” linjer.
Teatron: tilskuerrækkerne i det græske teater (som altså gav teateret dets navn). Også kaldet ”cavea”.
BAGGRUNDSMATERIALE
PPT: ”DRAMA Det antikke teater 2025” (om bl.a. dramaets oprindelse, genrer, teatrets opbygning og udvikling samt Dionysierfesten og teatrets generelle samfundsmæssige funktion).
PERSPEKTIVERING:
Teater ZEBU’s opførsel af ”Antigone” på Egedal Gymnasium & HF (d. 30/10 2025)
|