|
Titel
12
|
Hvem har magten i verden
Hvem har magten i verden?
Forløbet har som formål at kigge på verden i et helikopter perspektiv og undersøge hvilke aktører, der er væsentlige i international politik, deres magtforhold og relationer samt hvilke konflikter, der præger vores verden. I den forbindelse er der også fokus på spørgsmålet om i hvilken grad verden er på vej væk fra en liberal verdensorden præget af en unipolær supermagt i form af USA.
Hvordan situationen skal tolkes er set på gennem 3 forskellige teoretiske sæt briller; realismen, idealismen/liberalismen og konstruktivismen og deres varierende opfattelser af verdens farlighed, hvilke aktører der er væsentlige, hvilke magtformer der spiller den største rolle, og hvordan man bedst skaber mest mulig fred.
Af aktører i international politik er der arbejdet med stater, IGOer, MNCer, NGOer og enkeltpersoner. I den forbindelse har der været særligt fokus på at undersøge væsentlige landes magtresurser i forhold til determinanter og kapabiliteter. Der er set nærmere på FNs formål og hvilke beslutningskompetencer de centrale institutioner generalforsamlingen og sikkerhedsrådet har. Herunder er debatten om sikkerhedsrådets udformning berørt. Her er det også inddraget, at realismen ser IGOer som FN som en arena, hvor idealister/liberalister ser FN som en aktør.
I forhold til magt er det inddraget, at det er væsentligt at se på magt både som den indirekte tydelige påvirkning mellem aktørerne og den indirekte, hvor nogle aktører tilpasser sig andre. Begreberne hård og blød magt er taget op, og i den forbindelse er det pointeret, at realismen ser hård magt som det afgørende, hvor liberalisme/idealisme og konstruktivisme ser samspillet mellem de to magtformer som afgørende. Endelig er der skelnet mellem ressourcemagt, institutionel magt og strukturel magt.
Realismen har generelt et pessimistisk syn på muligheden for fred. Man kan tale om en klassisk realisme og neorealisme. I den klassisk realisme er udgangspunktet, at det som præger mennesker og stater er egoisme, hvilket leder til konkurrence om magten, som grundlæggende gør verden til et farligt sted. Inden for stater kan der være orden fordi der er en statsmagt med monopol på magten, men mellem stater er der anarki. Det som præger er tre ting, som kan forkortes til SOS; stater, overlevelse og selvhjælp. Realister ser stater som de eneste egentlig relevante aktører. Staternes primære formål er overlevelse. Fordi det aldrig er muligt at stole på andre stater i anarkiet, er selvhjælp det, som præger staternes adfærd. Det fører til et cyklisk historiesyn, hvor lidt fredelige perioder altid vil blive efterfulgt at mere ufredelige perioder.
Neorealismen har især fokus på strukturerne i det internationale system. Stater er stadig de aktører, som er relevant og systemet ses stadig som anarkisk. Det som er afgørende for, hvor farlig situationen er, er hvordan magtresurserne også benævnt kapabiliteter er fordelt. Det giver den mulighed at betragte verden som præget af polariteter. Perioden før 1. verdenskrig med mange stormagter var således multipolær, den kolde krig med to dominerende stormagter bipolær, og tiden efter murens fald op gennem 1990erne var unipolær med USA som den eneste dominerende stormagt. For at opnå så fredelig en situation som muligt er det godt, at stormagterne opnår en magtbalance med hinanden og det er nemmest at opnå i en bipolær situation. Realister er også af den overbevisning, at den terrorbalancen mellem stormagternes atomvåben arsenal som prægede den kolde krig var afgørende for, at krigen ikke blev varm.
Over for realismen står idealismen/liberalismens mere positive syn på muligheden for fred i verden. Idealismen har 3 antagelser i forhold til, hvad der fører til fred og samarbejde:
1) Stigende interdependens, som er en erkendelse af, at der opnås større absolutte gevinster ved udvikling og handel fremfor anvendelse af hård magt. At samarbejde derfor bliver et plussums-spil.
2) Udbredelse af demokratiet. Helt centralt er den demokratiske fredstese; at demokratiske lande ikke går i krig med hinanden.
3) Internationale organisationer, da det er med til at fjerne den usikkerhed som kendetegner det anarkistiske internationale system. Desuden spiller de en rolle i forhold til at skabe regler, normer og strukturer, der fremmer samarbejde mellem stater, det vil sige, det fremmer forventningen om en holdbar fred.
Idealismen har en større tiltro til at andre aktører en stater spiller en rolle og at blød magt også er betydningsfuldt. Når der er stor integration mellem stater er krig usandsynligt som f.eks mellem EU lande.
Den sidste teoriretning, konstruktivismen, har i høj grad fokus på, hvordan aktørerne i international politik opfatter hinanden. De aktører, som er vigtige, er de som opfattes som vigtige, og der er konflikter mellem lande og aktører, der ser sig som værende i konflikt. Verden er ikke givet som enten farlig eller fredelig. Det afhænger af hvordan aktørerne konstruerer den. Normer spiller således en rolle i de internationale relationer. I den forbindelse er der arbejdet med, hvordan Wendt ser på, at aktørerne konstruerer opfattelser af hinanden, som kan blive institutionaliserede. Nogle lande ser f.eks hinanden som venner og her virker det andet lands militære kapabiliteter ikke skræmmende og andre lande ser hinanden som fjender. Finnemore og Sikkinks giver en forklaring på, hvordan normer kan spredes og blive dominerende. Nye normer kan opstå, hvis der er betydningsfulde norm-entreprenører, der formulerer dem. Normer kan herefter spredes til en række aktører, og hvis de når en kritisk udbredelse, et såkaldt tærskelpunkt, vil de hurtigt brede sig til mange aktører som en normkaskade. Når en norm sådan er vidt udbredt vil den blive internaliseret og ikke være til diskussion blandt aktørerne.
I forhold til de konflikter, der spiller en rolle i verden er følgende konflikter inddraget
• krigen Ukraine,
• Israel Palæstina konflikten og dens tråde ud i Mellemøsten og videre ud i verden
• Territoriale konflikter i det Sydkinesiske hav og spørgsmålet om Taiwans selvstændighed
Af betydende udviklinger med stor betydning for Danmark er der set på den aktuelle udvikling i forholdet mellem Danmark, Grønland og USA
I forbindelse med skriftlige opgaver er mål (økonomiske, idepolitiske og sikkerhedspolitiske) og muligheder (bestemt af determinanter, kapabiliteter og instrumenter) i udenrigspolitikken repeteret.
|