|
Titel
5
|
Det retfærdige samfund
I dette forløb er der givet en smagsprøve på nogle af de mest kendte bud på nogle af den politiske filosofis centrale spørgsmål så som:
- Skal vi leve i samfund?
- Hvis vi skal leve i samfund, hvorfor skal vi så det?
- Hvad og hvor meget skal samfundet bestemme, og hvor meget skal individet bestemme?
- Hvilken styreform skal vi have? - hvem skal bestemme og hvordan?
- Hvordan skal goderne erhverves og fordele?
Der er her arbejdet med tre filosofiske positioner med stor tidsmæssig spredning: Platon, Thomas Hobbes og John Rawls.
Den første filosofi, der er arbejdet med er Platon. Han tager det for givet, at mennesker lever i samfund og er optaget af at sikre den rette styreform, hvor sandhed spiller en afgørende rolle, når de fælles beslutninger skal tages.
Platons politiske filosofi er knyttet til hans ontologi og erkendelsesteori. Platons ontologi deler verden om i to i en dualistisk løsning, hvor der er en fysisk og sanselig verden af foranderlige fænomener og en intellektuel verden af uforanderlige ideer, man kan tænke sig til. I menneskets fornufts evne til at indse de uforanderlige ideer finder Platon sit fundament for sikker erkendelse. Denne sikre viden om ideer, især det godes ide, er det, som for Platon garanterer den utopisk gode stat.
I Platons antikke bud på det gode samfund deles borgerne op i tre samfundsklasser efter evner; erhvervsdrivende, vogtere og filosoffer. For at sikre, at samfundet ledes bedst muligt skal det ledes af filosoffer, der har fået en lang uddannelse, så den typiske filosof vil være ca., 50 år, når vedkommende er klar til at lede. I hulelignelsen, som er læst i forbindelse med forløbet, forklares billedligt, hvordan filosoffens uddannelse er en svær rejse ud af hulen og den uvidenhed, der præger fænomenernes verden op ud af hulen til ideernes verden. I den symbolske fortælling vil filosoffen skue solen og se, hvordan den er styrende for hele det synlige. Platons forestilling er, at som fangen i hulelignelsen kan se solen, vil filosoffen først få øje på alle de almindelige ideer bag fænomenerne og så til sidst forstå det godes ide, der er den styrende ide bag det hele. Den som først har indset det godes ide ved herefter, hvad der er det rigtige at gøre. På denne måde sikres i Platons stat, at lederne er nogen som med sikkerhed ved hvad der er det rigtige at gøre. Dertil kommer at filosofferne ikke ønsker de materielle gode i det almindelige liv eller den magt, der hører til at lede, fordi de så meget hellere vil filosoferer. Platon utopiske stat er i høj grad en kritik af det direkte demokrati, der var styreformen i hans samtids Athen, han oplevede som farligt for anderledes tænkende som hans ven og mentor Sokrates, og som var baseret på, at den som havde de bedste overtalelsesevner fik ret og ikke sandheden.
Den næste filosof der er arbejdet med er Thomas Hobbes, som især tager spørgsmålet op om vi overhovedet skal leve i samfund, og hvis vi skal det hvorfor så det. Hobbes skriver ud fra erfaringer med både den engelske borgerkrig og trediveårskrigen. Han lægger sit fokus på at opnå fred. Det, mener han, er muligt hvis der dannes en suveræn statsmagt som entydigt må bestemme det hele. Hobbes tager udgangspunkt i en hypotetisk naturtilstand, hvor der ikke er nogen statsmagt. Denne naturtilstand, mener han, vil være præget af alles kamp mod alle. Ifølge Hobbes vil alle fornuftige mennesker indse at naturtilstanden ikke er hensigtsmæssig og fordi vi, ifølge Hobbes først og fremmest er præget af et ønske om at overleve. Vi vil derfor ønske os en anden løsning og indgå i en samfundstilstand.
Afslutningsvis er der stiftet bekendtskab med John Rawls, der i en moderne version genopliver den kontraktteoretiske tradition, som Hobbes sætter i gang. Rawls formulerer dog ikke sit tankeeksperiment som spørgsmålet om at gå fra en naturtilstand til en samfundstilstand. Han tænker i stedet en hypotetisk situation, "den oprindelige position", hvor en gruppe mennesker diskuterer sig frem til de grundlæggende principper for et samfund både hvad angår styreform, grundlæggende rettigheder og fordelingen af goderne. Disse mennesker er i tankeeksperimentet underkastet et uvidenhedens slør. Dette betyder, at de har erindringer om hvordan samfund generelt fungerer, men ikke ved noget som deres egen position i samfundet eller egne kompetencer og evner. Deres beslutninger er derfor funderet på, at de kunne være hvem som helst i det kommende samfund både den rigeste og den fattigste, ung, gammel, stærk eller svag. Med dette udgangspunkt, mener Rawls, de kan diskutere sig frem til en retfærdig samfundsordning, som han mener vil være præget af to principper.
Det første princip er frihedsprincippet som indebær, at hvert individ skal have så udstrakt frihed som muligt Det indeholder en række frihedsrettigheder, der beskytter individets liv fra statens indblanding. Det indeholder også, at individet skal have indflydelse på samfundet, hvorfor demokrati er den retfærdige styreform.
Det andet princip, differensprincippet, handler om fordelingen af goderne i samfundet. Rawls tager her udgangspunkt i at hverken rigdom eller fattigdom er noget, som er selvfortjent. Nogen har fået rigdom forærende og andre har haft uheldige opvækstvilkår. Dette vil ifølge Rawls få personer i den oprindelige position til at lægge en strategi for fordelingen af goderne, at der kun må være ulighed, hvis denne ulighed giver de fattigste en bedre situation end ellers. Kun hvis det, at nogen bliver rigere end andre samtidig skaber en generelt større rigdom også for de fattigste er uligheden retfærdig. Det mener Rawls vil resulterer i et samfund, hvor der vil være en grad af ulighed, men også en grad af omfordeling fra rige til fattige, som kunne minde om den skandinaviske velfærdsmodel.
Der er i forløbet kun læst primærtekst af Platon
|