Retningslinjer for brug af Lectio på Gladsaxe Gymnasium

Som elev skal du vide følgende:

1. Du skal logge ind på Lectio dagligt for at følge med i lektier, skemaændringer mm.
2. I hvert moduls note kan du se hvilke lektier, du forventes at have læst/forberedt til modulet.
3. Du kan se dit eventuelle Fravær i menuen over skemaet. Din lærer registrerer om du er til stede. Ved ethvert modul, hvor du er registreret fraværende, skal du angive Fraværsårsag.
4. Du kan se dine karakterer i menuen over skemaet.
5. Husk at logge ud, når du forlader din computer, lån ikke din kode ud og skift kode, hvis du tror, at andre har set den.
6. Hvis du har glemt din adgangskode til Lectio, kan du henvende dig til gymnasiets IT-support.
7. Sørg for, at Sekretariatet har din rigtige adresse og dit telefonnummer.
8. Lectio bruges ikke til at sende beskeder og opbevare dokumenter. I stedet skal du bruge din GG-gmail til kommunikation og dit mappesystem på drevet i gymnasiets G-Suite løsning.

Andre forhold

Lektier: Som hovedregel indskrives lektier således:
- Læreren indskriver lektier i Lectio senest to dage før modulet.
- Såfremt du har moduler to eller flere dage i træk i et fag, indskriver læreren lektier senest to dage før det første modul og derpå senest kl. 15.30 dagen før det næste modul.
- Lektier til mandag indskrives i Lectio senest fredagen før kl. 15.30.

Rammer for skriftlighed
- På Gladsaxe Gymnasium er den respektfulde dialog mellem elever og lærere central, og det gælder også i samarbejdet om skriftlige afleveringer. Dette indebærer, at begge parter er indstillet på at vise hensyn til hinanden i dialogen om aflevering af opgaver.
- Afleveringerne planlægges ud fra et ønske om en jævn arbejdsbyrde for både elever og lærere, og derfor vil det være naturligt, at eleverne retter henvendelse til deres lærer, hvis de oplever en meget ujævn arbejdsbelastning. Det tilstræbes, at det ugentlige antal fordybelsestimer er af et rimeligt omfang. Opgavebeskrivelser til større opgaver lægges som hovedregel ud til eleverne minimum 14 dage før afleveringsfrist.
- I overgangen fra 1.g til 2.g er der en stigning af skriftligt hjemmearbejde, og derfor afholder KK’erne i starten af 2.g og 3.g et studiemodul, hvor klassen og KK’erne i fællesskab behandler cases om skriftlige afleveringer, og eleverne præsenteres for rammerne for skriftlighed og muligheden for dialog med lærere.

Den almindelige skoledag på GG løber fra kl. 8 til kl. 16, og først herefter kan elever påregne at kunne påbegynde fritidsjob og -aktiviteter. Som hovedregel tillyses 5. modul og andre aktiviteter ud over almindelig undervisning dog 14 dage før det afholdes.

Godskrivning af fravær: Elever kan eventuelt få godskrevet fravær, hvis de har deltaget i skolerelaterede aktiviteter.

Revideret den 13.8.18  /EK & JC og 4.1.20 /JB


For hjælp til Lectio se: Lectio vejledninger.