|
Titel
5
|
T5) Hvordan kan man se om et økosystem er sundt?
TEMA 5. Økologi - Hvordan kan man se om et økosystem er sundt?
__________________
FORMÅL
Formålet med forløbet er, at eleverne opnår en grundlæggende forståelse af økologiske sammenhænge og lærer at vurdere, hvordan man undersøger og beskriver et økosystems sundhedstilstand.
Undervisningen foregår casebaseret med udgangspunkt i Nordic Waste-skandalen og konsekvenserne af forurening i vandmiljøer. Eleverne arbejder med biologiske begreber, analyser af naturbilleder, videoer og medieklip samt diskussioner om menneskets påvirkning af naturen og mulighederne for genopretning af økosystemer.
Der arbejdes med både naturlige og menneskepåvirkede åløb, herunder naturlige åløb, omlagte åløb, afrettede åløb, rørlagte åløb og forurenede åløb. Eleverne skal opnå forståelse for samspillet mellem biotiske og abiotiske faktorer samt hvordan biodiversitet og faunaindeks kan anvendes til at vurdere vandkvaliteten/miljøet i et økosystem.
Forløbet kobler teori med undersøgende og praksisnære aktiviteter, hvor eleverne træner biologisk analyse, databehandling, faglig formidling og diskussion af miljømæssige problemstillinger.
INDHOLD
Forløbet tager udgangspunkt i økologiske sammenhænge mellem organismer og deres miljø. Eleverne arbejder med fødekæder og fødenet, energistrømme i økosystemer samt sammenhænge mellem produktion, respiration og energitab. Der arbejdes med begreber som habitat, niche, biodiversitet og konkurrence mellem organismer både inden for samme art og mellem forskellige arter.
Undervisningen kobles løbende til Nordic Waste-sagen, hvor eleverne analyserer konsekvenserne af udledning af forurenet jord til åmiljøer. Der diskuteres blandt andet påvirkning af biodiversitet, iltforhold, dyreliv og vandkvalitet samt muligheder for genopretning af økosystemer.
Der arbejdes desuden med carbons kredsløb, herunder nedbrydning, energistrømme og drivhuseffekt. Eleverne kobler teorien om stofkredsløb til samspillet mellem organismer i økosystemer og menneskets påvirkning af naturen.
Eleverne arbejder selvstændigt i grupper med udvalgte fagområder inden for økologi og præsenterer deres eget mindre “specialeområde” for resten af klassen.
Der indgår løbende arbejde med biologiske figurer, modeller, videoer, billeder og datamateriale fra naturen omkring Nordic Waste før, under og efter skandalen. Slutteligt holder eleverne deres viden op i mod vandkvalieten i et vandmiljø på skolens arealer (en sø).
________________________
DELEMNER:
5.a) Samspil mellem arter og deres omgivende miljø – Et caseforløb
5.b) Energistrømme og C-kredsløbet
_________________________________________
5.a) Samspil mellem arter og deres omgivende miljø – Et caseforløb
- Biotiske og abiotiske faktorer.
- Opbygningen af fødekæder og fødenet.
- Habitat og niche.
- Intraspecifik og interspecifik konkurrence.
- Betydningen af biodiversitet i et økosystem.
- Menneskers påvirkning (Case) af natur og miljø.
- Indsamle og analysere biologiske data fra et økosystem.
- Faunaindex og biodiversitetsundersøgelser anvendes til vurdering af miljøtilstand.
- Sammenligne sunde og belastede økosystemer.
5.b) Energistrømme og C-kredsløbet
- Forklare energistrømme i økosystemer.
- Anvendelse af sammenhængen NPP = BPP – R.
- Carbons kredsløb og drivhuseffekten.
- Afbrænding af fossile brændstoffer - økosystemers balance/ stabilitet.
____________________________________
ØVELSESOVERSIGT
1. Øvelse: Case
Kvaliteten af 2 vandmiljøer: 1) En (fiktiv) prøve fra Allinge å efter Nordic Waste skandalen samenlignes med 2) En faunaundersøgelse i skolens sø.
Eleverne undersøger biodiversitet og makroindex i skolens sø som eksempel på et sundt økosystem og sammenholder resultaterne med en fiktiv stikprøve fra Alling Å efter Nordic Waste-skandalen.
Der arbejdes med identificering af smådyr og indikatorarter samt vurdering af vandmiljøets sundhedstilstand ud fra faunaindex og biodiversitet. Eleverne diskuterer, hvordan forurening påvirker økosystemers stabilitet og artsdiversitet.
____________________________________
LÆRINGSMÅL
Eleverne skal opnå viden om samspillet mellem organismer og miljø, herunder biotiske og abiotiske faktorer, fødekæder, fødenet og energistrømme i økosystemer. De skal kunne forklare begreber som biodiversitet, habitat, niche samt intra- og interspecifik konkurrence. Derudover skal eleverne forstå carbons kredsløb, drivhuseffekten og menneskets påvirkning af økosystemers stabilitet, herunder anvendelsen af faunaindex og biodiversitetsundersøgelser til vurdering af miljøtilstand.
Færdigheder
Eleverne skal kunne indsamle, bearbejde og analysere biologiske data fra økosystemer samt udføre biodiversitets- og faunaindexundersøgelser. De skal kunne sammenligne forskellige økosystemer, analysere biologiske problemstillinger ud fra cases og diskutere menneskets påvirkning af natur og miljø. Derudover skal eleverne kunne samarbejde undersøgende i grupper samt formidle biologisk viden mundtligt og skriftligt med korrekt anvendelse af biologisk fagsprog og analyse af figurer, modeller og videomateriale.
|