|
Titel
10
|
Grønland og Danmark - Fra koloni til selvstyre
Danmarks og Grønlands historie har været tæt forbundet de sidste 300 år, og statuen af Hans Egede står stadig majestætisk og skuer ud over Nuuk. Dog ikke til alles tilfredshed.
Hvad der startede som en kolonisering, er nu nået til et punkt, der minder om ligeværdighed, sådan da. Med selvstyreloven (2009) er det nu også op til Grønland selv hvornår de ønsker selvstændighed. Men med Trump lurende i baggrunden, er det så noget Grønland rent faktisk ønsker?
Forløbet starter med et blik på sagnet om "Havets Moder" for at forstå den grønlandske fangerkultur og den tilknytning til og respekt for havet, som grønlænderne har. Der ses også en god del af DR's serie "Grønland og Danmarks fælles historie" (i fire afsnit), hvor vi får et indblik i de danske motiver for at kolonisere Grønland. Var det religion, penge, magt, national stolthed eller alle fire?
Hovedfokus ligger på perioden efter anden verdenskrig. Her sker der en stor "danisering" og fangerkulturen erstattes med et 8 til 16 job, bil og TV. Det sker med det grønlandske landsråds (senere landsting) opbakning, men mange grønlændere mister noget af den identitet og kultur, de var rundet af i deres opvækst, og modstanden mod Danmark begynder at tage til omkring 1970, bl.a. med Aqqaluk Lynge, samt rockbandet Sumé.
Nu, på sine ældre dage, kan Aqqaluk Lynge dog godt se at Danmark nok er det bedste for Grønland i den nuværende situation, og det samme kan en stor del af grønlænderne i meningsmålinger, inklusive de unge.
Rigsfællesskabet ser i dag stærkt ud, men det har ikke været uden knaster i fortiden, f.eks. i from af spiral-sagen, "Eksperimentet", Thule-ulykken m.v., som alle er gennemgået.
Omfang: ca. 80 sider
Faglige mål:
- Redegøre for centrale udviklingslinjer og begivenheder i Danmarks, Europas og verdens historie
- Redegøre for sammenhænge mellem den lokale, nationale, regionale, europæiske og globale udvikling
- Analysere eksempler på samspillet mellem mennesker, natur, kultur og samfund gennem tiderne
- Anvende en metodisk-kritisk tilgang til at udvælge og analysere historisk materiale, herunder eksempler på brug af historie
- Opnå indsigt i, hvordan historiefaget kan medvirke til at forstå og løse problemer i nutiden
- Demonstrere viden om fagets identitet og metoder.
|