|
Titel
1
|
Unges identitetsdannelse i Senmoderniteten
I Forløbet "Unges identitetsdannelse i Senmoderniteten" er omdrejningspunktet, hvordan unge skaber deres identitet i en verden fuld af frihed og muligheder. Personlighed og identitet er vigtige elementer i studiet af, hvorfor mennesker tænker, føler og handler, som de gør.
Med udgangspunkt i en karakteristik af Senmoderniteten belyses fællestræk ved unges identitet såvel som den enkeltes individuelle og unikke karakter. Vi indkredser personlige træk ud fra femfaktormodellen, der lægger op til diskussion om anvendelse af og validitet af personlighedstests i forskellige sammenhænge. I forlængelse heraf reflekterer vi over, hvad andre mennesker betyder for vores selvopfattelse.
Vi arbejder med begreber som selv, identitet og personlighed til belysning af forskelle mellem mennesker såvel som den enkeltes individuelle og unikke karakter. Identitet kan fx være personlig identitet, social identitet, kønsidentitet, kulturel identitet og andre del-identiteter.
Vi gennemgår personlighedsmodeller (trækteori) og som supplement til psykoanalysens deterministiske personlighedsopfattelse, arbejder vi ligeledes med en mere socialkonstruktivistisk opfattelse af personlighed, selv og identitet i det senmoderne samfund (Giddens, Ziehe, Erikson, Bourdieu og Gergen). Herunder arbejder vi med unges forskellige livsstile, ny-narcissisme, selviscenesættelse og identitetsudvikling. Vi inddrager Hjortkjærs analyse af unges udfordringer ud fra begrebet utilstrækkelighed med henblik på hans opfordring til oprør. Vi afslutter forløbet med en case.
|