Holdet 2024 bk/1 - Undervisningsbeskrivelse

Undervisningsbeskrivelse

Stamoplysninger til brug ved prøver til gymnasiale uddannelser
Termin(er) 2024/25
Institution Sønderborg Statsskole
Fag og niveau Billedkunst C
Lærer(e) Charlotte Clausen
Hold 2024 bk/1 (1g bk/1)

Oversigt over gennemførte undervisningsforløb
Titel 1 KROPPEN i tone, streg og skravering
Titel 2 MAGI i maleri samt billedets virkemidler
Titel 3 SKULPTUR - omkring Christian Lemmerz
Titel 4 KROP & RUM - installation, performance, arkitektur
Titel 5 NATUR & LANDSKAB, - naturindtryk før og nu
Titel 6 TRANSFORMATION eksamensprojekt

Beskrivelse af de enkelte undervisningsforløb (1 skema for hvert forløb)
Titel 1 KROPPEN i tone, streg og skravering

GRUNDFORLØB:
Tone, streg og skravering i portræt og gruppeportræt, - lyset og mørket som formanalytisk og kontrastmæssigt/dualistisk begrebspar eksemplificeret med udgangspunkt i praktisk arbejde med tre visualiseringsøvelser hvor kroppen indgår. Så småt fokus på formalanalyse.

VISUALISERINGSØVELSER (øvelserne vil variere lidt efter hvilket grundforløbshold man har siddet på):
1. Visualiseringsøvelse med stregen som teknisk færdighed (gengivelse af Picassos tegning af Stravinskij).
2. Visualiseringsøvelse med tone som teknisk færdighed (gengivelse af avisfoto fra bl.a. Politiken 2000: "Kvinde med tørklæde").
3. Visualiseringsøvelse med skravering som teknisk færdighed (gengivelse af foto fra Peter Frederiksen: "Det tredie Rige": familie må forlade deres hjem efter at bomberne er faldet over Nürnberg, april 1945).

FLG. FAGBEGREBER INDDRAGES VED DE TRE ØVELSER:
Første visualiseringsøvelse Picasso/Stravinsky: Opskalering, portræt, kontur (omrids), proportioner (størrelsesforhold), portrætlighed og simpel form for rumlighed: overlapning.

Anden visualiseringsøvelse: Portrætlighed, toning (skyggelægning), rumlighed og lys/mørke kontrast/ gråtonevalørerne. fokus på kontrasten mellem lys og mørke skygge, lyskilde: naturlig eller kunstig?

Tredje visualiseringsøvelse: Linearperspektiv ved de lineære gradienter, naturligt dagslys med en ikke synlig lyskilde der kommer fra højre, for- mellem og baggrund. Atter fokus på kontrasten mellem lys og mørke skygge (egenskygge og slagskygge), lyskilde (naturligt lys/kunstigt lys), for-, mellem- og baggrund, dybde og rumlighed samt gråtonevalørerne.

NB! Find dokumenter mm. under dit grundforløb.
Indhold
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 0 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer

Titel 2 MAGI i maleri samt billedets virkemidler

GRUNDFORLØB samt opfølgning i starten af det videre forløb i studieretningsklasserne. Eleverne arbejder i grundforløbet med formalanalytiske fagbegreber og analyserer malerier med magiske temaer.  

Der arbejdes med flg. 3 teorier i forbindelse med magi: 1. Den magiske verden, 2. Den magiske verden møder den virkelige verden og 3. Den magiske verden der er en naturlig del af virkeligheden. Efter grundforløbet suppleres med malerier, der ikke som sådan rubriceres under magisk motivverden.

Gennem forløbet arbejdes der med kunstværker, der fordeler sig over kunst før 1800, efter 1800 og inden for de seneste 20 år.

FORMALANALYSE
Holdet er introduceret til flg. begreber i grundforløbet samt efterfølgende opsamling og videre arbejde med billedets virkemidler:

FARVETEORI: Johannes Ittens farvecirkel. Primær-, sekundær- og tertiærfarve, komplementærkontrast, kulde/varme-kontrast og lys/mørke-kontrast. Kvalitets- og kvantitetskontrast introduceres ved senere forløb.
KOMPOSITION: Statisk/dynamisk komposition, åben/lukket komposition samt det gyldne snit.
LYS OG SKYGGE:
Naturligt, kunstigt og symbolsk lys (desuden clair obscure), synlig- og ikkesynlig lyskilde samt egen- og slagskygge.
RUM OG PERSPEKTIV:
Overlapning, for-, mellem- og baggrund, repoussoir, lineære og optiske gradienter og dybde gennem linearperspektiv (centralperspektiv). Forløbet afrundes med et blik på Kubismen og simultanperspektivet inkl. praktisk visualiseringsøvelse.

BETYDNINGSANALYSE.
Holdet er introduceret til flg. begreber i grundforløbet: Symbolik og dermed introduktion til betydningsanalyse.

TEORI- OG BAGGRUNDSSTOF:
Bonnie Bay Andersen og Line Højgaard Porse: TAP: "Teori til analyse og praksis i billedkunst" (Praxis) side 93-96.
Lise Mark: ”Kunstens stemmer, - grundbog i billedkunst”” (iBog 2024) om linear, - central og simultanperspektiv inkl. supplement af:
https://www.kunstskolen.dk/kubismen/ 2024 og https://www.theartstory.org/movement/cubism/ - Indføring i "Les Demoiselles d'Avignon", 1907.

PRAKTISKE VISUALISERINGSØVELSER.
1. Øvelse med gouache med magiske elementer som tema (øvelse arbejdet med i grundforløbet).
2. Øvelse med oliepastel i arbejde med form og flade gennem farveperspektiv og lys-mørke kontrast (parasol/bold-øvelse).
3. Øvelse med simultanperspektiv: Collage med selvportræt.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 6 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer

Titel 3 SKULPTUR - omkring Christian Lemmerz

Som afsæt til forløbet med skulptur arbejder holdet med en induktiv tilgang til genren med udgangspunkt i en komparativ analyse af hhv.:

1. Gerhard Hennings: "Danae", 1927
2. Erik Thommesens: "Kvinde", 1942

Herefter yderligere analytisk arbejde på baggrund af introduktion til videre skulpturanalyse. Generel introduktion til skulptur, skulpturudtryk og skulpturanalyse med udgangspunkt i modellerede, udhuggede og sammenføjede skulpturerer op gennem kunsthistorien.

Holdet arbejder dernæst indledningsvist med menneskeskildringen i antikkens og renæssancens skulptur i 1400- og 1500-tallet. Her kan bl.a. fremhæves Polyklets "Spydbæreren" og Michelangelos "David". Vi taler om det klassiske krops- og skønhedsideal: det skønnes æstetik herunder Polyklets regler for gengivelse af menneskekroppens proportioner.

Som modsætning til det klassiske skønhedsideal arbejder holdet med det modsatte nemlig det grimmes æstetik med udgangspunkt i fordybelse i billedhuggeren Christian Lemmerz.

Holdet ser portrætfilmen om Christian Lemmerz: https://vimeo.com/248128899: Her får holdet videre kendskab til skulpturen: "Lazarus" idet arbejdet med denne skulptur er gennemgående i filmen og et skelet for præsentationen af Lemmerz' arbejdsproces. Ligeledes drages der parallel til Michelangelo, som Christian Lemmerz ser som sin store inspiration.

Et tematisk grundtema i Lemmerz motivverden er EKSISTENS (bl.a. gennem dualisme), hvor han kredser om emner som kroppens forfald, død og forgængelighed og modsætningsparrene: liv og død, krop og sjæl samt godhed og ondskab. Klassen arbejder betydningsanalytisk med flg. skulpturer af Lemmerz:

Gruppearbejde med næranalyse inkl. fremlæggelser af flg. skulpturer af Lemmerz:
"Afasi I", "Mermaid", "Abu Ghraib", "SM Suicide Mouse", "Lazarus" samt "Silence": Memorial for policemen killed on duty. With poem by Søren Ulrik Thomsen: "Træerne vokser ikke ind i himlen. Men de vokser ud i luften, som vi ånder, og ned i jorden til de døde, som vi savner. Og det er alt nok".

Der er gennem hele forløbet arbejdet med: formal-, betydnings- og socialanalyse.
Gennem forløbet arbejdes der desuden med kunstværker, der fordeler sig over kunst før 1800, efter 1800 og inden for de seneste 20 år.

TEORI- OG BAGGRUNDSSTOF:
Charlotte Busk: "Billedkunstbogen":
1. SKULPTUR - Kroppen i kunsten (iBog Columbus, 2024) og
2. SKULPTUR - Det grimmes æstetik (iBog Columbus, 2024).
Let indføring til skulpturens grundbegreber: https://www.youtube.com/watch?v=TD8feYf29Ms

VISUALISERINGSØVELSER:
1. Iagttagelsestegning med blyant af helpositur og evt. detalje af selvvalgt klassisk skulptur.
2. Abstrakt udformning af organisk formet skulptur i papir, karton, pap og bølgepap.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 9 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer

Titel 4 KROP & RUM - installation, performance, arkitektur

Fordybelse i oplevelse af kroppens interaktion med rum gennem samtidskunstens installation, performance og arkitektur. Af de tre genrer lægges der særlig vægt på installation.

Der lægges ud med samtidskunstens seneste 20 års installations- og performancekunst med kroppen som omdrejningspunkt. Der arbejdes med et bredt perspektiv, - både motivisk og med blik på fx den udøvende kunstner i den intervenerende og interagerende kunst. Afslutningsvist bringes arkitektur ind i sammenhængen for at undersøge kroppens interaktion med rumlig oplevelse.

HOVEDVÆRKER særlig fokuseret formal- og betydningsanalyse og til dels socialanalyse af bl.a. flg. værker:

INSTALLATIONER:
1. Olafur Eliasson: ”Riverbed” (Louisiana, 2014)
2. Elmgreen & Dragset: "Please Keep Quiet" (2003)
3. Kusama: ”The Obliteration Room” (2012)
4. Cardiff & Miller: "Storm Room"(2009)
5. Superflex: "Flooded McDonalds" (2009) og "Superrev" (2021).

Olafur Eliasson: "Riverbed" https://www.youtube.com/watch?v=EvnsGIpM2Us
Great art explained - Kusama: https://www.youtube.com/watch?v=wgSBtXNJjhs&t=5s
Kusama: "The obliteration room" https://www.youtube.com/watch?v=-xNzr-fJHQw
Cardiff & Miller: "Storm Room" https://www.youtube.com/watch?v=A3b4ChksHJM
Superflex: "Flooded McDonald"  https://www.youtube.com/watch?v=w_793UugTYA

PERFORMANCES:
4. Elmgreen & Dragset: "Have You come here for Forgiveness (2001).
5. Marina Abramovic: "The Artist is present" (2010) MoMA
6. Marina Abramovic & Ulay m.fl.: "Imponderabilia (1977 - 2017).

Marina Abramovic "The artist is present" https://www.youtube.com/watch?v=mEcqoqvlxPY&t=37s
Elmgreen & Dragset "Have you come here for forgiveness" https://www.youtube.com/watch?v=gALtQ_Swqj8

ARKITEKTUR. Mht. arkitektur arbejder holdet med klassisk og moderne formsprog primært gennem de to bygninger "Villa Rotunda" (Andrea Palladio, 1566-69) og "Villa Savoye (Le Corbusier, 1928-31). I tilknytning hertil arbejder holdet ligeledes med klassisk og moderne formsprog i Sønderborg gennem fotoregistreringsøvelse af selvvalgt arkitektur, der eksemplificerer de to retninger.

Analysemodel inddrages til analyse af funktion, bygningen og omgivelser, materialer/overflade og lys samt linjer og forløb og sted af enkelte af elevernes fotoregistreringer.

TEORI- OG BAGGRUNDSSTOF:
Charlotte Busk: "Billedkunstborgen" (iBog Columbus, 2024) siden om installation suppleret med noter om performance, intervention og interaktion. Desuden suppleres der med Jesper Bek m.fl.: For Øjeblikket 1 - samtidskunst til billedkunst (L&R Uddannelse 2009) side 134-140 (om formal- betydnings- og socialanalyse i installation og performance).

Avisartikel (kunstreportage) fra Politiken 19.09.2020: "Søren Brostrøm kigger på kunst - de andre gæster kigger på ham" (fokus på Brostrøms viden og iagttagelser vedr. Elmgren & Dragsets værk: "Please Keep Quiet").

Vedr. arkitektur (mosaik af nedenstående kilder):
Lise Laursen (EMU 2015), Nielsen og Tonnesen: Billedernes fortælling (Gyldendal 1999) og https://dac.dk/viden/artikler/den-klassiske-vurdering-af-arkitektur/
Jørgen Holdt Eriksen m.fl.: ”Grundbog i kunst og arkitektur”, Systime 2024.
Jonas Wolter: ”Temaer i kunsten, - grundbog til billedkunst” (analysemodel), Det ny Forlag 2019.

DISNEY video: De tre små grise bygger huse, og den store stygge ulv kommer på besøg. Den lille tegnefilm bruges til at konkretisere de tre begreber: Firmitas, Utilitas og Venustas.

VISUALISERINGSØVELSE:
1. Praktisk installation i mini-udgave.
2. Fotoregistreringsøvelse af klassisk og moderne formsprog i Sønderborg.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 10 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer

Titel 5 NATUR & LANDSKAB, - naturindtryk før og nu

Vi undersøger tematisk værker, som gennem skildring af natur og landskab giver et indtryk af, hvordan man op gennem kunsthistorien har skildret natur og omgivelser. Gennem forløbet arbejdes der med kunstværker, der fordeler sig over kunst efter 1800 og inden for de seneste 20 års samtidskunst.

Holdet arbejder med flg. kunsthistoriske perioder: Romantik, realisme, impressionisme, postimpressionisme, ekspressionisme samt samtidskunst gennem analyse af malerier af P.C. Skovgaard, J. Th. Lundbye, H.A. Brendekilde, Claude Monet, Pierre-Auguste Renoir, Vincent van Gogh, Edvard Munch, Alla Otte, Simon Bang og Eske Kath.

Der er gennem hele forløbet arbejdet med: formal-, betydnings- og socialanalyse.

TEORI- OG BAGGRUNDSSTOF:
1. "Fra nationalromantik til samfundskritik", uddrag af Den Hirschsprungske Samlings undervisningsmateriale 2023.
2. Julie Margrethe Nyrup: "Allan Otte maler det danske landskab, som det er, - blottet for natur" (Kulturmagasinet Fine Spind, interview med Allan Otte, november 2020).
3. "LANDSKAB & NATUR, - naturindtryk og landskab før og nu". Præsentation udarbejdet af CC hvorigennem holdet introduceres til 1800-tallets nationalromantiske landskabsmaleri, realisme, impressionisme, ekspressionisme samt de seneste 20 års samtidskunst.

Impressionism in 8 Minutes: How It Changed The Course of Art:
https://www.youtube.com/watch?v=3jhHX_tpy70&t=35s
Expressionism in 8 Minutes: The Most Disturbing Art Ever?:
https://www.youtube.com/watch?v=YnsRLQ4A0hc&t=18s

VISUALISERINGSØVELSE:
Parafraselignende øvelse med undersøgelse af rum og udtryk gennem udvalgte landskabsmalerier.  Der anvendes blyant og farveblyant på flade.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 6 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer

Titel 6 TRANSFORMATION eksamensprojekt

Der skal udarbejdes et værk med afsæt i projektets emne: TRANSFORMATION.

Værket skal tage udgangspunkt i et kunstværk af en anerkendt, professionel kunstner, og eget værk skal have tydelige referencer til det værk, man vælger at transformere dvs. omforme. Holdet vælger hvilket kunstnerisk medie, de arbejder i: 2D, 3D, installation eller en blanding af flere medier på samme tid. Desuden vælger holdet frit hvilke materialer, de anvender.

Se PowerPoint-præsentationen for yderligere anvisninger mm. til projektet. Der afsættes ca. 5-6 moduler á 90 minutter til udarbejdelse af projektet og tilhørende procesbeskrivelse. Processen dokumenteres løbende vha. mobil kamera.



Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 6 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer