|
Titel
1
|
1. intro til filosofi
Hvad er Filosofi? Kort introforløb. 2026
Ud fra historien om Sokrates præsenteres nogle af filosofiens kerneelementer.
Samtalen: Med Sokrates bliver filosofi til en samtale, hvor ideer og påstande grundigt afprøves mod hinanden med begrundelser for og imod.
Begrebsafklaringen: Ord og begreber analyseres og defineres for at finde den mest præcise og korrekte betydning, for hvis vi ikke er enige om betydningen af ord og begreber, kan vi ikke føre en fornuftig samtale om det samme.
En aktivitet: Snarere end det er et klart afgrænset fagområde med bestemte emner og endelige svar, er filosofi en særlig tankemæssig aktivitet, der kan undersøge hvad som helst, der vækker undren.
De kritiske spørgsmål: Den filosofiske undersøgelse stiller kritiske, nysgerrige spørgsmål ved alle almindeligt accepterede selvfølgeligheder. På den måde kan selve det at tænke filosofisk have en næsten revolutionær brod. Derfor blev Sokrates af magthaverne anklaget for at fordærve ungdommen.
Aporien: Selvom de fleste filosoffer forsøger at besvare de spørgsmål, de stiller, så kan filosofien samlet set ikke tilbyde ret mange endelige svar. Mange filosofiske debatter handler om at vise, at nogle svar ikke er fyldestgørende nok, og derfor fortsætter jagten på det rigtige svar. Men processen gør en klogere på en masse detaljer undervejs. Derfor kan aporien være et udmærket resultat af en undersøgelse, fordi man har nået en fælles forvirring på et højere niveau.
En tænkemåde og en levemåde: I Sokrates forenes to sider af filosofien, der andre gange findes adskilt: Det er en særlig måde at tænke på, og det kan være en særlig måde at leve på, sådan at man konsekvent efterlever de sandheder, man er nået frem til i tænkningen. Dette karakteriserer filosofien som visdomslære. Mange filosoffer vil hævde, at selve det at stille de dybeste spørgsmål vækker den tænkende og skænker livet en særlig værdi.
Et forbillede og en modspiller: I filosofihistorien vender man igen og igen tilbage til Sokrates, ligesom man vender tilbage til mange andre store filosoffer. For selvom filosofi er en aktivitet, der kan udøves af alle, kommer vi tit til at tale om de enkelte filosoffer og deres teorier, fordi de er så originale, og fordi vi kan lære meget af at se, hvordan andre har praktiseret deres filosofi. Selv den filosofi, man er uenig i, kan man lære meget af, fordi den tvinger en til at tænke sine egne begrundelser ordentligt igennem. Derfor går en god del af faget filosofi i gymnasiet ud på at lære andre filosoffers tanker at kende.
Dertil introduceres til filosofiens metoder: Dialogisk samtale, Isoleret refleksion, Begrebsanalyse, Tankeeksperimenter, Argumentation og Filosofisk tekstlæsning.
Afsluttende læses to filosofiske tekster som introduktion til faget.
Karl Jaspers: Filosofisk livsførelse (1949) Esther Oluffa Pedersen: Mennesket et filosofisk naturtalent. (2024)
|