|
Titel
1
|
Naturvidenskabeligt grundforløb
I det naturvidenskabelige grundforløb på Zahles indgår fagene biologi, kemi og fysik
Emnet for NV i år er "Menneskets plads i universet". NV er delt op i to delforløb, som vi har kaldt nede på jorden og ude i rummet. Vi starter nede på jorden og undersøger i fagene, hvad der gør vores lille planet speciel, og hvilke faktorer der er med til at tillade livet, som vi kender det, at blomstre. I andet forløb kigger vi ud mod rummet og vores plads i det store univers.
NV kickstartes med en biograftur, hvor vi ser en science fiction-film – f.eks. Project Hail Mary. Filmen handler om menneskets jagt på en kur til deres døende sol. På rejsen til en nabostjerne møder vores hovedperson også en anden venligsindet, intelligent livsform, der er væsentligt forskellig fra jordens kulstofbaserede liv.
I løbet af de to NV-forløb laves der en række praktiske forsøg, hvortil der indsamles observationer og data, som kan analyseres og tolkes, og der skrives tilhørende journaler. Til eksamen udvælger eleverne to journaler, som de vil eksamineres i.
Naturvidenskabeligt grundforløb - Fra lærerplanen
1. Identitet og formål
1.1 Identitet
Det naturvidenskabelige grundforløb udgør den gymnasiale introduktion til naturvidenskab gennem arbejde med grundlæggende elementer af naturvidenskab. Der lægges vægt på både den faglige bredde og det sammenhængende i naturvidenskaben. Udgangspunktet for naturvidenskabeligt grundforløb er aktuelle problemstillinger med et naturvidenskabeligt indhold, som bredt repræsenterer de naturvidenskabelige fag, og som giver mulighed for en undersøgende, eksperimentel og oplevelsesorienteret tilgang til omverdenen. I naturvidenskabeligt grundforløb kan fagene biologi, bioteknologi, fysik, geovidenskab, informatik, kemi og naturgeografi indgå.
1.2 Formål
Eleverne skal i undervisningen introduceres til naturvidenskabelige arbejdsformer, tankegange og argumentation. Eleverne skal ligeledes på elementært niveau kunne forholde sig til naturvidenskabelig videns muligheder og begrænsninger. De skal opnå viden og kundskaber om udvalgte naturvidenskabelige problemstillinger og deres perspektiver. Elevernes nysgerrighed og engagement indenfor det naturvidenskabelige område skal fremmes, ligesom naturvidenskabeligt grundforløb skal bidrage til såvel elevernes almendannelse som til afklaring af deres studieretningsvalg.
2. Faglige mål og fagligt indhold
2.1 Faglige mål
Eleverne skal kunne:
formulere og teste enkle hypoteser
gennemføre praktiske undersøgelser og eksperimenter såvel i felten som i laboratoriet under hensyntagen til sikkerhed
opsamle, systematisere og behandle data med brug af forskellige repræsentationsformer
anvende modeller, som kvalitativt og kvantitativt beskriver enkle sammenhænge i omgivelserne, og kunne se modellernes muligheder og begrænsninger
formidle et naturvidenskabeligt emne med relevante faglige begreber og repræsentationer
demonstrere basal viden om naturvidenskabs identitet og metoder og anvendelse af matematik indenfor naturvidenskab.
2.2 Fagligt indhold
Ved udvælgelsen af det faglige indhold i naturvidenskabeligt grundforløb lægges vægt på, at indholdet giver anledning til:
samarbejde mellem de naturvidenskabelige fag
eksperimentelt arbejde, såvel i laboratoriet som i felten
behandling af kvalitative og kvantitative empiriske data
at opstille, anvende og fortolke lineære sammenhænge
at vise relevansen og anvendelsen af naturvidenskab i samfundet.
|