|
Titel
4
|
Tøjproduktion- globalt og lokalt
I dette forløb følger vi vores tøj gennem dets livscyklus, fra dyrkningen af bomuld på marker i Kina, Indien og andre lande samt oliedannelse/udvinding over produktionen på fabrikker til forbrugeren og dets videre rejse herfra til genbrug og/eller affald. Forløbet har fokus på tøjets miljøbelastning og ressourceforbrug, på social bæredygtighed i produktionsfasen, på problematikker i forhold til genbrug og genanvendelse, når forbrugeren er færdig med at bruge tøjet, samt på mulige løsninger på problematikkerne. Forløbet dækker områder som lineær og cirkulær økonomi, affaldshierarkiet, global ulighed og arbejdsdeling, erhvervsfordeling, globale forsyningskæder, økologisk fodaftryk, og trækker desuden på viden om vandets kredsløb, kulstofkredsløbet og drivhuseffekten, og klimazoner, herunder klimaets betydning for produktionen. Certificeringsordninger og innovative genanvendelsesteknologier inddrages også som eksempler på, hvordan tøjets fodaftryk kan mindskes. I løbet af forløbet trænes eleverne i at identificere rumlige mønstre i geofaglige sammenhænge, anvende digitale kort, indkredse geofaglige problemstillinger og forholde sig til den aktuelle samfundsdebat.
|