|
Titel
3
|
Eros 1: filosofisk
Kernestof: Vi læste et fyldigt uddrag af Platons Symposion: Apollodors’ indledning, Faidros’ og Pausanias’ taler, Aristofanes’ og Agathons taler, Sokrates’ samtale med Agathon og hans gengivelse af sine to samtaler med Diotima. Vi læste ikke Eryximachos’ og Alkibiades’ taler. Vi fokuserede på opfattelsen af Eros: Talerne fremstiller generelt det erotiske begær som en kraft der brugt rigtigt fremmer god moral og gør os lykkelige, men i Sokrates’ fremstilling er Eros stræben efter udødelighed og efter erkendelse af selve det skønne (det skønnes idé); den er begær efter det evigt, uforanderligt og absolut sande og gode.
Perspektiv: Vi supplerede med hulebilledet fra Staten hvor Platon forsøger at give en anskuelig fremstilling af sin idélære. De forskellige grader af eksistens og erkendelse der omtales i hulebilledet, svarer til de forskellige ting som eros kan rette sig i mod i Diotimas fremstilling: individuelle kroppe, legemlig skønhed som sådan, gode moralske egenskaber og beundringsværdige bedrifter og så selve det skønne, det skønne som sådan, det skønnes idé.
|