Holdet 2024 ol/3bmm - Undervisningsbeskrivelse

menu

Undervisningsbeskrivelse

Stamoplysninger til brug ved prøver til gymnasiale uddannelser
Termin(er) 2024/25
Institution Marselisborg Gymnasium
Fag og niveau Oldtidskundskab C
Lærer(e) Jens Aarup Rasmussen
Hold 2024 ol/3bmm (3bmm ol)
Oversigt over gennemførte undervisningsforløb
Titel 1 Søjle 1: Drama: Sofokles' Antigone
Titel 2 Søjle 2: Paideia og Platons Alkibiades
Titel 3 Søjle 3: Odysséen; ydre og indre dannelsesrejse
Titel 4 Søjle 4: Den græske arkitektur og dens efterliv
Titel 5 Søjle 5: Eros som forudsætning for erkendelse?

Beskrivelse af de enkelte undervisningsforløb (1 skema for hvert forløb)
Titel 1 Søjle 1: Drama: Sofokles' Antigone

Introduktion til teatret i oldtidens Grækenland både som arkitektur (skene, orkestra, Introduktion til teatret i oldtidens Grækenland både som arkitektur (skene, orkestra, parodos osv.) og som politisk-kulturel institution til bearbejdning af Athens politiske og religiøse problematikker.
Undervejs i gennemgangen af tragedien frem mod et bud på det sandt tragiske i tragedien er følgende centrale tematikker og begreber blevet grundigt undersøgt:
Fokus på Haimon-karakteren i forhold til Kreon- og Antigone-karaktererne
Fokus på begreberne anerkendelse og selvrefleksion
Fokus på nomos vs. fysis - agorá vs. oikos - mand vs. kvinde - "modernitet" og sekulariseringstendenser vs. tradition
Fokus på udblik til samtidige politiske forhold i Athen; den demokratiske livsform (dvs. den "moderne" og offentlige) vs. den overleverede tradition med udgangspunkt i det private - slægten og hjemmet (oikos).
Fokus på kulturkampen i Athen i 400-tallet f.Kr. og kampen mellem mythos og logos
Aristoteles' begreber er afslutningsvist blevet anvendt på tragedien, for at tydeliggøre dens "mekanik".
Til sidst er der blevet perspektiveret til lignende konflikter under 2. Verdenskrig i Tyskland og Frankrig, hvor "det relative" tørner sammen med "det absolutte", pligt med moral og mand med kvinde.
Undervejs i læsningen af tragedien er C.G. Jungs begreber 'persona' og 'skyggen' anvendt som redskaber til at gribe og forstå kompleksiteten i Antigones og Kreons motiver bag deres handlinger og fortolkninger af deres respektive modpart. På samme måde er Max Webers begreber "verdens affortryllelse" og "rationalitetens jernbur" blevet brugt.
Indhold
Kernestof:

Supplerende stof:
Omfang Estimeret: 8,00 moduler
Dækker over: 10 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 2 Søjle 2: Paideia og Platons Alkibiades

Forløbet igangsættes med en diskussion - ud fra moderne materiale - af mulighedsbetingelserne for dannelse i en  samtid præget af værdirelativisme og kompetencedyrkelse.
Forløbet er herefter fokuseret omkring begreberne doxa, aporia og episteme, hvorved der er fokuseret på at viden er noget, man må have, før man kan undervise andre i det. Vi følger på denne måde Alkibiades gradvise erkendelse af at han mangle meget, før han kan lede andre; herunder problemerne ved ikke engang at have opdaget, at der er noget man mangler. Begrebet epimeleia er herefter introduceret som bærende begreb for forståelse af dialogen. Det er herefter grundigt blevet diskuteret, hvorfor det netop er selvet, der skal drages omsorg for og om mennesket overhovedet har et selv eller en ikke stoflig sjæl - alt sammen i forhold til Sokrates' argumenter for sjælens/selvets forhold til kroppen og det, den bruger.
Det er herefter blevet diskuteret hvor meget Alkibiades mon egentlig har forstået af samtalen med Sokrates - set i lyset af hvordan Alkibiades' biografi siden udfoldede sig. Og det er blevet diskuteret hvilken pædagogisk funktion "figuren Alkibiades" kan have haft på en antik læser af dialogen - herunder hvilken rolle vi i dag som læsere skal antage i forhold til at være "med på en kigger" i dialogen mellem Sokrates og Alkibiades.
Undervejs i gennemgangen af dialogen er der talrige gange perspektiveret til den historiske kontekst; herunder i særlig grad til det politiske system i Athen - det athenske demokrati - og hvilken betydning mestring af talekunsten har haft i netop dette politiske klima. Det politiske systems virkemåde er overordnet behandlet - ligesom den virkelige Alkibiades' livsforløb og politiske karriere "efter dialogen" er blevet skitseret.

De relativt vage forestillinger om selvet og sjælen i forhold til epimeleia eller vilje til selv-dannelse i dialogen Alkibiades  - man kunne spørge hvordan gør man i praksis og er det nemt? - er herefter blevet udbygget vha. Hulebilledet. Her er begreber som fænomenverden, idéverden og anamnese bærende begreber, ligesom doxa, aporia og episteme i sammenhæng med hulebilledet bliver tillagt yderligere og langt mere krævende betydning.

Med udgangspunkt i dialogen Alkibiades, hulebilledet og nogle af Senecas epistler er forløbet er blevet afsluttet med et innovativt arbejde. Opgaven gik på at at forfatte et åbent brev til en aktuel personlighed, man som udgangspunkt mener har behov for epimeleia og i formen trække så meget som muligt på forløbets indsigter.
Indhold
Kernestof:

Supplerende stof:
Omfang Estimeret: 9,00 moduler
Dækker over: 8 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 3 Søjle 3: Odysséen; ydre og indre dannelsesrejse

Homer: Epos

Overordnet tema: Kvindebilleder i Odysséen og de forskellige kræfter og udfordringer de repræsenterer for Odysseus. De samme tematikker er efterfølgende søgt vist i den europæiske tradition op til i dag.
Indføring i den episke genres karakteristika: musepåkaldelsen, metrik (daktylisk hexameter),stilistiske virkemidler, den homeriske helts karakteristika og dertil fokus på timé, kleos, areté og oikos og kontraktforholdet mellem mennesker og guder.
Viden om den mundtlige tradition; rapsodens teknikker og Det homeriske spørgsmål (én Homer eller flere?). Bestemmelse af Odysséen som nostos.

Introducerende læste klassen starten af første sang. Der blev i denne forbindelse
fokuseret på at definere Odysséen som oralpoesi, eposet som genre,
gæstevenskabet og Odysséens overordnede komplicerede komposition.
Endvidere blev genrespørgsmålet uddybet ved en diskussion om tragedie- eller
komedieelementer er fremherskende i Odysséen. Endelig fokuserede læsningen af første sang på Telamachos’ dannelsesproces; herunder modning i forhold til faderfiguren og det homeriske helteideal (herunder aktiv-passiv skemaet), og frigørelse fra moderfiguren.
Overordnet er blikket på Odysseus præget af at han danner et brud med den gængse opfattelse af en homerisk helt og at Odysseus med sin snilde (metis) fremelsker nye teknikker til at bemestre det talte ord, generelt forstille sig/forklæde sig, når situationen kræver det, leve sig ind i modstanderens mentale univers og lægge en langsigtet plan
Herefter blev der fokuseret på parallellerne mellem Telamachos og Odysseus, der således begge ses som undervejs i en dannelsesproces. Odysseus’ første ophold hos en kvindeskikkelse, Kalypso, er således forsøgt læst som fortabelse, regression eller død og er dermed en slags prøvelser, som gentager sig på forskellige måder hos de andre kvindeskikkelser, Kirke og Nausikaa, men med stigende kulturel udvikling og dermed klargøring til den endelige genforening med Penelopeia. Den progressive udvikling i kvindeskikkelsernes prøvelser er sigende indrammet af forskellige naturscenerier; fra det førkulturelle og kaotiske til det civiliserede og ordnede. Odysseus er således konfronteret med prøvelser glemsel/fortabelse i forhold til Kvinden og/eller førkulturelle eller paradisiske tilstande. Læsningen af 9. sang og mødet med kyklopen markerer et brud med det overordnede fokus på kvindebilleder, men viser et tydeligt slægtskab med Odysseus’ kamp med førkulturelle tilstande, regression og frygten for glemsel og altså tab af sin homeriske helteidentitet.

Odysseus' genfortælling hos Faiakerne er forsøgt anskuet som "integrationsproces", hvor Odysseus forsøger at komme overens med sin egen erindring om hvad, der er sket undre hjemrejsen indtil nu (det berømte flashback). Derfor kan Odysseus være tilbøjelig til at indtage repsodens rolle og dermed genopføre en fortælling med sig selv i hovedrollen som både episk og homerisk helt. En sådan vil også være lettest at leve med og samtidig udødeliggøre for eftertiden.

Vergil-læsningen formede sig primært som en øvelse i at se på forskelle og ligheder i
forhold til Homer, herunder kvindebilleder. Aeneiden blev læst i samtidskonteksten (som
augustæisk propaganda), og synet på skæbnen blev berørt.

De moderne perspektivtekster søger at diskutere Odysséens fortolkningspotentiale i en moderne sammenhæng; Odysséen anskuet som en nøgle til at forstå den moderne vestlige civilisation; er der stadig nostos på spil? Byder det moderne liv på udfordringer, der kan minde om Odysseus’ kamp med de førkulturelle tilstande, tilbøjeligheden til regression og frygt for glemsel?
Indhold
Kernestof:

Supplerende stof:
Omfang Estimeret: 10,00 moduler
Dækker over: 13 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 4 Søjle 4: Den græske arkitektur og dens efterliv

Forløbet har taget udgangspunkt i Systimes i-bog, Kunsten at se på monumenter. I-bogen har introduceret til de tre hovedordener og de dertilhørende arkitektoniske begreber og til den grundlæggende analysestrategi; nede fra og op og udefra og ind. Den doriske hjørnekonflikt og det græske tempels placering i forhold til sine omgivelser er undersøgt særlig grundigt og siden spillet op mod romernes tilsvarende. Herunder den genstandsmæssige opfattelse og brug af templet hos grækerne overfor den billedmæssige opfattelse og brug hos romerne. I forhold til romersk arkitektur er romernes nyskabelser; triumfbuen og det indre kuppelrum, særligt blevet undersøgt og siden søgt sat i perspektiv til arkitekturhistorien fra renæssancen over nyklassicismen, modernismen, postmodernismen og frem til i dag. Forløbet er baseret på lærerstyrede oplæg med udgangspunkt i PowerPoints med indlagte elevbaserede arkitekturanalyser og dertilhørende løbende diskussioner. Diskussionernes formål er både at aktivere de arkitektoniske begreber i samtaler om arkitektur og aktualisere ovenstående arkitekturhistoriske perioders forskellige brug af den klassiske oldtids arkitektur i forhold til en givet historisk kontekst.
Forløbet er blevet afsluttet ved at eleverne i grupper har lavet screencasts over analyser udvalgte basismonumenter og perspektivmonumenter.
De gennemgåede monumenter er:

Græsk arkitektur - basismonumenter:
Heratemplet i Olympia, ca. 600 f.Kr.
Heratemplet i Pæstum, ca. 550 f.Kr. (hovedværk)
Athenernes skatkammer i Delfi, ca. 490 f.Kr. (hovedværk)
Parthenon, 447-438(432) f.Kr. (hovedværk)
Det ufuldendte doriske tempel ved Segesta ca. 426-416 f.Kr
Athene Nike-templet på Athens akropolis, ca. 421-410 f.Kr. (hovedværk)
Erechtheion, ca. 421-406 f.Kr. (hovedværk)

Romersk arkitektur - basismonumenter:
Maison Carrée i Nîmes, ca. 20 f.Kr. (hovedværk)
Pantheon, ca. 120 e.Kr. (hovedværk)
Titusbuen, 81 e.Kr. (hovedværk)
Septimius Severus buen, 203 e.Kr.
Konstantinbuen, 312-315 e.Kr.

Renæssacne:
San Lorenzo i Firenze, 1421-1440,
Basilica di sant'Andrea i Mantua, påbegyndt 1478
Santa Maria Novella, færdiggjort 1470
Tempietto San Pietro in Montorio, Rom, 1502-1503
Villa Rotonda, 1550-1551
Il Redentore, Venedig, 1577-92


Nyklassicisme:
Panthéon, Paris 1764-1790
Arc de Triomphe du Carrousel, Louvre, Paris, 1806
Arc de Triomphe1806-36
Christiansborg slotskirke, 1811-1822
Altes Museum, Berlin, 1823-1830


Fascistisk klassicisme i Italien og Tyskland:
Palazzo della Civiltà Italiana eller Colosseo Quadrato, EUR 1943
Volkshalle til Germania, aldrig opført

Modernisme:
Neue Nationalgalerie, Berlin, 1968

Postmoderne:
Charles Moore: Piazza D’Italia, New Orleans,1978
Philip Johnson: AT&T-building i New York, 1984
von Spreckelsen: ”La Grande Arche", Paris, 1989
Aldo Rossi: Quarter Schüzenstrasse, Berlin, opført 1994–1997
Indhold


Supplerende stof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 4 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 5 Søjle 5: Eros som forudsætning for erkendelse?


Forløber tog afsæt i en diskuterende sammenligning af de antikke begreber philia og eros med vores opfattelse af kærlighed i dag. Dernæst tærer forløbet i høj grad på erfaringerne fra søjle 2: "Paideia og Platons Alkibiades".

Klassen har læst Aristofanes' tale, Agathons tale, dialogen mellem Agathon og Sokrates, Sokrates' tale og afslutningen på "Symposion" med Alkibiades' ankomst og efterfølgende hyldesttale til Sokrates eller - som det er blevet diskuteret - til den jordiske eros - eller en menneskelig daimon, som Sokrates kan anskues for at være. Der har overordnet været fokus på skellet mellem god og slet eros – og mellem eros og philia. Og på kærlighed mellem mænd (pæderasti som dannelse/paideia). Der er videre fokuseret på opbygningen af Symposion både i forhold til rammefortællingen og talernes indbyrdes forhold/progression, herunder det afgørende skifte i forhold til de tidligere taler, der sker med Sokrates' tale.

For at styrke Sokrates/Diotimas fremstilling af ”trappestigen” er Platons idélære med Hulebilledet geninddraget fra søjle 2. Der er herunder forsøgt en sammenligning mellem "trappestigen" og progressionen i Hulebilledet fra fænomenverden til idéverden, hvor forskelle og ligheder er blevet diskuteret. Der er blevet leget med tesen at eros er den første forudsætning for erkendelse og altafgørende for at kunne "komme ud af hulen" eller "op af trappestigen" og dermed at dannes som menneske. På det samme måde er det blevet diskuteret om et kærlighedsforhold kan anskues for at være et "instrument" for erkendelse på stadig højere niveauer. Alkibiades, som han fremstiller sig selv i sin egen tale til Sokrates, er i denne sammenhæng anskuet som en "case", der i forstørret grad viser vores iboende tilbøjelighed til at instrumentalisere intime menneskelige relationer.

Som romersk perspektivering til både "trappestigen" og hulebilledet har klassen læst Seneca: moralske breve til Lucilius, nr. 41. Der har her særligt været fokuseret på Senecas og stoicismens forestillinger om sjælen og det guddommelige i forhold til dannelse af den enkelte. I denne sammenhæng med særligt fokus på menneskets iboende fornuft. Forskelle mellem Platons tænkning - som den særligt kommer til udtryk i Symposion - og Senecas' tænkning er dermed blevet diskuteret.

Som afslutning vendte vil tilbage til udgangspunktet eros overfor philia og den væsentlige erkendelse fra læsningen af trappestigen i Symposion; at hvert trin, man tager opad inkluderer en afsked med elementer fra fænomenverdenen i tiltagende grad, for til sidst at kunne skue idéernes verden. Dette kunne ligne en instrumentalisering af forholdet, hvad end det er eros eller philia, der er på spil. Denne opdagelse er blevet spillet op imod Aristoteles' definition af det "fuldendte venskab" og "menneskets formål", hvor det ser ud til at venskabet, hvis det er fuldendt, allerede bringer mennesket et stykke op ad trappestigen, da den enkelte i forhold til vennen har frigjort sig fra det nyttige og lystfulde. Selve instrumentaliseringstemaet og det fuldendte venskabs ringe mulighedsbetingelser i en subjektivistisk og nihilistisk samtid er blevet udfoldet vha. uddrag fra Svend Brinkmanns "Ståsteder".
Indhold
Kernestof:

Supplerende stof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 8 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer