Information

Pligter og rettigheder - elever
Alle elever skal regne med at være i skole hver dag fra 1. til 5. lektion. Afhængigt af studieretning og klassetrin skal man derudover påregne et antal 6. lektioner. Skemaet lægges halvårligt i en fast struktur, men der ændres løbende i det daglige skema for at optimere skemaet i forhold til elevernes hverdag og skolens drift. Det er vigtigt, at man selv holder sig orienteret om skemaændringer mv. 1 gang i døgnet på hverdage. Normalt vil man kunne regne med skemaet 14 dage frem, der vil dog kunne komme ændringer med kortere varsel fx i forbindelse med sygdom.

Arbejd-selv/virtuelt arbejde
I tilfælde hvor læreren ikke har mulighed for at være fysisk til stede på skolen (ved sygdom, barns sygdom, kurser og lignende), kan undervisningen iflg. gymnasiebekendtgørelsen erstattes af enten arbejd-selv-timer eller virtuel undervisning. Ved arbejd-selv-timer skal der typisk uploades et en opgave eller lign. i slutningen af timen. Virtuelt arbejde betyder, at man har virtuel kontakt med læreren i løbet af timen. Med mindre andet er aftalt med læreren, finder begge typer sted på skolen.

Lektier og skriftlige opgaver
Lærerne skal:
- lægge lektier til næste lektion ind umiddelbart efter en lektion eller senest samme dag ved skoledagens afslutning.
- lægge semesterplanen (dvs. dato og antal fordybelsestimer) for skr. opgaver i de enkelte fag i Lectio inden henholdsvis d. 31/8 og d. 31/1. Klassens team koordinerer herefter stamklassernes opgavefordeling på semestret. Efter koordineringen kan opgaverne som udgangspunkt ikke flyttes. Hvis enkelte skr. afleveringer alligevel skal flyttes (pga. sygdom, aflysninger eller lign.), er det lærerens ansvar, at flytningen ikke generer den øvrige koordination.
- lægge de endelige opgaveformuleringer i Lectio i rimelig tid. En tommelfingerregel for ”rimelig tid” er mindst 14 dage til større opgaver (4-5 fordybelsestimer) og mindst en uge (hverdage) til mindre opgaver (1-3 timer). Alle besvarelser skal uploades og leveres tilbage i Lectios opgavemodul.
- rette opgaverne hurtigst muligt og levere dem tilbage til eleverne med evaluerende kommentarer (og evt. karakter) i god tid, inden den næste opgave skal afleveres. Læreren skal dog altid aflevere opgaven tilbage senest 14 dage efter opgavens afleveringsfrist. Hvis eleverne afleverer opgaven for sent, rettes den "reduceret" og afleveres tilbage efter senest 14 dage.
- løbende udfylde de enkelte holds studieplaner i overensstemmelse med de krav, der er skrevet i bekendtgørelserne, således at eleverne har mulighed for at have overblik over fagenes forløb.

Eleverne skal:
- møde velforberedte til timerne – dvs. have lavet de lektier, læreren har givet for. Hvis man ikke har lavet lektier, giver man besked til læreren ved timens start.
- uploade/aflevere deres opgaver rettidigt i Lectios opgavemodul. Ved særlige opgavetyper, fx besvarelser af opgaver, der til eksamen afvikles uden brug af hjælpemidler, og opgaver, der af andre årsager nødvendigvis besvares med blyant, kan læreren bede om aflevering i print. Der skal i alle tilfælde uploades et dokument i Lectio af hensyn til opgaveregistrering/fravær. Dokumentets upload i Lectio registrerer afleveringstidspunktet. Hvis der ikke er afleveret en reel opgave, betragtes det som forsøg på snyd.  Hvis eleven afleverer noget, der ikke er tilstrækkeligt til at læreren vil acceptere, at der er brugt den normerede fordybelsestid, sættes fraværet for opgaven efterfølgende til 50 % sammen med en kort anvisning i elevnoten af, hvad der skal tilføjes, for at opgaven kan godkendes som afleveret.
- Afleveres opgaven efter fristens udløb, skal eleven sørge for at skrive til læreren og bede denne om at ændre fraværet fra 100% til 0%. Hvis opgaven ikke afleveres rettidigt, kan eleven risikere at komme i FOS, som afholdes hver 14. dag. Man skal møde op i FOS, også selv om man i den mellemliggende periode har fået afleveret sin opgave. Hvis man udebliver fra FOS, får man fravær.

Ledelsen marts 2019

For hjælp til Lectio se: Lectio vejledninger.