|
Titel
3
|
Kærlighed og poesi (Catul)
Statarisk / kan trækkes til eksamen:
Catul 3, 5, 7, 13, 51.
Kursorisk / perspektiverende:
De digte / uddrag af digte, der er med i nedenstående uddrag af Paideia (Semonides, Tyrtaios, Sappho m.fl.)
Litteratur:
Litteratur: Brian Andreasen og Jens Refslund Poulsen: Paideia. Grundbog til oldtidskundskab, side 207-246 (Græsk og romersk poesi).
Catul levede fra 84- 54 f.v.t. Vi har læst 5 digte af Catul. Tre digte (5, 7, 51) hvor digtets modtager er Lesbia, og et digt (3) hvor digtets modtagere er dels kærlighedsguderne og dels dødsrigets guder. I digt 3 optræder Lesbia også, da det givetvis er hende, der er den pige, hvis spurv er død (Passer mortuus est meae puellae). I digt 13 er Lesbia glemt for en stund og i stedet inviterer Catul sig selv på middag.
Catul var samtidig med Cæsar og død før Augustus kom til magten i 31 f.v.t., men ligesom Ovid (se denne i studieplanen) ville Catuls digte heller ikke være faldet i Augustus’ smag. Augustus stod som nævnt for konservative og traditionelle familieværdier, herunder ægteskabets ukrænkelighed. Catul skrev – så vidt vi ved – digte til en gift adelsfrue. Pigens navn var sandsynligvis Clodia, men Catul camouflerede hende ved at benytte dæknavnet Lesbia. Vi ved, at Catul lod sig inspirere af og imiterede den græske digterinde Sappho, der havde levet mere end 500 år før Catul! Det ved vi, fordi et af Catuls digte ((51) er en næsten ordret oversættelse til latin af et af Sapphos græske digte (fragment 31). Catul benyttede også (bla.) samme versemål som Sappho havde benyttet. Navnet Lesbia indeholder sandsynligvis en anerkendelse af denne arv fra Sappho, da Sappho boede på øen Lesbos. En ”Lesbia” var altså en pige fra øen ”Lesbos”. Den moderne betydning af ordet (lesbisk) er af meget nyere dato, men også denne nye betydning skyldes Sappho, der nemlig skrev kærlighedsdigte til andre kvinder. Catuls digte kan man kalde moderne (i modsætning til f.eks. Semonides gennemgang af kvindetyper: Hest, gris, æsel, bi m.fl.) idet digtene tager udgangspunkt i Catuls egne og meget individuelle følelser. Catul vil gerne kysse (både nr. 5 og nr. 7) og han er aldeles uinteresseret i hvad dette kysseri evt. kunne betyde for nationen, familien, religionen, politikken eller andre mere kollektive anliggender. Semonides hylder bien for at være en god hustru. Catul er fløjtende ligeglad med om Lesbia er gift (rumoresque senum severiorum omnes unius aestimemus assis = (løst oversat) vi giver ikke 5 potter pis for de gamle mænds værdier) bare hun vil kysse ham her og nu og rigeligt. Catul gengiver evigheden ved at skrive at sole kan gå ned og stå op igen, men det er kun for at modstille solene det ene liv som han og Lesbia lever én gang og som derfor skal bruges på at kysse. Catul er også i høj grad humorist og han leger med sproget: Han skriver, at de skal blande kyssene (conturbabimus), så ingen opdager hvor mange kys, de egentlig har stjålet sig til. Hvordan det i praksis skulle foregå, er nok svært at forestille sig, og med sit ordvalg gør Catul det eksplicit, at han ikke ”kysser”, men ”skriver”, og han lægger dermed en form for ironisk distance ind i digtene. Det samme gælder i digt 3, hvor en spurvs død bringer Catul til at forbande alle dødsrigets guder. Årsagen til denne forbandelse er, at spurvens død har givet Catuls pige røde og forgrædte øjne. Catul sætter ord på den forelskedes proportionsforvrængning. Catul er sandsynligvis rasende på guderne pga. af pigens sorg, men samtidig kan han godt se det komiske i at tage sådan på vej på grund af en pipfugl.
|