|
Titel
2
|
Filosofi, politik og idioti.
Vi har benyttet en reklamevideo (link nedenfor) fra Evolute Institutes "mørkeretreats" som indgang til at tale om filosofi, politik og idioti. Vi diskuterer epistemilogiske, ontologiske og etiske forudsætninger for disse retreats, og følger op med at kvalificere analysen ved hjælp af hulemyten og andre nedslag i Platons (politiske) filosofi.
Platon (427 – 347 f.v.t.) skriver dialoger. Det vil sige, at Platon i sine værker lader sine personer føre samtaler (dialoger) med hinanden. Kunsten at føre en samtale kaldes dialektik, og Platon opfatter dialektik som en modsætning til retorik. Retorik er kunsten at overtale, og retorik er hvad sofisterne underviste i. Sofister er - i Platons optik - opportunister, der ikke interesserer sig for at finde frem til hvad, der er sandt (og godt og smukt). Sofisterne er kun interesserede i – ved hjælp af retorisk snilde – at skabe fordele for sig selv. Platon mener, at vi alle bærer sandheden, eller evnen til at indse sandheden, i os, og at denne sandhed kan vækkes til live, ved at vi stilles de rigtige spørgsmål. At stille spørgsmål til hinanden, at føre en samtale med hinanden er dialektik, og ved at lade sine personer føre samtaler forsøger Platon at praktisere dialektikken også på skrift. Platons samtalepartner er læseren, altså os, og Platon håber antageligvis, at vi, når vi læser, vil vækkes og erkende sandheden.
Den gennemgående hovedperson i Platons værker er Sokrates. Sokrates var Platons lærer, og Sokrates skrev ikke noget selv. Når vi i dag omtaler Sokrates, eller udtaler os om, hvad Sokrates sagde, mente og gjorde, er det Platons Sokrates, vi henviser til. Platons Sokrates er en fiktion. Han er Platons litterære konstruktion. Om den historiske Sokrates (ca. 470 – 399 f.v.t.) ligner Platons Sokrates, ved vi ikke.
I Staten (på græsk ”Politeia”; på latin ”De re publica”) forsøger Sokrates og dennes samtalepartnere at definere begrebet retfærdighed. Sokrates påstår, at det er bedre at være retfærdig end det er at være uretfærdig. Ikke alle er enige, men mener derimod at eksempelvis talemåden ”med ærlighed når man længst” ikke altid er sand: De kan komme med flere eksempler på, at det er lykkedes for den uretfærdige at rage til sig og skabe fordele for sig selv, medens den retfærdige ikke har fået andet end fattigdom og utaknemmelighed ud af sin dyd. Sokrates går endog så langt som til at påstå, at det er bedre at være retfærdig og blive opfattet som uretfærdig end det er at være uretfærdig og blive opfattet som retfærdig. De samtalende forsøger at definere hvad et retfærdigt menneske er (for derigennem at kunne vise at retfærdighed er bedre end uretfærdighed), men da et menneske ikke er særlig stort, kan det være svært at få øje på, hvad et menneske består af, og derfor enes de om at erstatte mennesket med en by (en bystat; græsk: polis Politeia). Staten er altså en undersøgelse af hvad, der karakteriserer den retfærdige by, og byen er lig mennesket: del = helhed, mikrokosmos = makrokosmos (jf. mine noter om varsler og etnografi fra forløbet om Odysséen og etnografi).
I dialogen Timaios har vi læst, at et menneske er sammensat af tre dele: Fornuft, mod og begær. De tre dele kæmper om magten over mennesket. Hos det retfærdige menneske er det fornuften, der styrer; hos det uretfærdige menneske er det begæret, der styrer. På samme måde er der i en by tre typer af borgere: de fornuftige, de modige og de begærlige. I den retfærdige stat er det de fornuftige, der styrer; i den uretfærdige by er det de begærlige, der styrer. I den ideale (retfærdige) by udgøres de tre typer af borgere af følgende tre klasser: Lederne (filosofferne), der styres af fornuften; soldaterne (i vores tekst kaldes de ”vogtere” eller ”vagter”) der styres af mod; bønder/handelsdrivende/arbejdere, der drives af begær.
Statarisk læste tekster / opgives til eksamen:
Platon: Staten: 358e-361d (om retfærdighed)
Platon: Staten: 514a-520c (hulemyten)
Platon: Timaios: 69b-72d + 89d-92c (om sjælene)
Perspektivtekster:
Mørkertreat: https://www.youtube.com/watch?v=vLbgJjGLNXQ&t=1s
Litteratur:
Brian Andreasen & Jens Refslund Poulsen: Paideia, Systime 2012, side 142-156 (filosofi).
Se også diverse dokumenter i mappen på Lectio.
|