|
Titel
4
|
Buddhisme
Buddhisme (henvisninger til R&K = Religion og kultur – en grundbog), en kort opsummering af hvad vi har talt om:
Buddhismen har sit navn efter Buddha. Buddha er det navn den indiske prins Gautama får, da han bliver en Bodhisattva / opnår Buddha-natur / fuld oplysning.
Gautama (Buddha) levede ifølge overleveringen i det nordlige Indien i det 5. århundrede f.v.t. De ældste skriftlige kilder til buddhismen og til Buddha er dog noget yngre, nemlig fra det 3. århundrede f.v.t.
Kilderne til Buddhas liv er tydeligvis legender / myter, og det er så godt som umuligt at sige noget sikkert om den historiske Buddha. De tekster, der fortæller om Buddhas liv omtales ofte som ”Buddha-legenden”, og disse legendariske tekster forholder sig til den historiske Buddha på samme måde som evangelierne i NT forholder sig til den historiske Jesus: Formålet med evangelierne er at overbevise læseren, om at Jesus er Kristus (der overvinder døden og genåbner vejen til Paradis). Formålet med Buddha-legende er at overbevise læseren om at Gautama er Buddha (der opnår fuld oplysning / åbner vejen til Nirvana).
Hovedretninger
Buddhismen inddeles sædvanligvis i følgende 3 hovedretninger (R&K, side 62-68): Theravada, Mahayana og Vajrayana. Det er en meget overordnet inddeling og indenfor disse hovedretninger findes et utal af (overlappende) retninger. Theravada, den ældste, siges sædvanligvis at betone det at leve som munk som den rette vej til Nirvana, medens Mahayana så at sige lader munkene producere et overskud af oplysning, der også kan komme buddhister, der lever almindelige liv til gode. Vajrayana åbner op for, at den rette udførelse af en række rituelle praksisser kan åbne vejen. Soka Gakkai (Julie fra ”Vis mig din tro”) er egentlig en del af Mahayana, men betoner netop det at chante (Nam-myoho-renge-kyo) som en rituel praksis, der åbner sindet i retning af oplysning.
På trods af at buddhisme er mange og meget forskellige ting (ikke én religion, men i virkeligheden mange forskellige ”buddhismer”), så kan de forenes i en slags trosbekendelse – de tre juveler (R&K, side 59): ”Jeg søger min tilflugt i Buddha, Jeg søger min tilflugt i dharma (den buddhistiske lære), Jeg søger min tilflugt i sangha (det buddhistiske samfund).
Dharma (R&K, side 66 + 68-70):
Den buddhistiske lære (dharma) kommer billedligt til udtryk i livshjulet. Livshjulet er ”Samsara” – den uendelige række af genfødsler, som vi alle til alle tider er, har været og vil være en del af. Samsara har ingen begyndelse og ingen slutning, og en uendelighed af liv og verdensaldre afløser til stadighed hinanden. Målet er at frigøre sig fra den uendelighed af genfødsler ved at opnå fuld oplysning (Nirvana). I midten af hjulet er afbilledet ”de 3 sindsgifte”: En gris (uvidenhed), en hane (begær) og en slange (had). Heromkring vises genfødselscyklusser, og selvom ikke alle genfødsler er lige dårlige, så er de alle kendetegnede ved utilfredsstillede behov, frygten for at miste og sorgen over at have mistet. Den yderste cirkel beskriver årsagskædens 12 led. Årsagskæden kaldes også ”den betingede samopståen”, idet disse 12 led udgør en ring, hvor alle led altid og på én gang gør sig gældende. Kædens logik (i kort form) er, at uvidenhed og vilje betinger illusionen om en identitet, der sanser, begærer, formerer sig, ældes, dør og genfødes i uvidenhed. Oplysning, i hjulet markeret ved den Buddha der står uden for hjulet, er oplysning om de 4 ædle sandheder. Den første sandhed er erkendelsen af (hjulets natur) at alt er lidelse. Et billede på erkendelsen er teksten ”Intet jeg” – hvis man ikke er, kan man heller ikke begære eller miste.
De 4 ædle sandheder er 1) alt er lidelse, 2) lidelsen har en årsag, 3) lidelsen kan standses. Den 4. ædle sandheden peger på den konkrete metode, der skal anvendes for at lidelsen kan høre op: Den otte-ledede vej (R&K, side 69ø).
Den otte-ledede vejs 8 led betoner ”indsigt” (de første 2); korrekt livsførelse (de næste 3), samt meditativ praksis (de sidste 3). Vejens 8 led betones forskelligt alt efter hvilken type buddhisme, der er tale om.
Den 3. juvel er Sangha – det religiøse samfund (R&K, side 70-74: inkl. ”Etik” og ”Riter”).
I de strengeste udgaver af Theravada buddhismen er Sangha munke og nonner, men ofte indgår klostrene i en symbiose med det omgivende samfund, der således også bliver en del af Sangha. Befolkningen i det omgivende samfund kan f.eks. give munkene gaver (og således bidrage til at klostrene holdes i gang) og til gengæld herfor får de så at sige andel i den oplysning munkene opnår. Gaverne er også at betragte som en del af den 8-ledede vej, idet det at give gaverne er en moralsk korrekt livsførelse, der tilmed hæmmer besiddertrang og selviskhed, hvilket vil sige at det bringer giveren i retning af oplysningen. Et kortere ophold i et kloster kan også betragtes som et overgangsritual (R&K, side 70), idet mange unge for en tid afsondres her før de skal giftes.
Tekster:
Fra Frede Møller Kristensen: Tekster til buddhismen, Gyldendal 1980:
- 4. Mayas drøm (side 20-22)
- 8. Livets skyggesider( side 27-28)
- 10. Bodhisattva forlader hjemmet (side 28-30)
- 12. Buddha forkaster streng askese (side 31-32)
- 13. Den fuldkomne erkendelse (side 32-34).
Fra Esben Andreasen: Buddhismen, Gyldendal 2013:
"Intet jeg" (side 74-76).
Film / TV:
Vis mig din tro (Julie), DR, 2023, 3.
Soka Gakkei (global): How to chant: https://www.sokaglobal.org/resources/videos/how-to-chant.html
Litteratur:
Religion og kultur - en grundbog, red. Esben Andreasen & Allan Poulsen, Systime 2010:
Esben Andreasen: Buddhismen (side 59-76).
Generelt til alle forløb:
Religion og kultur - en grundbog, red. Esben Andreasen & Allan Poulsen, Systime 2010:
- Jørgen Podemann Sørensen: Religionshistoriske grundbegreber (side 13-19 / Myter) + (side 19-26 / Ritualer).
- Allan Poulsen: Religionsfagets metoder (side 276-277 / Indefra & udefra).
|