|
Titel
3
|
Køn, kærlighed og seksualietet (i Rom og sidenhen)
Statarisk / kan trækkes til eksamen (på latin):
Catul 5, 13, 58, 70, 87.
Ovid: Ars Amandi I, 311-26.
Kursorisk / perspektiverende (på dansk):
Jambe af Semonides (Paideia side 210-11).
Ovid: Ars Amandi I, 265-326 (hele fortællingen om Pasiphae og tyren)
Diverse uddrag fra Paideia 207-228.
Litteratur: Brian Andreasen og Jens Refslund Poulsen: Paideia. Grundbog til oldtidskundskab, side 207-246 (Græsk og romersk poesi).
Ovid:
Otto Steen Due, der har lavet den oversættelse, I har fået udleveret et uddrag af, oversætter Ars Amandi til ”Elskovskunsten” og tilføjer så undertitlen ”En håndbog i hor”. Undertitlen tilføjer han ifølge sit forord for at understrege, at værket ikke er en højstemt og poetisk hyldest til den ædle og rene kærlighed, men derimod en meget konkret anvisning dels i hvordan man forfører, og dels i hvad man skal gøre med sine fingre, når først man har fået den forførte med i seng.
Ovid levede fra 43 f.v.t. – 18 e.v.t. Værket vakte skandale allerede da det udkom omkring år 0. Det blev forbudt. Kejser Augustus, der markedsførte sig selv som en beskytter af traditionelle, konservative romerske værdier (gift dig med en ærbar kvinde, få mange børn (seksualaktens eneste anerkendelsesværdige formål), værn om dit land og din familie) var angiveligvis ikke begejstret for værket eller for Ovid. Ovid blev sendt i eksil i Tomis (nutidens Constanta ved Sortehavets kyst i Rumænien) og her døde han. Medens Ovid boede i Tomis (og det svarer lidt til at være forvist fra København til Hjørring) skrev han mange breve til Augustus, hvori han undskyldte sig og bad om at blive taget til nåde. Han skrev også digte ”Tristia” (og det betyder det samme som på dansk) hvori han begræd sin onde skæbne: At være sendt bort fra byens lys og adspredelser og ud blandt barbarerne i yderste plovfure. Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor Augustus forviste Ovid. At det skyldes Ars Amandi er en teori. Ovid skrev selv i et af sine breve/digte at forvisningen skyldtes ”carmen et error” – en sang og en fejl. Det almindelige synspunkt er, at ”sangen” er Ars Amandi, og at ”fejlen” muligvis er en affære Ovid måske har haft med Augustus’ gifte datter, Julia. Julia blev også landsforvist og døde i eksil. Landsforvisningen kan dog også skyldes Ovids hovedværk: Metamorfoser. Dette værk der er skrevet på daktyliske heksametre, og som imiterer Homers værker, Iliaden og Odysséen, er en samling af ca. 250 græske myter, som Ovid genfortolker. Det gør han med megen humor og satirisk brod. Alle myterne indeholder en forvandling (metamorfose). F.eks. forvandles den Myrrha som Ovid omtaler i vores uddrag af Ars Amandi fra en pige til et træ. Det samme gælder i den meget kendte fortælling om Apollon og Dafne, hvor Dafne ligeledes forvandles til et (laurbær-)træ. De græske myter, som Ovid gendigter har antageligvis i udgangspunktet været ætiologier: Årsagsforklarende myter: Hvor kommer laurbærtræet fra og hvorfor benytter man laurbærkranse, når nogen skal hædres? Ovid flytter i sin gendigtning fokus fra det ætiologiske til en satirisk karakteristik af de mytiske personer. Således også i vores tekst, der nok ”oprindeligt” har været en myte om en minotaur, og om hvordan den græske helt Theseus slår minotauren ihjel. Ovid flytter i Ars Amandi fokus fra minotauren og over på Pasiphae og hendes noget latterlige liderlighed og jalousi. I myten om Apollon og Dafne er det guden Apollon, der latterliggøres, og da Augustus gerne lod sig associerer med Apollon, kan også dét have været årsagen ”carmen et error” til Ovids eksil.
Catul:
Catul levede fra 84- 54 f.v.t. Vi har læst tre digte af Catul. To digte (nr. 5 og nr. 7) hvor digtets modtager er Lesbia, og et digt (nr. 3) hvor digtets modtagere er dels kærlighedsguderne og dels dødsrigets guder. I nr. 3 optræder Lesbia også, da det givetvis er hende, der er den pige, hvis spurv er død (Passer mortuus est meae puellae). Catul var samtidig med Cæsar og død før Augustus kom til magten i 31 f.v.t., men ligesom Ovid ville Catuls digte heller ikke være faldet i Augustus’ smag. Augustus stod som nævnt for konservative og traditionelle familieværdier, herunder ægteskabets ukrænkelighed. Catul skrev – så vidt vi ved – digte til en gift adelsfrue. Pigens navn var sandsynligvis Clodia, men Catul camouflerede hende ved at benytte dæknavnet Lesbia. Vi ved, at Catul lod sig inspirere af og imiterede den græske digterinde Sappho, der havde levet mere end 500 år før Catul! Det ved vi, fordi et af Catuls digte (nr. 51, som vi ikke har læst) er en næsten ordret oversættelse til latin af et af Sapphos græske digte (fragment 31). Catul benyttede også (bla.) samme versemål som Sappho havde benyttet. Navnet Lesbia indeholder sandsynligvis en anerkendelse af denne arv fra Sappho, da Sappho boede på øen Lesbos. En ”Lesbia” var altså en pige fra øen ”Lesbos”. Den moderne betydning af ordet (lesbisk) er af meget nyere dato, men også denne nye betydning skyldes Sappho, der nemlig skrev kærlighedsdigte til andre kvinder. Catuls digte kan man kalde moderne (i modsætning til f.eks. Semonides gennemgang af kvindetyper: Hest, gris, æsel, bi m.fl.) idet digtene tager udgangspunkt i Catuls egne og meget individuelle følelser. Catul vil gerne kysse (både nr. 5 og nr. 7) og han er aldeles uinteresseret i hvad dette kysseri evt. kunne betyde for nationen, familien, religionen, politikken eller andre mere kollektive anliggender. Semonides hylder bien for at være en god hustru. Catul er fløjtende ligeglad med om Lesbia er gift (rumoresque senum severiorum omnes unius aestimemus assis = (løst oversat) vi giver ikke 5 potter pis for de gamle mænds værdier) bare hun vil kysse ham her og nu og rigeligt. Catul gengiver evigheden ved at skrive at sole kan gå ned og stå op igen, men det er kun for at modstille solene det ene liv som han og Lesbia lever én gang og som derfor skal bruges på at kysse. Catul er også i høj grad humorist (som vi bl.a. har set i nr. 16) og han leger med sproget: Han skriver, at de skal blande kyssene (conturbabimus), så ingen opdager hvor mange kys, de egentlig har stjålet sig til. Hvordan det i praksis skulle foregå, er nok svært at forestille sig, og med sit ordvalg gør Catul det eksplicit, at han ikke ”kysser” men ”skriver”, og han lægger dermed en form for ironisk distance ind i digtene.
Når I forbereder jer til eksamen, så overvej hvordan Catul og Ovid ligner hinanden og hvordan de er forskellige. Benyt de sider i har læst i Paideia (side 207-238).
|