Holdet 2024 ol/t - Undervisningsbeskrivelse

Undervisningsbeskrivelse

Stamoplysninger til brug ved prøver til gymnasiale uddannelser
Termin(er) 2023/24 - 2024/25
Institution Nørresundby Gymnasium og HF
Fag og niveau Oldtidskundskab C
Lærer(e) Sine Torp Flarup
Hold 2024 ol/t (3t ol)
Oversigt over gennemførte undervisningsforløb
Titel 1 Introforløb De græske guder
Titel 2 Søjle 1: Medea - en tragisk skilsmissehistorie
Titel 3 Søjle 2: Græsk skulptur og dens receptionshistorie
Titel 4 Søjle 3 Kærlighed eller kontrakt?
Titel 5 Søjle 4: Homer (Alle sømænd er glade for piger)
Titel 6 Søjle 5: Filosofi, Hvad er det gode liv?

Beskrivelse af de enkelte undervisningsforløb (1 skema for hvert forløb)
Titel 1 Introforløb De græske guder

Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 2 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 2 Søjle 1: Medea - en tragisk skilsmissehistorie


Forløb om den græske tragedie med fokus på en analyse og fortolkning af Euripides' tragedie "Medea".

Tragedien Medea blev opført i 431 f.v.t. og fik en tredjeplads (ud af tre) ved Dionysosfesten i Athen.

Vi har arbejdet med tragediegenren, dens indhold (opbygning og form) og funktion (konkurrence, karthesis m.m.).

I analysen har vi arbejdet med personkarakteristikker af hovedpersonerne (især protagonisten Medea og hendes interaktion med mændene hun indgår i dialog med), tematikkerne (kvinde/mand (omvending af kønnene), kærlighed/had. hævnen, den atypiske helt o.a.), formen (dialog, monolog, stichymythi) og snakket om begreberne karthesis, sofrosyne, appolinske verdenssyn versus det dionysiske verdenssyn, Deus ex Machina m.m.. Fortolkningsmæssigt har vi især diskuteres budskabet med tragedien - Hvorfor vælger Euripides denne udlægning af en kendt myte? Jason som antihelt.

EKSAMENSTEKSTt:
Euripedes' Medea, oversat af Marcel Lysgaard Lech (2017)

Supplerende tekst:
Mimi Webb: "House On Fire" (sangtekst)
Sys Bjerre: "Malene" (sangtekst)
Artikel: Nederlagets anatomi
Film: Gone girl


BEGREBSLISTE:

Oikos: husstanden/slægten

Polis: Bystaten

Kleos: Udødeligt ry, det ry andre fortæller om dig. Det (den homeriske/antikke) helten skal opnå.

Metis: gr. Snilde. Hvad Odysseus besidder, kløgt.

Timé: ære (som skal opretholdes)

Den homeriske helt: Skal ære guderne, vise tapperhed i krig, sport, jagt, rejser, og han skal leve op til sin areté (bedsthed). Opnå timé (ære) og kleos (udødeligt ry).

Xenia/Gæstefrihed: Man skal være på god fod med andre oikos-overhoveder. Man her pligt til at lukke fremmede ind, velkomme dem som gæster, forpleje dem, udveksle gaver, så der kan knyttes et gæstevenskab.

Antropomorfe guder: Guder i menneskeskikkelse, der kan agere og handle direkte med menneskene.

Teofani: En guds tilsynekomst

Do ut des: Oversat: Jeg giver, for at du skal give. Dette er det gensidige udvekslingsforhold mellem guder og mennesker. Mennesket ofrer, guderne hjælper.

Até (gr. 'forblindelse'): blev af oldtidens grækere opfattet som en gudinde eller en kraft, der forstyrrer menneskets sunde fornuft og får det til at begå overgreb mod naturen, mod guderne eller mod andre mennesker.

Hybris (græsk 'vold, overgreb, overmod'): den største synd i det klassiske Grækenland. Denne synd var at glemme de naturlige menneskelige begrænsninger og overskride dén grænse, der adskiller det menneskelige fra det guddommelige samt trodse skæbnen. Hybris er menneskets brud på Dike, den guddommelige retfærdighed.

Nemesis (gr. 'tildeling'): Gudernes straf for Hybris og bruddet på Dike.

Moira: Skæbnen. Er forudbestemt.

Thyche: Tilfældet, som kan påvirke det enkelte menneske, så det den ene dag kan være lykkeligt og den næste dag ulykkelig.

Dike: Gudernes retfærdighed, deres lov og retningslinjer.    

Eratos og eromenos: Ideelt set er manden den aktive og givende part, kvinden den passive og modtagende. Sagt med græske termer, manden er eratos, elskeren – kvinden eromenos, den elskede.

Sofrosyne (af gr. sophrosyne 'besindighed, mådehold, selvdisciplin', afledn. af sophron 'klog, besindig'): en af de fire traditionelle kardinaldyder. Sofrosyne analyseres i Platons Charmides; i Staten er det den dyd, der skal holde begæret i skak; den er nødvendig for alle befolkningsklasser og består i en form for selverkendelse: Enhver skal kende sin plads og lade fornuften styre drifterne.

Barbar: En ikke hellener – ikke civiliseret

Xenos: En fremmed

Hellener: Grækerne - civiliserede

Peripeti (af peri- og afledn. Af gr. piptein 'falde'): pludseligt omslag i skæbnen. Aristoteles' betegnelse for det afgørende vendepunkt i et drama. (tragedie)

Stichomythi: enkelte vers. Får dialoger til at fremstå som hurtige ordvekslinger. (tragedie)

Lysis: løsning, begivenhederne efter peripetien. Her er spændingen faldet kraftigt (tragedie).

Tragisk ironi: Når publikum har en viden, som skuespillerne endnu ikke er klar over. Især ved tragiske hændelser (tragedie).

Thymos: gr. Lidenskab, vild harme. Medea besidder dette og ikke sofrosyne.

Deus ex machina: gr. Guden fra maskinen – uventet slutning ved guddommelig indgriben.


Indhold
Kernestof:

Supplerende stof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 12 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 3 Søjle 2: Græsk skulptur og dens receptionshistorie

Søjle 3: Græsk skulptur og dens virkningshistorie

Forståelse af udviklingen i græsk skulptur i:  
Den arkaiske periode ca. 700-479 f.v.t.:  Kolonisering frem til Perserkrigene 490-479 f.v.t.
Tidlig arkaisk:700-580 f.v.t.
        Højarkaisk: 580-525 f.v.t.
        Senarkaisk: 525-480 f.v.t.

Klassisk periode 478-323 f.v.t.
       Tidligklassisk tid (ca. 478-450 f.v.t.): I en opbyggelig fredstid mellem to krige
       Højklassisk tid (ca. 450-400 f.v.t.): Guldalder, demokrati, Den peloponnesiske
       krig 431-404 f.v.t.
       Senklassisk tid (ca. 400-331 f.v.t.): Demokratiets afvikling og Makedoniens fremfærd

Hellenismen (ca. 323-31 f.v.t.): Grækenland en provins i Makedonien, Alexander den Store

Forståelse af det romerske formsprog i skulpturer:
Romerriget: 31 f.v.t. – og frem til, at romerne bliver kristne af Konstantin den Store (306-337): Grækenland en provins i romerriget
Romerne fandt det smukt at personificere skulpturerne som historiske personer, der fremstilles som den store helt (heroisering) og som den unikke person (private). Lavede kopier af græske originaler samt skabte nye skulpturer efter græsk forbillede.

Forståelse af senere perioders fortolkninger af det antikke formsprog:  
Antikkens formsprog fortolkes i Klassicismen (ca. 1790 – 1850)  

Forståelse af at benytte en analysemodel ved både et arkæologisk som et nutidigt materiale.

Evne til at fremlægge et arkæologisk materiale og perspektiverende materiale:
Mundtlig fremlæggelse af en skulptur under brug af analysemodellens redegørende, analyserende og vurderende niveau

Undervisningen bliver opdelt i tre forløb:
1. Græsk skulptur
2. Romersk skulptur
3. Perspektiverende skulptur -  primært klassicisme, men vi kigger også på mere moderne skulpturer.

Gennemgåede figurer ses i kompendium, PP og gruppearbejdet.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 10 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 4 Søjle 3 Kærlighed eller kontrakt?

Fokus på litteratur fra antikken, hvor der er fokus på kærlighed og forholdet mellem kønnene. Vi har læst og analyseret forskellige genrer, men I alle tekster har vi diskuteret den bred kløft, der var mellem kønnene i antikken, samt kønsrollefordelingen. I Athen i klassisk tid var kvinden var en del af mandens oikos og havde på ingen måde samme rettigheder som han. I forsvarstalen af Lysias ses dette tydeligt.

I Rom var der også forskel på, hvad kvinder og mænd kunne tillade sig. Utroskab og hor blev straffet hårdt. Kvinden skulle være dydig og sin mand tro både i ægteskabet, men også som enke.
Catuls digtning giver et indblik i en forbudt verden.

EKSAMENSTEKSTER:

Sappho 31 (Gudernes lige)
Sappho 16 (Helene)
Sappho 1 (Afrodite)

Catul 85 (Jeg hader og jeg elsker)
Catul 51 (Gudernes lige),
Catul 2 (Lille spurv)
Catul 3 (Græd nu gratier)
Catul  5 (Lad os leve)
Catul 7
Catul 8 (Stakkels Catul)
Catul 70
Catul 72

Sulpicia: 1, 2, 3, 4, 5, 6


Lysias: Forsvarstale for mordet på Erathosthenes


Perspektiv:
Jens Baggesen: Kyssene (1786)
Kristen Bjørnkjær: Hvis du forlader mig (1976)

Supplerende:
Kap. 6 Kærlighed og hor (I seng med romerne)

BEGREBSLISTE:
Oikos: husstanden/slægten
Polis: Bystaten
Eratos og eromenos: Ideelt set er manden den aktive og givende part, kvinden den passive og modtagende. Sagt med græske termer, manden er eratos, elskeren – kvinden eromenos, den elskede.



Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 13 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 5 Søjle 4: Homer (Alle sømænd er glade for piger)

Homers Odyssé:

Fokus på en litterær læsning af Homers Odyssé med fokus på den græske hero og dennes møde med forskellige kvinder under sin hjemrejse til Ithaka fra Troja. Undertema: rejsen som litterært motiv

Forløbsbeskrivelse:
I dette første forløb skal eleverne stifte bekendtskab med den tidligste europæiske litteratur, det homeriske epos. Målet er, at eleverne skal tilegne sig viden om det homeriske formsprog og de homeriske heltes verden og livsvilkår samt styrende begreber som kléos og timé. Gudernes rolle læses som en lagstruktur i verdensopfattelsen med et do-ut-des forhold mellem mennesker og guder. Hermed belyses også Odysséens moralske lære og paideia som begreb. Som særligt indholdsmæssigt fokus vil forløbet især dreje sig om nogle af de kvinder, der frister Odysseus under hans rejse (Kirke, Kalypso og Nausikaa) og målet med hans Nostos-rejse: Penelope. Herunder vil også undersøges epossets oprindelse og det homeriske spørgsmål og sporene efter mundtligheden i værket.


EKSAMENSTEKSTER:

Homers Odyssé oversat af Otto Steen Due (2012)
Odysséen 1. sang v. 1-95
Odysséen 5. sang v. 1-312 Kalypso
Odysséen 6. sang det hele Nausikaa
Odysséen 10. sang v. 203-489         Kirke


Perspektivtekster:
Madeline Miller: Kirke, s. 169-175

Supplerende:
Filmen Troja, den første time


BEGREBSLISTE:

• Oikos: husstanden/slægten
• Polis: Bystaten
• Dobbelt motivation: Når personer i Homerisk kontekst motiveres af deres indre psykologiske træk og guddommelig indgriben (Telemachos, Nausikaa = begge unge mennesker, der står på tærskel til voksenliv. Telemachos, skal væk fra sine mors skørter og blive helt (Athene sender ham ud for at eftersøge sin far), og Nausikkaa skal giftes/finde en mand, Athene sender hende ned for at vaske tøj.)
• Kleos: Udødeligt ry, det ry andre fortæller om dig. Det (den homeriske/antikke) helten skal opnå.
• Nostos: gr. Hjemkomst – hvad Odysseus ønsker. At komme hjem til Ithaka.
• Metis: gr. Snilde. Hvad Odysseus besidder, kløgt.
• Timé: ære (som skal opretholdes)
• Patronymikon: navn, der er afledt af farens navn. Achilleus kaldes "peleiden Achilleus," da hans far hadder Peleus.
• Epitheta ornantia, epiteter (prydsajektiver): smykkende adjektiver. Fx "den rapfodede Achilleus". Så rapsoderne let kunne få heksameterformen til at passe.
• Formelvers: vers, der gentages, fx Videre sejlede de med sorgbetyngede hjerter (mundtligt træk)
• Homeriske lignelser: Opdeles i hverdagslignelse (hvor ting/situationer sammenlignes med dagligdags gøremål), og naturlignelser (hvor ting/situationer sammenlignes med naturen)
• Replikindividualisme: personerne karakteriseres gennem deres replikker, og ikke af fortælleren.
• Den homeriske helt: Skal ære guderne, vise tapperhed i krig, sport, jagt, rejser, og han skal leve op til sin areté (bedsthed). Opnå timé (ære) og kleos (udødeligt ry).
• Xenia/Gæstefrihed: Man skal være på god fod med andre oikos-overhoveder. Man her pligt til at lukke fremmede ind, velkomme dem som gæster, forpleje dem, udveksle gaver, så der kan knyttes et gæstevenskab.
• Antropomorfe guder: Guder i menneskeskikkelse, der kan agere og handle direkte med menneskene.
• Teofani: En guds tilsynekomst
• Do ut des: Oversat: Jeg giver, for at du skal give. Dette er det gensidige udvekslingsforhold mellem guder og mennesker. Mennesket ofrer, guderne hjælper.

Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 16 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 6 Søjle 5: Filosofi, Hvad er det gode liv?

Filosofi-søjle

Hvad er det gode liv?
I dette forløb har vi undersøgt forestillinger om det gode liv i antikken gennem læsning og analyse af filosofiske tekster. Vi har arbejdet med Platons Hulebilledet som en allegori for erkendelse og dannelse, Epikurs Brev til Menoikeus med fokus på nydelse og fravær af smerte som mål for et godt liv, samt Senecas tekst Over badeanstalten, hvor det stoiske livssyn træder frem. Gennem tekstlæsning, diskussioner og perspektivering har eleverne arbejdet med centrale filosofiske spørgsmål om lykke, etik og menneskets plads i verden. Forløbet har desuden givet indsigt i de kulturelle og samfundsmæssige rammer, som ideerne udspringer af, og sat dem i relation til moderne livsanskuelser.

Basistekster:

Platon:
Hulebilledet fra Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen Kend dig selv – et Platon-udvalg. Gyldendal 2000

Epikur: Brev til Menoikeus ((Fra Latin C-bogen, Pedersen, Lasse og Svenningsen, Sara - I-bog)

Seneca: Over badeanstalten (Fra Latin C-bogen, Pedersen, Lasse og Svenningsen, Sara - I-bog)



Perspektiverende materiale

Indvielsen Schack von Staffeldt (1769-1826)
Uddrag af filmen The Matrix, instrueret af Andy og Larry Wachowski, 1999
H.C. Andersen: Hyrdinden og skorstensfejeren


BEGREBSLISTE:
• Sofia (af gr. sophia 'visdom', af sophos 'vis'): i antik filosofi et centralt filosofisk begreb, som fra og med førsokratikerne betegner en dyb indsigt i tilværelsens sammenhænge og opgaver: Vis er den, som erkender tingenes væsen og handler derefter.
• Epistéme: (gr. 'viden', af epi- og histamai 'stille, indrette'), hos Platon og Aristoteles betegnelse for den universelle viden, der nødvendigvis og altid er sand. Denne form for viden forudsætter forudgående sanseerfaring, men er underordnet fornuftens (nous') intuitive forståelse af det almene. Foreningen af episteme og nous hedder hos Aristoteles sofia, visdom (Ideernes verden)
• Doxa: Skinviden, mening (Fænomenernes verden)
• Maueutik: Den sokratiske metode. At via dialogen skal sjælen erkende via genkendelse (Sjælen stammer fra ideernes verden)
• epistemologi, (af episteme og -logi), dvs. erkendelsesteori. Betegnelsen bruges undertiden også om videnskabsfilosofi.
• Ontologi (fra græsk on (ὤν), = "værende", logia (λογία) = "læren om") betegner inden for filosofien studiet af det værende, dvs. studiet af det som eksisterer, og hvordan det eksisterer.
• Stoa: Græsk for "søjlegang"; derfra navnet stoicisme, da filosofferne diskuterede her.
• Ratio: Fornuft; stoikerne mente, verden og mennesket styres af en guddommelig fornuft.
• Affectus: Følelser; skal mødes med ratio og ikke få lov til at styre mennesket.
• Fatum: Skæbne; alt er forudbestemt, og man må acceptere sin skæbne med sindsro.
• Officium: Pligt; den enkeltes etiske og samfundsmæssige forpligtelser.
• Negotium: Offentligt virke; engagement i politik og samfundets funktion.
• Virtus Dyd; idealet om det gode og dydige menneske, der lever i overensstemmelse med fornuft og etik.
• Vitium / Vitia: Last / Laster; uvaner som fx grådighed, frådseri og hovmod, som stoikeren skal bekæmpe.
• Nausea: Kvalme; billede på den sjælelige uro, der opstår, når man lader sig styre af følelser.
• Commune ius animantium: De levende væsners fælles ret; idéen om universel menneskerettighed og ligeværd.
• Pietas: Gudfrygtighed; en romersk værdi, stoicismen også understøtter.
• Gravitas: Alvor; værdighed og indre styrke.
• Mos maiorum: Forfædrenes skikke; traditionel etik og moral.
• Labor: Hårdt arbejde; en romersk værdi, i overensstemmelse med stoisk disciplin.
• Stoisk ro: Udtryk for sindsligevægt og upåvirkethed over for ydre omstændigheder.


Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 8 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer