|
Titel
2
|
Erinnerungsorte in Berlin - EKSAMEN
Forløbets omdrejningspunkt er "Holocaust", som er betegnelsen for nationalsocialisternes målrettede udryddelse af seks millioner jøder mellem 1941 og 1945. Før 2. Verdenskrig blev jøderne udsat for diskrimination og forfølgelse i Tyskland. I dag mindes man ofrene på forskellig vis. Der arbejdes med sidste kapitel i bogen "Auf uns", som byder på større udfordringer, da blikket vendes ud mod verden. Forløbet bygger op til en ekskursion, hvor vi skal besøge "Erinnerungsorte in Berlin".
Isaak Behar (1923–2011) blev født den 6. september 1923 i Berlin som yngste barn af Nissim og Lea Behar, der var indvandret fra Istanbul i 1915. Familien tilhørte et jødisk, velorganiseret minoritetssamfund i Berlin. Den 13. december 1942 blev Isaaks familie arresteret af Gestapo og deporteret; Isaak var ikke hjemme på det tidspunkt og undgik derfor arrestation. Han måtte derefter leve i skjul som 19-årig. Isaak Behar overlevede Holocaust og engagerede sig som "Zeitzeuge" indtil sin død i 2011. For at mindes familien Behar blev der den 5. september 2003 lagt Stolpersteine foran deres tidligere bopæl på Kantstraße 154a i Berlin. Disse mindesten bærer navnene på Nissim, Lea, Alegrina og Jeanne Behar og fungerer som en påmindelse om deres skæbne under Holocaust. Isaak Behar skrev selvbiografien "Versprich mir, dass du am Leben bleibst", hvor han skildrer familiens deportation og sine egne oplevelser under Holocaust. Bogen giver et personligt indblik i de udfordringer og rædsler, han stod overfor, samt hans kamp for overlevelse i en tid præget af umenneskelighed.
Stolpersteine, eller "snublesten", er mindesmærker skabt af kunstneren Gunter Demnig for at mindes ofrene for nazismens forfølgelser. Disse små messingplader er indlejret i fortovene foran ofrenes sidste frivillige bopæl og indeholder deres navn og skæbne. Formålet er at bringe mindet om de enkelte ofre tilbage til deres tidligere nabolag og dagligdag, så forbipasserende kan "snuble" over deres historie og reflektere over fortidens begivenheder.
I novellen "Das Loch" af Georg M. Oswald graver Tante Sophie og Onkel Otto et hul i haven for at skjule Ottos SA-uniform og andre nazistiske symboler, mens de allierede nærmer sig i 1945. De forsøger at slette sporene af deres fortid, så ingen kan anklage dem for at have været nazister. I novellen forsøger Onkel Otto at slette sporene af sin nazistiske fortid, ligesom mange tyskere efter krigen hævdede, at de ikke vidste noget eller blot "fulgte ordrer".
I Berlin besøger vi stedet, hvor Hitlers bunker lå, og hvor han tog sit eget liv den 30. april 1945. DDR-regeringen sprængte bunkeren delvist i luften i 1947, og i mange år nægtede de tyske myndigheder at markere stedet, af frygt for at det ville blive et samlingspunkt for nynazister. Først i 2006 blev der opsat en diskret informationsplade for at give historisk kontekst. Ligesom i "Das Loch" handler historien om bunkeren om, at historien ikke kan graves væk for evigt. På en større skala forsøgte Vesttyskland i årtier at distancere sig fra nazitiden, mens DDR fremhævede sig selv som antifascistisk og undgik selvkritik. Tyskland har gennem de sidste årtier taget et opgør med sin nazistiske fortid, og steder som Stolpersteine, mindesmærket for de myrdede jøder og Topographie des Terrors er eksempler på, hvordan man i dag konfronterer historien i stedet for at gemme den væk.
I teksten "Die Bücherverbrennung am 10. Mai 1933" beskriver Erich Kästner bogafbrændingen på Bebelplatz i Berlin, hvor nazistiske studenter, støttet af Goebbels og SA, brændte bøger af jødiske, socialistiske og pacifistiske forfattere. Det særlige ved Kästners beretning er, at han selv overværede bogbrændingen – hans egne bøger blev kastet på bålet. Han beskriver sin følelse af magtesløshed og chok over, at idéer og viden blev forsøgt udslettet med ild. Teksten viser nazismens forsøg på at kontrollere tankegangen hos folket og understreger, hvordan censur og undertrykkelse af fri tanke er farlige redskaber i totalitære regimer.
Bebelplatz er stedet for den historiske bogbrænding den 10. maj 1933. Mindesmærket (glaspladen) viser en tom bogreol – et stærkt billede på tabet af viden og frihed. Kästners tekst gør det personligt, da han selv så sine egne værker blive brændt.
Vi afslutter byvandringen i Berlin på museet "Topographie des Terrors", som binder trådene sammen fra de erindringssteder, vi har set. Hvor de tidligere steder har fokuseret på ofrene for nazismen, zoomer dette museum ind på gerningsmændene, systemet og mekanismerne bag terroren. Museet er bygget på grunden, hvor Gestapo-hovedkvarteret, SS-ledelsen og Reichssicherheitshauptamt (det nazistiske sikkerhedshovedkvarter) lå. Her blev deportationer, henrettelser og terror mod befolkningen planlagt. Man kan stadig se rester af kældrene, hvor fanger blev tortureret af Gestapo. Museet viser hvordan naziregimet brugte propaganda, frygt og vold til at undertrykke befolkningen. Eleverne får indsigt i, hvem der stod bag Holocaust – ikke kun Hitler, men også bureaukrater, jurister og almindelige tyskere, der arbejdede i nazistatens tjeneste. Museet viser, hvordan almindelige mennesker blev en del af nazisternes forbrydelser – nogle af frygt, andre af overbevisning. Dette skaber en etisk diskussion: Hvad får mennesker til at handle ondt? Hvad kunne man have gjort anderledes? Hvordan kan vi forhindre, at noget lignende sker igen? Hvilket ansvar har vi i dag for at stå op mod diskrimination og totalitær tænkning Museet "Topographie des Terrors" giver således en dybere forståelse af mekanismerne bag nazisternes forbrydelser, og det giver en vigtig historisk og etisk afslutning på byvandringen.
Vi deltager desuden i et foredrag med journalist Lasse Soll Sunde under overskriften "Tysklands valg 2025 – hvad er der på spil?". Foredraget samler primært op på det tyske valg, men vi får også lejlighed til at stille spørgsmål, herunder hvordan Tysklands fortid bliver brugt i den politiske debat i dag? AfD har bl.a. stillet spørgsmål ved, om Tyskland "fokuserer for meget" på sin skyld? I et Tyskland, hvor hver fjerde borger har udenlandske rødder, hvordan videreføres erindringskulturen til nye generationer, der måske ikke har en direkte familiemæssig tilknytning til Holocaust? Er der en forskel på, hvordan Øst- og Vesttyskland forholder sig til erindringskultur i dag? Afslutninsvis taler vi med Lasse om, hvilken betydning det har haft for ham at kunne tysk – både personligt og professionelt?
Kernestof
* Fuchs, Kate og Sinding, Mathilde (red. 2016): Auf Uns - Grundbog til tysk i gymnasiet. Gyldendal i-bog: https://aufuns.systime.dk/?id
1. Erich Kästner: Die Bücherverbrennung am 10. Mai 1933. https://aufuns.systime.dk/?id=198
2. Isaak Behar: Versprich mir, dass du am Leben bleibst (uddrag). https://aufuns.systime.dk/?id=199
3. Georg M. Oswald: Das Loch. https://aufuns.systime.dk/?id=200
Supplerende stof
* Rubens, Annik: Stolpersteine. Slow German Podcast. http://www.slowgerman.com/ (pdf)
* Blume, Kirsten og Herman, Mette (2019): Eins, zwei, drei - Mundtlig eksamen i tysk. Gyldendal i-bog: https://einszweidrei.systime.dk/?id=145, https://einszweidrei.systime.dk/?id=148 og https://einszweidrei.systime.dk/?id=149
* Häckert, Lone og Hansen, Lise (red. 2004): Liebesfluchten. Gyldendal s. 187-192. (Pdf)
Die nationalsozialistische Verfolgung der Juden
* Ekskursion til Berlin
* Polke, Stefan (red. 2007): Die Themenkiste. Gyldendal s. 86-87. (Pdf)
Hansen, Hans Jürgen: Hitler und die NSDAP in Jahreszahlen
* Hermann, Mette (2016): WIE GEHT'S? - Tysk grammatik. Gyldendal: https://wiegehts.systime.dk/
* ordbogen.com
|