|
Titel
3
|
3: Den græske tragedie: Kong Ødipus
Tekstmateriale:
Sofokles, Kong Ødipus, Garff & Hjortsø – 4.udg, 20.oplag, 2012 – ca. 90 sider
Vi ser teaterstykket: Antigone (af Sofokles ligesom Kong Ødipus) i salen her på gymnasiet.
Tema: Den tragiske helt – Ødipus: Hvordan
I oldtidskundskab undersøger vi Sofokles’ tragedie Kong Ødipus (ca. 425 f.v.t.) som et centralt udgangspunkt for en undersøgelse af antikkens litteratur, kultur og samfund. Gennem en tekstnær analyse (autopsi) af dramaet opnår vi en forståelse for både det græske drama/teaters form og indhold, samtidig med at vi arbejder med overordnede temaer som skæbne, menneskets frihed og gudernes rolle.
Analytiske fokusområder
Et centralt fokus kan være tragediens opbygning og struktur. Vi analyserer, hvordan Sofokles anvender den klassiske femaktsstruktur (prolog, parodos, epeisodion, stasimon, exodos) og hvordan denne struktur understøtter spændingskurven og den tragiske udvikling. Her inddrager vi også begreber som peripeti (det vendepunkt, hvor Ødipus’ skæbne tager en uventet drejning) og anagnorisis (genkendelsesscenen, hvor Ødipus indser sandheden om sig selv).
Et andet vigtigt analytisk fokus er skæbne og fri vilje. Gennem en tematisk analyse diskuterer vi, hvordan Ødipus’ forsøg på at undgå sin skæbne netop fører ham ind i den. Her kan man inddrage begreber som hybris (overmod) og moira (skæbne), der er centrale i græsk tragedie. Vi reflekterer over, hvordan disse temaer afspejler antikkens verdensbillede, hvor guderne og skæbnen har en afgørende indflydelse på menneskets liv.
Faglige begreber og metoder
For at styrke jeres analytiske kompetencer arbejder vi desuden med dramaturgiske virkemidler som fx koret, der i Kong Ødipus fungerer som en kommentar til handlingen og repræsenterer samfundets stemme. I vil analysere korets rolle og sammenligne den med moderne dramatiske teknikker.
Derudover inddrager vi intertekstualitet ved at sammenligne Kong Ødipus med andre myter eller moderne fortællinger, der bygger på skæbnetemaet.
Temaet helten, her den tragiske helt er valgt, fordi det kan læses som et sammenhængende tema i stort set alle genrer i kategorien kernetekster, dvs. tekster skrevet i antikken af grækerne og romerne selv. Det righoldige udvalg muliggør en etablering af en slags “heltenes udviklings- (eller måske snarere afviklings-!) historie, der kan give anledning til beskæftigelse med receptionen af litterære eller historiske figurer i antikken selv samt senere.
Temaet for forløbet er fremstillingen af manden, der kæmpede mod sin skæbne, men til sidst måtte bøje sig for den. I dramaet/tragedien Kong Ødipus stifter vi bekendtskab med grækernes deterministiske verdensbillede, hvor alt er styret af skæbne. Andre kernebegreber: lykke, hybris –nemesis, blasfemi, storhed og fald.
Begreber i fokus i forbindelse med forløbet:
• Eleós/fobós
• Tragisk ironi
• Deus ex machina
• Peripeteia - katastrofen
• Agon
• Anagnorisis
• Ate
• Hybris/nemesis
• Harmatia
• Stichomyti
• Tyche
• Pathei mathos
• Katharsis
Didaktiske tilgange
For at aktivere jer vil vi anvende dramatiseringsøvelser, hvor I selv iscenesætter udvalgte scener. Dette kan give indsigt i, hvordan det græske teater fungerede som en samfundsinstitution, og hvordan det appellerede til publikums følelser og moralske refleksion.
1.2. Formål1
Fagets forskellige discipliner bidrager til elevernes almendannelse og studiekompetence. Gennem arbejdet med centrale tekster og monumenter fra antikken og med tekster og monumenter, der kan perspektivere dem, opnår eleverne viden, kundskaber og faglig dybde samt en bred kulturhistorisk indsigt med vægt på evnen til at se lange linjer og forbindelser mellem antikken og senere kultur. [LP, stk. 1.2.]
Der er i faget en meget nær sammenhæng mellem almendannelse og studiekompetence. Faget gør eleverne i stand til at sætte sig ind i almenmenneskelige spørgsmål og problemstillinger. De græsk-romerske tekster, der læses i faget, er alle blevet læst, imiteret og diskuteret i hver eneste generation siden antikken, og de spørgsmål, der rejses i teksterne, er almengyldige og principielle og indbyder derfor til kritisk refleksion. Det grundige og omhyggelige indholdsmæssige arbejde med teksterne, hvor fokus på detaljen bidrager til at forstå helheden og omvendt, giver eleverne en grundighed og systematik, der bidrager til at gøre dem studiekompetente.
Faget sætter eleverne i stand til at analysere og fortolke tekster og monumenter i en historisk kontekst og giver dem begreber til at forstå og reflektere over deres egen kultur og andre kulturer.
Hovedprincippet for arbejdet med teksterne er det princip, der siden J.N. Madvig har været omtalt som ”autopsi”, selvsyn. Eleverne møder ved selvsyn antikken og perspektiverer og relaterer antikken til senere perioder, herunder til deres egen samtid. På trods af den fremmede verden, antikken kan være for eleverne, læses autentiske, antikke tekster – teksterne selv – og ikke refererende gengivelser af dem. Det er således kun oversættelsen, der er det fortolkende mellemled mellem den antikke tekst og den moderne læser. Tilsvarende gælder det for kunsten, at der kun er den fotografiske gengivelse mellem værket og beskueren. Eleverne vil i faget oldtidskundskab opleve antikken som en del af deres egen kulturelle bagage, hvilket bidrager til deres forståelse af og refleksion over både deres egen og andre kulturer.
Faget introducerer eleverne for antikken som den første af en række perioder, hvor udforskning af forholdet mellem menneske, natur og samfund udgør en forudsætning for individets dannelse. [LP, stk. 1.2.]
Fra antikken til i dag har der været fokus på viden med dertilhørende dannelse og uddannelse som grundlag for det enkelte individs dannelse og frisættelse fra autoriteterne (fra mythos til logos). I den klassiske oldtid opstod videnskaberne som del af dette dannelses- og frisættelsesprojekt. Det begyndte i den græske oplysningstid, blev fortsat af romerne, blev genoptaget i renæssancen og fuldt udfoldet i og efter 1700-tallets oplysningstid med tilblivelsen af den moderne verden. Det vil derfor være naturligt, at dele af de perspektivtekster, der anvendes i undervisningen, tematiserer ovenstående.
Faget giver desuden eleverne en grundlæggende forståelse for diskussioner om samfundsindretning og demokrati i antikken og nutiden [LP, stk. 1.2.]
Oldtidskundskab bidrager til elevernes demokratiske dannelse. Der er ikke i læreplanen krav om, at der i undervisningen skal indgå en særlig søjle, der omhandler demokrati og styreformer, men det skal i undervisningen tematiseres, at det er en forudsætning for at kunne anlægge et historisk perspektiv på moderne diskussioner om demokrati, at man kender tilsvarende antikke diskussioner om demokrati og styreformer. I det klassiske Athen møder vi demokratiet i yderste konsekvens på godt og på ondt, og de antikke tekster indtager ofte en kritisk position, der indbyder til diskussion om og refleksion over det moderne demokrati.
2. Faglige mål og fagligt indhold
2.1. Faglige mål
Afsnittet om faglige mål er læreplanens vigtigste afsnit og reference for læreplanens øvrige afsnit. Undervisningen har altid de faglige mål for øje.
Eleverne skal kunne:
̶ analysere og fortolke oversatte græske og romerske tekster i deres antikke kontekst og i deres betydning for senere kultur [Som i fx vores eksempel her i dette forløb, tragedien: Kong Ødipus]
̶ [red… RB]
̶ identificere, forklare og forholde sig til væsentlige begreber og tanker i de behandlede tekster [LP, stk. 2.1.]
Undervisningen tilrettelægges, så eleverne opøver færdigheder i selvstændigt at analysere og fortolke antikke tekster [red… RB].
Det er altid de antikke teksters egne udsagn og tematik, der begrunder perspektiveringen.
Eleverne skal kunne:
̶ overveje, hvorledes antikken har sat sig spor i efterantikke perspektivtekster og -monumenter
̶ nuancere, perspektivere og uddybe moderne problemstillinger og værdier gennem læsning af antikke tekster [LP, stk. 2.1.]
I læreplanens brug af ordet overveje ligger et krav om, at eleverne ikke blot udpeger spor mellem antikken og senere kultur, men også overvejer og reflekterer over, hvorfor disse spor er der. Et spor kan være en direkte, bevidst inspiration eller en implicit påvirkning, og det kan være både imitativt og kontrastivt, jf. afsnittet om perspektivtekster i stk. 3 nedenfor. Det vil være naturligt i perspektiveringen at tage udgangspunkt i antikkens betydning i den europæiske tradition, men det vil ligeledes være oplagt at trække de lange linjer fra antikken videre til en større, global sammenhæng. Således bidrager oldtidskundskab til elevernes globale kompetencer og globale dannelse ved at vise antikkens påvirkning af senere perioders kultur og forestillingsverden både europæisk og globalt.
[red…RB]
2.1.1. Fagets identitet og metoder
Det sidste faglige mål omhandler fagets identitet og metoder.
Eleverne skal kunne:
̶ demonstrere viden om fagets identitet og metoder [LP, stk. 2.1.]
[red…RB]
Oldtidskundskab er et humanistisk fag, og udgangspunktet for fagets metoder er hermeneutisk. Teksterne og monumenterne er knyttet til en bestemt historisk, kulturel og åndshistorisk kontekst, og teksterne skal læses solidarisk og kritisk på deres egne præmisser. [red…RB]
Fagets helt centrale metode er den grundige nærlæsning af teksterne, der danner udgangspunkt for en analyse og fortolkning. Nærlæsningen tager udgangspunkt i de enkelte ord og formuleringer, sådan som de rimeligvis må forstås i konteksten og i værket. Analysen og fortolkningen af tekststykket eller værket vil derfor altid foregå under inddragelse af konkrete tekststeder som belæg.
|