|
Titel
1
|
AP-almen
Forløbet indledes med at se på, hvordan menneskelig kommunikation både kan være ikke-sproglig og sproglig; og Almen Sprogforståelse almen del (AP-almen) beskæftiger sig – som navnet angiver – med sproglige kommunikation. Hér kan man skelne mellem sprog som praksis, sprog som system og sprog som identitet, og AP-almen fokuserer helt overvejende på sproget som system. Indledningsvis ses der også kort på forskellige måder/strategier, man kan bruge, når man skal lære et fremmedsprog. Man kan fx se en fremmedsproget film og slå underteksterne fra. Ud fra helheden vil man ofte være i stand til at forstå betydningen af de enkeltord, som man ikke kendte på forhånd. Omvendt kan man fx i en tekst slå enkeltord op i en ordbog og derved bedre forstå helheden.
Herefter arbejdes der i en længere periode med sproget som system. Først bliver der set på leddene i en sætning – også kaldet syntaktisk analyse. Her skelnes mellem følgende led: Subjekt, verballed (sammen udgør disse to led neksus), direkte objekt, indirekte objekt, subjektsprædikat, objektsprædikat, adverbialled og konjunktionaler. Så vendes opmærksomheden mod det materiale, som sætningerne bliver dannet af. Her kigger man på ordklasser, og man taler om en morfologisk analyse. I forløbet bliver følgende ordklasser gennemgået: Verber, substantiver, adjektiver, pronominer, artikler, adverbier, præpositioner, konjunktioner, interjektioner og numeralier.
De fleste ordklasser kan underopdeles. Således kan verber fx opdeles i finitte og infinitte, og de kan desuden opdeles i forskellige tider: Præsens, perfektum, plusquamperfektum, præteritum og futurum. Det inddrages i gennemgangen, hvordan man på fremmedsprog som engelsk, tysk, fransk og spansk kan bøje verber i person og tal (singularis og pluralis) – denne grammatiske sammenhæng mellem to ord hedder kongruens. I forbindelse med substantiver omtales køn, tal, bestemt og ubestemt form samt kasus. Det sidste er meget brugt på tysk, men dansk bruger også enkelte gange forskellige kasus (jf. brugen af personlige pronomener: ”Jeg giver ham en bog” og ”Han giver mig en bog”). Ved adjektiver skelnes mellem, om de står som attribut eller prædikat. Der skelnes mellem personlige, possessive og relative pronominer, og artikler opdeles i bestemt/ubestemt og singularis og pluralis. Adverbier inddeles efter, om de er afledte eller ægte. Endelig skelnes der for konjunktionernes vedkommende mellem sideordnende (parataktiske) og underordnende (hypotaktiske).
Stadig med fokus på sproget som system ses der nærmere på forskellige typer sætninger: Hoved-, led- og helsætninger. En ledsætning er led i en hovedsætning – og en ledsætning kan derfor aldrig ”stå alene”. En enkel fremgangsmåde, når man vil finde ud af, om en sætning er en hoved- eller ledsætning, er at bruge ”ikke-prøven”. En hovedsætning med tilhørende ledsætning(er) kaldes tilsammen for en helsætning.
Sidst i forløbet vendes opmærksomheden igen mod sprog som praksis og i et vist omfang også sprog som identitet. Det danske sprogs brug gennem tiden berøres gennem en omtale af begreberne arveord, låneord og fremmedord.
Sprog tilpasses ligesom påklædning til situationen, og i omtalen af sprog som praksis inddrages forskelle på offentligt og privat sprog og herunder højt og lavt stilleje. Det omtales kort, at man kan skelne mellem selvfremstillende, regulerende og informerende sproghandlinger. Desuden omtales dialekt, sociolekt, slang og forskellige holdninger til, hvordan det danske sprog bliver brugt – fx især unges tendens til at bruge mange engelske ord og udtryk, når de taler dansk. Vores sprog siger noget om, hvem vi er, og er altså en del af vores identitet. I denne sammenhæng berøres det utænkelige i over en fx 30-årig periode at udskifte dansk med tysk, selv om det ville gøre mange ting meget lettere i hverdagen.
”Babelstårnet” (2005) har udgjort grundbogen i AP-almen, og stoffet ovenfor er omtalt på siderne 9-11, 15-16, 29-32, 36-61, 65-69, 70-76 og 79.
|