|
Titel
3
|
PBL: 3.2: Samfundsmodel
Den politiske debat præges af, hvilken samfundsmodel Danmark skal vælge for at skabe bedre velstand, mere velfærd og højere livskvalitet. Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvad den rigtige samfundsmodel er. Man forsøger ofte at lave tilpasninger af samfundsmodellen baseret på aktuelle samfundsmæssige udfordringer. Andre gange ønsker man at finde løsninger på kommende udfordringer.
Ofte bliver den danske samfundsmodel sammenlignet med humlebien, som ikke burde kunne flyve, men gør det alligevel. Akkurat som den danske velfærdsmodel, der med det høje skattetryk og mange indkomstoverførsler, burde være en byrde for Danmarks konkurrenceevne, men paradoksalt nok ikke er det. Ude i den store verden bliver Danmark ofte rost for den måde, vi har indrettet vores samfund på, bl.a. vores velfærds- og arbejdsmarkedsmodel, som danner rammen om en god konkurrenceevne.
"Hvis der blev uddelt OL-guld for samfundsmodeller ville Danmark vinde".
"Internationale analyser peger på Danmark som det bedste bud på fremtidens samfundsmodel. Det er en stor sejr for en ellers udskældt velfærdsmodel, der ifølge internationale eksperter gør os til verdens bedste land at leve i".
Kilde: Erik Rasmussen, Hvis der blev uddelt OL-guld for samfundsmodeller ville Danmark vinde, Mandag Morgen, 18.02.2018.
Flere internationale undersøgelser underbygger ovenstående udsagn. "Social Progress Index", som bl.a. er udarbejdet af Michael Porter (som I måske kender fra Porters Five Forces og Porters Diamant) måler landes samfundsmodellers evne til at forvandle velstand til livskvalitet for flest mulige mennesker. World Economic Forum opererer med "The Inclusive Development Index", der måler vækst og udvikling, social inklusion og bæredygtighed. I OECDs "Social Indicators" sætter man fokus på social kapital, dvs. måden befolkningen omgås hinanden og befolkningens tillid til myndighederne. Tillid, normer og værdier er vigtige for sociale relationer og virksomheders evne til at konkurrere og dermed i sidste ende landets velstand.
Der findes ikke en bestemt samfundsmodel, som er den bedste, der findes mange forskellige veje til velstand, velfærd og livskvalitet. I Danmark og resten af Skandinavien har vi én slags model, i andre europæiske lande har man en anden model og i de engelsksprogede lande gør man igen noget helt tredje.
Jeres opgave bliver – med afsæt i jeres generelle viden om danske forhold og ovenstående internationale undersøgelser – at udforske den danske/skandinaviske samfundsmodel nærmere. I skal først og fremmest finde en problemstilling, der kan knyttes til samfundsmodellen. Derefter skal I beskrive samfundsmodellen og hvad den indeholder. Dernæst skal I analysere modellens styrker og svagheder. Herefter skal I diskutere/vurdere, hvilke muligheder og trusler der er i forhold til modellen. Afslutningsvis anbefaler I eventuelle nye tiltag for at tilpasse modellen.
Minirapport på 3-5 sider og fremlæggelse i plenum, hvor relevante økonomiske fagtermer anvendes, herunder illustrationer såsom figurer, grafer, tabeller etc.
|