|
Titel
4
|
Temaforløb - Dokumentarfilm
I dette forløb fokuseres på dokumentarfilmen som genre og udtryksform. Klassens elever skal via teoretisk læsning og filmisk analyse og -fortolkning tilegne sig metoder og kompetencer i at tænke analytisk og få en indsigt i dokumentarfilmens historie og i de forskellige dokumentarfilmformer.
Forløbet tager afsæt i fagteksten "Fat om dokumentarfilm" (Torben Blankholm, Synnøve Kjærland, DFI, 2001). Efter en grundig gennemgang af dokumentarfilmens historie og dens forskellige grundformer og æstetiske virkemidler er det meningen, at eleverne fortsætter forløbet med praktisk arbejde i matrix-grupper, hvor de skal fremstille deres egen dokumentarproduktion.
Forløbet afsluttes med en opsamlende og perspektiverende dialog om dokumentarfilmens udtryks- og holdningsmæssige diversitet.
Ambitionen er at styrke elevernes kendskab til dokumentarfilmgenrens forskellige grundformer, deres virkemidler og påvirkning af os, beskuerne. Gennem de udvalgte filmklip stifter eleverne bekendtskab med dokumentarfilm om både danske og globale problemstillinger.
Dokumentarfilm skildrer virkeligheden men er ikke objektive. Ved at arbejde med instruktørens valg af virkemidler og grundformer skulle det gerne fremgå, at dokumentarfilm er skabt ud fra en instruktørs personlige fortolkning af virkeligheden og at vedkommende har truffet mange æstetiske og dramaturgiske valg i skabelsen af sin film. Et af de overordnede formål er derfor at nuancere en særdeles udbredt forestilling om, at dokumentarfilm skildrer ’sandheden’ om en given sag.
Ved at indføre eleverne i instruktørens valg af virkemidler og former er det ambitionen, at eleverne forstår, at dokumentarfilm er skabt ud fra en personlig fortolkning af virkeligheden. At der faktisk skabes en fortælling næsten på linje med fiktionsspillefilmens.
- Klassisk/dybdeborende/ekspositorisk dokumentar:
"Nanook of the North" (1922),
Poetisk dokumentar
Den poetiske dokumentar er dokumentargenrens svar på poesi. Den skildrer virkeligheden gennem sansninger og stemninger, og den er en kreativ bearbejdning af virkeligheden. Den poetiske dokumentar vil beskrive frem for at forklare, den vil vise – ikke overbevise – og det er derfor det æstetiske, der er fremtrædende. Filmens indhold bliver ikke fortalt og forklaret som i nogle af de andre dokumentarformer, for i den poetiske dokumentar er der mere fokus på form end på indhold; hvordan der fortælles, frem for hvad der fortælles. Der er ikke altid en konkret handling, men fortællingen findes i de sanselige billeder, rytmen og vekslingen mellem lys/skygge f.eks.
"Regen" (Regn) (Joris Ivens, Holland 1929).
https://filmcentralen.dk/grundskolen/filmsprog/den-poetiske-dokumentar
https://filmcentralen.dk/grundskolen/filmsprog/den-poetiske-dokumentar?unilogin=1
’Nye scener fra Amerika’ (2002) er et eksempel på en rendyrket poetisk dokumentar. Gennem en lang montage af landskaber, kulturelle kendetegn og mangfoldige mennesker skildres Amerika, som Jørgen Leth oplever det. I lange, uklippede indstillinger (en slags tableau-form) fortæller han seerne, hvad optagelserne forestiller med sin voice over.
I den observerende ’Skjold og Isabel’ (højre) bliver fortælleformen brudt op af passager med poetisk stil. Skjold og Isabel præsenteres gennem en symbolsk filmisk stil, der understreger deres forskellighed.
"Zoo" (Holland, 1961), instrueret af Bert Hanstraa.
https://www.youtube.com/watch?v=56ot1I27Iso
Denne dokumentar benytter bl.a. match cut og gentagelser i billed- og lyd til at skabe rytme. Filmen giver et indblik i en dag i zoo, og man fristes til at spørge, hvem der betragter hvem - er det menneskene som kigger på dyrene i burene, eller omvendt.
- Observerende dokumentar
- Cinéma verité (film sandhed), Frankrig 1961, "Fortællingen om en sommer" af Jean Rouch og Edgar Morin.
- Direct Cinema, USA 1960 - 1965. "Primary" (primærvalg) af Robert Drew.
+ "Titticut Follies" (1967) af Frederick Wiseman.
Direct Cinema, (eng. 'direkte film'), amerikansk dokumentarfilmbevægelse, opstået i begyndelsen af 1960'erne. Direct Cinema søgte, som den samtidige franske cinéma vérité-bevægelse, at registrere den sociale og politiske virkelighed i dennes ubevogtede øjeblikke med 16 mm-letvægtskameraer og bærbare båndoptagere.
I modsætning til cinéma vérités aktive provokation, var Direct Cinema kendetegnet ved passiv observation. Bevægelsen fandt sin mest prominente repræsentant i Frederick Wiseman, der bl.a. skildrede magtstrukturen i sociale institutioner, fx i "Titticut Follies (1967) og Hospital (1970).
"Primary" (primærvalg) af Robert Drew følger John F. Kennedys valgkamp mod Hubert Humphrey i 1960.
Lars Engels: "Piger i Vestre Fængsel" (DR 1996), observerende dokumentar.
https://www.dr.dk/presse/dr-dokumentar-piger-i-vestre-faengsel-13
https://www.youtube.com/watch?v=auTkNwqFHwQ
Den deltagende (personlige) dokumentar
I den deltagende dokumentar spiller instruktøren en meget konkret og helt central rolle. Ikke blot er han kunstneren bag filmen, han er også til stede på filmens billedside i en stor del af filmen. Instruktøren er aktivt deltagende foran kameraet i filmens afdækning af den virkelighed, der skildres. Det betyder, at han på en helt konkret måde tager publikum i hånden og guider dem til en forståelse af filmens emne.
Den deltagende dokumentar har en del lighedspunkter med den kritiske, autoritative dokumentar. Ofte har de begge en sag, de vil undersøge, og tit foregår researchen gennem et undersøgende detektivarbejde.
Journalisten / instruktøren deltager selv i filmen, og er måske hovedperson.
Der foregår en handling, som instruktøren er en del af.
Journalisten / instruktøren taler til kameraet (eller os) og bruger jeg-form.
Der kan være scener, hvor instruktøren har skjult kamera.
Der kan være flere interviews.
Der er spændingsopbyning og en tydelig konflikt.
Et eksempel på denne genre kunne være: "Bowling for Columbine" (2002, Michael Moore), "Supersize Me" (Morgan Spurlock), Operation X (TV2).
"Bowling for Columbine": https://www.youtube.com/watch?v=djr5QNJG73k
|