|
Titel
4
|
P4 Eksamensprojekt
Valgholdet er samlet fra forskellige tidligere teknologi B klasser, hvor alt teknologi B-stoffet er dækket. Denne undervisningsbeskrivelse indeholder derfor primært de A-specifikke læringsmål og kernestof. Det valgte valgtema er teknologi og innovation.
Mål 1: arbejde med teknologisk innovation ved at udvikle produkter gennem en systematisk og iterativ produktudviklingsproces indeholdende faserne problemidentifikation, problemanalyse, produktprincip, produktudformning, produktionsforberedelse og realisering, hvor samspillet mellem konstruktion, produktion og markedsføring integreres.
Eleverne arbejder med målet i sin helhed gennem kernestoffet forretningsplan.
Progressionsmæssigt har målet tidligere været behandlet i det første projekt og tredje projekt i 3.G med henholdsvis fokus på konkurrence og produktion. Her afslutningsvis er der fokus på samspillet mellem de enkelte elementer.
Kompetencemæssigt er der fokus på forståelse af samspillet mellem elementerne i forretningsplanen i forhold til at kunne skabe sin egen virksomhed, hvor tidligere behandling af målet kun har behandlet enkeltdele.
Mål 2: arbejde selvstændigt og sammen med andre i større problembaserede projektforløb og anvende metode til at planlægge, gennemføre og evaluere projektforløbet, herunder forholde sig refleksivt til eget arbejde samt indgå i digitale fællesskaber om kollaborativ skrivning
Vi har arbejdet med Belbins teamroller og Adizes lederroller i forhold til teamets samarbejde, svarende til kernestoffet professionelle samarbejdsformer, mellem elever, mellem elever og vejleder og mellem elever og eksterne samarbejdspartnere.
Progressionsmæssigt er det et veldækket område på B-niveauet, men da klassen er sammensat af elever fra mange forskellige klasser, har det været nødvendigt at genbesøge området. Kompetencemæssigt har vi arbejdet med refleksion over teamarbejdet ved hjælp af ovenstående modeller.
Mål 3: anvende metoder til idéudvikling i forbindelse med produktudviklingsprocessen
Vi har udvidet den tidligere værktøjskasse fra B-niveauet med “a job to be done” samt tydeligere inddragelse af brugerne. Dette dækker kernestoffet: metoder til idégenerering, sortering og udvælgelse.
Progressionsmæssigt er værktøjskassen udvidet, hvilket giver større metodebevidsthed, heri ligger progressionen. Kompetencemæssigt er der fokus på anvendelse og refleksion over metoderne.
Mål 4: gennemføre mindre, empiriske undersøgelser til produktion af viden
Med inspiration fra “a job to be done” er der systematisk arbejdet med brugerinddragelse i forhold til udvikling af produkterne. Dette dækker kernestoffet: brugsundersøgelse, redegørelse for hvordan og i hvilken sammenhæng produktet skal bruges, herunder inddragelse af brugerne.
Både mål og kernestof indgår også på B-niveau, progressionsmæssigt arbejdes med at bruge brugerkrav mere konsekvent i produktudviklingen. Kompetencemæssigt at spørge brugerne på en hensigtsmæssig måde samt begrunde krav og produktudvikling i forhold til brugerundersøgelsen.
Mål 5: anvende viden om forretningsmæssige forhold i forbindelse med udvikling, fremstilling og markedsføring af produkter
Endelig arbejdes med forskellige prisfastsættelsesstrategier, budgetter samt markedsføring i form af de fire P’er/marketingmix. Disse elementer kobles med tidligere elementer i virksomhedens forretningsplan. Dette dækker kernestoffet markeds- og prisovervejelser , beregne produktets pris samt forretningsplan.
Progressionsmæssigt er dette nyt for eleverne på A-niveauet. kompetencemæssigt arbejdes med forståelse af økonomi og markedsføring med det formål at kunne skabe en fornuftig virksomhed.
ARBEJDSFORMER
Klasseundervisning, projektarbejdsform, værkstedsarbejde og skriftligt arbejde.
|