|
Titel
1
|
Eposgenren: Fra Hesiod til Homer
3c Oldtidskundskab SJ
Eposgenren: Fra Hesiod og Homer til hellenisme
Epos er fortællende digte. Heraf har vi adjektivet ”episk” = fortællende. Digtenes stof var fortællinger om guder og helte, om verdens skabelse, verdens undergang, og hvordan det jordiske liv spejler en metafysisk forståelse og sammenhæng (”Værker og dage”, digteren Hesiod).
Homer og Hesiod står lidt forskelligt inden for eposgenren. Homer kendes jo fra ”Iliaden” og ”Odysseen”, der begge handler om den trojanske krig og myte. Den trojanske krig fandt angiveligt sted i 1200-tallet f.Kr. Grækerne fik først et alfabet at skrive epos ned med i 700-tallet f.Kr. Altså har sagnene om krigen overlevet i ca. 500 år som fortællende digte, og der har eksisteret op til flere versioner af krigsberetningen. Krigen blev ikke mindst farvet af et poetisk, fantastisk stof: den skønne Helena, den trojanske hest, guder, der griber direkte ind i krigsslagene etc.
Epos-digtene blev sunget og reciteret af en lang række professionelle sangere = rhapsoder, der har afløst hinanden og efterhånden dannet en tradition for eposstil.
Homer er kulminationen på rækken af rhapsoder. På hans tid blev de mundtlige digte nedskrevet. Ifølge myten var han blind kunstner, som altså reciterede digtene for en skriver. Siden da taler vi om ”Homers Iliade”, som der altså nok har stået mange digtere bag.
Hesiods digte bygger på epostraditionen, men har ikke været mundtligt overleveret af mange før ham. Hesiod træder selv frem i sine værker, omtaler sig selv. Men fremførelsen har angiveligt været mundtlig – han har foredraget det store visionære digt om gudernes fødsel og verdens skabelse ”Theogonien”, der danner basis for den græske mytologi.
Fra ca. 330 f.Kr. frem til Romerrigets ekspansion taler man om periodebetegnelsen hellenisme, fordi Alexander den Stores magtovertagelse af først Grækenland og siden alle riger helt over til Indien førte til udbredelse af det græske sprog og kultur. Hellenismen må med i lignelsen, når man taler om epos-genrens udbredelse, fordi kunstnere i hellenismen skabte episke digte om alt det stof i eksempelvis den trojanske myte, som Homer ikke dækkede med Iliaden og Odysseen. Det er de digte, der er kommet med i antologien ’Homeriske genklange’.
Eposstilen
Eposgenren genkendes på sine urimede vers, der er skrevet i heksameter. Hukommelsen af de lange digte, der skal reciteres, støttes af eposgenrens faste vendinger = formelsætninger for genkomne situationer: replikskifte, daggry, solnedgang, offer, forberedelse af måltid, søsætning, duel, forhånelse etc. Man kan identificere formelsætninger ved, at de samme formuleringer går igen i digtet.
Epiteton ornans
I det fortællende digt fremstår karaktererne ikke bare som Prometheus, men oftest: ”Prometheus, med krogede tanker”, tordneren Zeus, om kvindeguder: ”den gud med de smukke ankler”! Altså smykkende tillæg = epiteton ornans, som ud over billeddannelsen også bidrager til den poetiske stil, der hæver poesien over prosaen.
Faste temaer
For at iscenesætte de narrative elementer må epos tilføres drama, så der er derfor altid konflikt: en forurettet part, og en forurettende modpart. Det være sig Zeus vs. Prometheus, eller Achilleus vs. Agamemnon.
Hovedtema
Trods ”Iliadens” længde og mange sidehistorier og plotlines, så er den røde tråd: vredesmotivet. Vreden betinger Achilleus’ udviklingshistorie i digtet:
1. Vredes-motivets etablering og langsomme koncentration i Achilleus-figuren
2. Transformationen af den aggressive vrede til indadvendt traume (Achilleus trækker sig ud af kampen og stiller spørgsmålstegn ved kriger- og helterollen)
3. Erkendelsen af, at vreden gør blind med fatale konsekvenser (Patroklos’ død)
4. Forsoning med Agamemnon. Vreden rettes mod Hektor,
5. Forsoning med Hektors fader, Priamos. Vreden vendes til medlidenhed, er endelig elimineret.
Kilderne:
1. Om begrebet skabelsesmyte, mythos og logos, mundtlighed og skriftlighed i epos.
2. Hesiod: Theogonien og Værker og dage, i antologien Klassikernes kildehæfter, v/ Lene Andersen, s. 15-21, s. 30-41, s. 51-56
3. Homer: Iliaden, 19. og 20. sang, s. 433-459, vers 352
|