|
Titel
3
|
Fysisk træning i basketball
Formål
Formålet med forløbet er at eleverne opnår nogle tekniske færdigheder, der gør dem i stand til at indgå i basketballøvelser med fokus på fysisk træning. Eleverne skal opnåe en forståelse for kroppens fysiologi og de fysiske krav der er i basketball, samt de træningsprincipper der ligger til grund for en forbedring af ens fysiske kapacitet. Endvidere skal eleverne opnå sociale og refleksive kompetencer i forhold til at kunne samarbejde og have forståelse for andres forudsætninger og handlinger, således at alle kan indgå i spil og øvelser.
Indhold
I forløbet indgår i den teoretiske del viden om energiomsætning, kredsløb, intensitetsbegrebet, træningsprincipper og træningsadaptationer, samt viden om testning i idræt.
Den praktiske del vil have fokus på basale teknikker i basketball, der gør det muligt for eleverne at indgå i diverse småspil, der gør det muligt at lave fysisk træning med bold. Af teknikker vil afleveringer/modtagninger, driblinger, finter, lay-up, skud og generel ballhandling indgå.
Faglige mål
Faglige teoretiske mål
Efter forløbet skal eleverne kunne
- Redegøre for energiomsætningen i musklen, herunder diskutere fordele og ulemper ved de forskellige typer energiomsætning.
- Redegøre for lunger og kredsløbets opbygning, herunder iltens vej fra omgivelserne til muskelcellen.
- Redegøre for de centrale begreber inden for arbejdsfysiologien (puls, minutvolumen, slagvolumen, maksimal iltoptagelse, udholdenhed, anaerob effekt og anaerob kapacitet).
- Redegøre for intensitetsbegrebet i relation til aerob og anaerob træning.
- Lave en analyse af de fysiske krav der stilles til en basketballspiller.
- Redegøre for træningsprincipperne i aerob og anaerob træning.
- Reflektere over træningsadaptationerne til de forskellige træningsprincipper.
- Anvende viden om de fysiske krav i basketball og energiomsætninger, i designet af diverse træningsøvelser i den praktiske del af forløbet.
Faglige praktiske mål
Efter forløbet skal eleverne kunne
- Udføre afleveringer i isolerede øvelser, i skabelonøvelser og i kamp/spil.
- Modtage bolden i isolerede øvelser, i skabelonøvelser og i kamp/spil.
- Udføre retningsskift med bold i isolerede øvelser, i skabelonøvelser og i kamp/spil.
- Drible med bolden i simple øvelser uden modstander, i skabelonøvelser og i kamp/spil.
- Udføre et lay-up med korrekt tilløb/afsæt i isolerede øvelser, skabelonøvelser samt i kamp/spil.
- Have en forståelse for begrebet spilbarhed, så de kan placere sig fornuftige steder på banen og gøre sig fri af spilskyggen.
- Kunne designe og udføre basketrelaterede øvelser, der træner forskellige energisystemer.
|