|
Titel
7
|
Osmanneriget og det moderne Tyrkiet
Dette forløb om Osmannerriget giver en omfattende indsigt i rigets historie, fra dets grundlæggelse og storhedstid til dets nedgang og opløsning, samtidig med at det belyser centrale aspekter af dets samfund, administration og kulturelle møder. Forløbet om Osmannerriget fortsætter med at dykke ned i nogle af rigets mest kontroversielle og komplekse aspekter, herunder det armenske folkedrab og etableringen af den tyrkiske republik under Atatürk. Desuden behandles begreber som historiebrug, historiebevidsthed, orientalisme og occidentalisme, der alle er centrale for at forstå, hvordan fortiden konstrueres, fortolkes og bruges i nutiden. Gennem en række moduler arbejdes der med både primære og sekundære kilder, og eleverne engageres i kildekritisk analyse og diskussion af historiske begivenheder og deres fortolkning.
Forløbet indledes med et grundlæggende overblik over Osmannerriget, hvor nøglebegreber som Millet-systemet, Devsirme-systemet, "Europas syge mand" og de ideologiske forskelle mellem Osmannerriget og de europæiske stormagter belyses.
Herefter fokuseres der på imperiets skabelse. De ideologiske forskelle mellem Osmannerriget og europæiske lande undersøges, og Konstantinopels betydning som by diskuteres. Niccolò Machiavellis herredømmestrategier analyseres og anvendes på osmannerne. Desuden foretages en kildekritisk analyse af et brev fra 1453 om Sultan Mehmet II og to malerier af hans indtog i Konstantinopel, hvor der fokuseres på tendens, afsender, modtager og formål.
Rigets administration og statsdannelse behandles. Det osmanniske statsapparat, og statsdannelse i et bredere historisk og sociologisk perspektiv, herunder teorier fra Tilly, Hui, Spruyt og Ertman, diskuteres. Tre kilder om den osmanniske statsdannelse – én om janitsharerne af Sadeddin, én af Konstantin Mihailovic (også om janitsharerne) og en om kvinders position – analyseres med fokus på kildens tendens, afsender, modtager og den information, de giver om både Osmannerriget og det kristne Europa.
Forløbet fortsætter med en dybere indsigt i det osmanniske samfund. Eleverne undersøger, hvordan man kan opnå viden om samfundet i Osmannerriget, og arbejder med yderligere tre kilder, der belyser det indre forhold i riget. Disse kilder, skrevet af europæiske diplomater og en tidligere britisk ambassadør, fokuserer på janitsharerne, kvinders position og de generelle forhold i riget. Der lægges vægt på kildekritisk analyse og redegørelse for kulturmødet mellem det kristne Europa og det muslimske Osmannerrige.
Modulerne om Imperial Overstretch og opløsningen af Osmannerriget undersøger rigets nedgang. Der arbejdes med Paul Kennedys fire faser af "Imperial Overstretch" og de kobles til opløsningen af Osmannerriget. Begreber som "sekulær stat", "Europas syge mand" og "Orientalisme" defineres og diskuteres i relation til europæernes syn på riget. Den sidste del af forløbet fokuserer på slaget ved Wien i 1683's betydning, ottomanismen, nationalismens rolle, Ruslands indflydelse i 1800-tallet, europæiske mediers opfattelse af riget og grundene til, at stormagterne opretholdt Osmannerriget. Desuden behandles islams voksende rolle, folkedrabet på armenierne i 1915, rigets skæbne efter 1. verdenskrig, og Atatürks fremkomst og den osmanniske kalifats afskaffelse.
Det armenske folkedrab behandles indgående. Ungtyrkernes ideologi og den stigende mistillid til armenierne i Osmannerriget, herunder begrebet Tyrkismen, undersøges. Derefter dykkes ned i udførelsen af folkedrabet, omverdenens reaktioner og Tyrkiets benægtelse af hændelserne. Der analyseres en dansk diplomats beretning for at forstå samtidens perspektiv og "Operation Nemesis" som en reaktion på folkedrabet. Endelig ses på andre staters anerkendelse af folkedrabet og Erdogans syn på Osmannerriget i relation til denne historie.
Der er arbejdet med de radikale ændringer, Atatürk indførte, der førte til oprettelsen af den tyrkiske republik og afskaffelsen af kalifatet. Lausanne-traktaten sammenlignes med Sèvres-traktaten fra 1920 og kurdernes følelse af at være blevet snydt, diskuteres. Det belyses hvorfor de sekulære tyrkeres ønsker at "få deres gamle land tilbage" og hvorfor Erdogan ikke er glad for Atatürks version af Tyrkiet, men snarere hylder Osmannerriget.
Historiebrug og historiebevidsthed er et centralt tema, der udforskes med Erdogans brug af historien til sin genskrivning af Tyrkiets historie. Begrebet "Neo-Ottomanism" og dets forbindelse til Erdogan diskuteres. Desuden sammenlignes Erdogans historiebevidsthed med de sekulære tyrkeres historiebevidsthed.
Begrebet orientalisme og dets implikationer for Vestens selvforståelse introduceres. Der foretages billedanalyser af udvalgte malerier fra 1800-tallet, som portrætterer kvinder, orientalisme og dyr, og det diskuteres, hvordan disse motiver afspejler den koloniale orientalisme. Herefter sammenlignes denne historiske orientalisme med dens moderne udtryk i populærkultur som film, magasiner og musikvideoer for at identificere ligheder og forskelle. Afslutningsvis defineres og diskuteres begrebet "Occidentalisme" og dets relation til Osmannerriget og nutidens Tyrkiet, blandt andet gennem et interview med Erdogan.
Diskussionen om historiebrug (Kampen om historien) uddybes ved at analysere konflikten mellem Atatürks og Erdogans fortolkninger af den tyrkiske historie. Hvordan Atatürk italesættes i Tyrkiet før og efter 2016, samt betydningen af kemalismen og islamismens succes. Begreber som irredentisme og Occidentalisme diskuteres i relation til Erdogan. En central opgave er at forklare Erdogans ændring af Hagia Sophia til en moské ved hjælp af erindringshistoriske fagbegreber og reflektere over "Kampen om historien" og dens vigtighed.
|