|
Titel
3
|
Drama: Medea
Link til site: https://sites.google.com/koegegym.org/oldtidskundskab-3f-2526/drama-medea
Euripides' tragedie Medea.
Form:
Tragediens struktur - prologos, parodos, stasimon, epeisodion, exodos, epilogos.
Korsangenes arkaiserende stil overfor fx. stichomytiernes dramatik.
Opførelsen i det græske teater.
Berettermodellen og Aristoteles' kurve:
Aristoteles skriver om tragediens handlingsstruktur i Poetikken. Ifølge ham skal man se konflikten i tragedien som en knude (knude/konflikt: desis) der strammes, indtil et eller andet løsner (afklaring/løsning: lysis) knuden. Det som løsner knuden, kan være en pludselig ny viden eller en ny selvindsigt (erkendelse: anagnorisis). Denne nye viden kan så vende situationen fra ulykke til lykke eller fra lykke til ulykke, som det oftest er tilfældet i tragedien (vendepunkt: peripeti).
Indhold:
Græsk mytologi som udgangspunkt for at behandle universelle problemstillinger om dikotomier (modsætninger) som fx mand - kvinde, hellener - barbar, rationel - magisk, helt - skurk, hjemme - hjemløs, menneske - gud, thymos (hjertet: lidenskab, store følelser som vrede, stolthed, kærlighed - bouleumata (det velovervejede sind: rolig indsigt, nøje overvejelse, at handle fornuftigt og tage imod gode råd),
moira, skyld, helte og krig, kleos og timé, kosmos & kaos, hybris & nemesis.
Erkendelsen - anagnorisis. Skæbneomslaget - peripeti.
Kernestof:
Euripides' tragedie Medea, ovs. af Marcel Lysgaard.
Ca. 47 sider.
Supplerende stof:
Andreasen og Poulsen: Paideia, Systime 2012, s. 101-111.
Uddrag af Betty Nansen Teatrets undervisningsmateriale fra 2016.
Sara Stridsberg: Medealand, scene 1 og 2.
|