|
Titel
3
|
Ondskab
I dette forløb beskæftiger vi os med klassiske som nyere teorier om temaet 'ondskab'. Der tages udgangspunkt i gruppepsykologiske processer, men også neurologiske, kognitive, behavioristiske og psykoanalytiske tilgange berøres. Dertil indledes flere diskussioner om etik og fejlkilder i forhold til ældre forsøg om gruppedynamik og lydighed, og normativiteten bag begrebet ondskab debatteres også. Et fokuspunkt sidst i forløbet er ’Kan man kurere dyssocial personlighedsforstyrrelse?’.
Bl.a. følgende teorier og begreber behandles:
Lars Svendsens fire ondskabstyper: Dæmonisk, instrumentel, ideologisk og dum ondskab.
Eksperimentel socialpsykologi ift. påvirkning mellem gruppen og individ (Sherifs Robbers Cave-forsøg jf. 'egen- og fremmedgrupper', Asch' konformitetsforsøg, Janis' 'gruppetænkning', Stoners 'gruppepolarisering', Le Bons 'massepsykose/hypnose, pluralistisk ignorance). Lydighed og autoritet v. Milgrams forsøg og Festingers kognitiv dissonans.
Kognitive teorier om kognitiv dissonans, social perception (stereotyper, bottom up- og top down-processer, skemateori og Rosenthal-effekten). Her har fokus været på, hvordan negative stereotyper dannes og opretholdes, men der vil også blive fokuseret på perception og hukommelse - hvordan påvirkes vi af sanser, indtryk og kultur, når vi skal forholde os til andre mennesker i verden (fx ifm. kulturmøder og racisme).
Herudover har eleverne beskæftiget sig med diagnosen dyssocial personlighedsforstyrrelse/psykopati ud fra følgende vinkler:
Udviklingspsykologiske teorier med fokus på udvikling af empati og prosocial adfærd (Hoffman og Zahn-Waxler).
Neuropsykologiske teorier som spejlneuroner, Damasios ’somatiske markører’, GSR-test og samspillet mellem prefrontal kortex og amygdala (jf. Phineas Gage og Elliot).
Psykoanalytisk psykologi vs. neuropsykologi: Diskussion om, hvorvidt man kan behandle folk for dyssocial personlighedsforstyrrelse.
|