Holdet 2r ol (2025/26) - Undervisningsbeskrivelse

menu

Undervisningsbeskrivelse

Stamoplysninger til brug ved prøver til gymnasiale uddannelser
Termin(er) 2025/26
Institution Roskilde Katedralskole
Fag og niveau Oldtidskundskab C
Lærer(e) Steffen L. Jørgensen
Hold 2025 ol/2r (2r ol, 2r ol (puljetid))

Oversigt over gennemførte undervisningsforløb
Titel 1 Homers Iliade
Titel 2 Græsk tragedie - Sofokles' Ødipus
Titel 3 Græsk filosofi - Platons Staten, Anden Bog
Titel 4 Romersk epos - Vergils Aeneide
Titel 5 Græsk-romersk kunst - skulptur

Beskrivelse af de enkelte undervisningsforløb (1 skema for hvert forløb)
Titel 1 Homers Iliade

NB: Gennem årets undervisning har eleverne anvendt www.ordnet.dk til ordopslag.

Antik tekst:

Homer: Iliaden (oversættelse ved Otto Steen Due)

1. sang (v. 1-358)

6. sang (v. 390-502)

16. sang (v. 1-101; v. 751-867)

22. sang (hele sangen)

24. sang (v. 469-632)


Homers Iliade som eksempel på græsk helteepos.

Græsk mytologi. Vi behandler Homers værk om Achilleus i sin mytologiske sammenhæng med hensyn til krigen ved Troja.

Græsk historie. Derudover behandler vi den historiske baggrund for Iliaden fra den mulige historiske kerne i en krig ved Hisarlik (ca. år 1200 f.v.t.) til den sandsynlige nedskrivning af Iliaden omkring år 700 f.v.t.

Helteideal og virkelighed. Vi analyserer og fortolker Iliaden som præget af tanken om, at ideal og virkelighed ikke altid er det samme. I forlængelse af denne tilgang lægger vi vægt på fremstillingen af hovedpersonernes forsøg på at fremstå som ægte helte.

Det homeriske helteideal. Vi arbejder med Agamemnon, Achilleus, Patroklos og Hektor, der forsøger at leve op til det homeriske helteideal, og vi overvejer, hvordan de – i deres forsøg på at være helte – håndterer ideal og virkelighed. Vi lægger særlig vægt på idealet om den ærefulde helt og den ærefulde død.

Timé, atimía og kléos. I denne forbindelse arbejder vi med modsætningen mellem timé (ære, værdighed, respekt) og atimía (vanære, uværdighed, disrespekt) og overvejer, hvordan stærke følelser kan føre til en forveksling af det ærefulde og det vanærende. Vi arbejder også med heltenes forhold til kléos (ry), især forestillingen om ”uvisneligt ry” (evig berømmelse).

Andre episke elementer. Vi analyserer og fortolker Iliaden med inddragelse af elementer, som er typiske for epos, herunder brugen af prooimion, musepåkaldelse, epitet, patronymikon og den episke lignelse.

Karakteristik gennem konflikt. Vi analyserer og fortolker personernes følelsesliv og forestillingsverden med udgangspunkt i personernes konflikter med hinanden såvel som personernes konflikter med sig selv. I denne forbindelse inddrager vi også personernes forhold til guderne og til Moíra (Skæbnen).

Komposition. Vi arbejder med lliadens opbygning som bestående af fire hovedkonflikter:
(1) Agamemnons konflikt med Chryses/Apollon (1. sang)
(2) Achilleus’ konflikt med Agamemnon (1. sang – 16. sang)
(3) Achilleus’ konflikt med Hektor (16. sang – 22. sang)
(4) Priamos’ konflikt med Achilleus (22. – 24. sang)


Forløbets faglige mål. Eleven skal kunne:
̶ analysere og fortolke oversatte græske og romerske tekster i deres antikke kontekst og i deres betydning for senere kultur.

̶ identificere, forklare og forholde sig til væsentlige begreber og tanker i de behandlede tekster.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 13 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer

Titel 2 Græsk tragedie - Sofokles' Ødipus

Antik tekst:

Sofokles: Ødipus (oversættelse ved Marcel Lysgaard Lech)

Efterantik tekst:

William Shakespeare: Hamlet, 1. akt, scene 1-2 + scene 4-5 (oversættelse ved Niels Brunse)


Sofokles’ Ødipus som eksempel på græsk tragedie

Græsk mytologi. Vi behandler Sofokles’ værk om Ødipus i sin mytologiske sammenhæng med hensyn til Ødipus’ liv (i Sofokles’ version).

Græsk kulturhistorie. Vi behandler også værket som et teaterstykke opført i Athen i klassisk tid (muligvis i år 430 f.v.t.). Vi behandler værket i sin kulturhistoriske sammenhæng med hensyn til overgangen fra et Mythos-baseret verdensbillede i arkaisk tid (ca. 750-480 f.v.t.) til et Logos-baseret verdensbillede i klassisk tid (ca. 480-323 f.v.t.).

Vi arbejder også med, hvordan klassisk tid er præget af et spændingsfyldt forhold mellem den gamle Mythos-baserede tankegang og den nye Logos-baserede tankegang.

Logos og Mythos. Vi analyserer og fortolker værket som præget af tanken om, at mennesket er fanget mellem en tro på egen fornuft og handlekraft (Logos) og en tro på de traditionelle fortællinger (Mythos).

I forhold til det Mythos-baserede verdensbillede arbejder vi med en tro på Skæbnen (Moira) forbundet med Apollons orakel i Delfi, en tro på tilfældet – i form af Lykken som gudinde (Týkhe), der giver held og uheld – og en tro på Ate som gudinden for forblindelse og manglende dømmekraft.

I forlængelse heraf lægger vi vægt på fremstillingen af hovedpersonens og de andre personers forsøg på at tolke verden og at komme til klarhed over, hvad der styrer deres eget og andre menneskers liv.

Tragisk fald. Vi arbejder med begrebet om det tragiske fald og overvejer, hvordan Sofokles fremstiller Ødipus’ tragiske fald. I denne forbindelse arbejder vi med Teiresias’ udsagn om, at det er Moira, at Apollon sørger for Ødipus’ fald, ligesom vi arbejder med overgangen fra Ate til Anagnorisis (genkendelse).

Tragisk ironi. Vi arbejder gennemgående med Sofokles’ brug af tragisk ironi i fremstillingen af tragediens personer, og vi overvejer, hvordan publikum kan reagere på tragisk ironi.

Karakteristik. Vi fordyber os i fremstillingen af Ødipus’  tankeverden og følelsesliv, herunder Ødipus’ forestillinger om andre mennesker (fx Ødipus’ teori om et kupforsøg) og Ødipus’ forestillinger om sig selv (fx tanken om at være Lykkens søn).

Komposition. Vi arbejder med Ødipus’ opbygning som bestående af to hovedkonflikter:
(1) Ødipus’ konflikt med Laios’ morder som en ydre konflikt set fra Ødipus’ perspektiv (v. 1-715)
(2) Ødipus’ konflikt med sit selvbillede som en indre konflikt set fra Ødipus’ perspektiv (v. 716-1523)

Vi arbejder også med Sofokles’ brug af konfliktoptrapning.

Formel opbygning. Vi arbejder med den formelle opbygning af en græsk tragedie som bestående af en vekslen mellem dialogparti (prolog; episode; exodos) og korsang (parodos; stasimon). Undertiden afbrydes et dialogparti af en lyrisk dialog, som er vekselsang mellem skuespillere og kor.

Perspektivering. Som afslutning på vores forløb om Sofokles’ Ødipus overvejer vi, hvorledes den antikke tragedie som genre og den græsk-romerske oldtid i bredere forstand har sat sig spor i Hamlet af William Shakespeare. Vi læser 1. akt ud af værkets i alt 5 akter, og vi øver os i at identificere væsentlige ligheder og forskelle mellem en antik tekst – i dette tilfælde Sofokles’ Ødipus – og en efterantik tekst, som i dette tilfælde er Shakespeares Hamlet.

Vi arbejder med de elementer i Shakespeares Hamlet, der peger tilbage mod den græsk-romerske oldtid og den antikke tragediegenre, sådan som vi kender den fra Sofokles. Vi arbejder også med elementer i Shakespeares Hamlet, som er oplagte at sammenligne med Sofokles’ Ødipus, uanset om lighederne skyldes, at Shakespeare ville efterligne Sofokles.

Faglige mål. Eleven skal kunne:

̶ analysere og fortolke oversatte græske og romerske tekster i deres antikke kontekst og i deres betydning for senere kultur

̶ identificere, forklare og forholde sig til væsentlige begreber og tanker i de behandlede tekster

̶ overveje, hvorledes antikken har sat sig spor i efterantikke perspektivtekster
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 11 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer

Titel 3 Græsk filosofi - Platons Staten, Anden Bog

Antik tekst:

Platon: Staten. Anden Bog (= side 95-131)
(oversættelse ved M. Harbsmeier, S. Lund Jørgensen, R. Sevelsted & G. Tortzen)

Efterantik perspektivtekst:

Søren Kierkegaard: "Kærlighedens Gerninger": Forord, Bøn og uddrag af Anden følge, Fjerde Tale ”Kjerlighed søger ikke sit Eget.”


Platons ”Staten” som eksempel på græsk filosofi

Græsk historie. Vi behandler Platons ”Staten” i sin historiske sammenhæng med hensyn til retssagen mod Sokrates i Athen i år 399 f.v.t. og med hensyn til Platons opfattelse af Sokrates.

Græsk kulturhistorie. Vi behandler også Platons ”Staten” i sin kulturhistoriske sammenhæng i klassisk tid (ca. 480-323 f.v.t.) med hensyn til det spændingsfyldte forhold mellem den gamle Mythos-baserede tankegang og den nye Logos-baserede tankegang

Logos og Mythos. Vi analyserer og fortolker værket som præget af tanken om, at Sokrates og Platons brødre (Glaukon og Adeimantos) står mellem en tro på egen fornuft og handlekraft (Logos) og det samtidige Athens tro på de traditionelle fortællinger (Mythos).

I forlængelse heraf lægger vi vægt på fremstillingen af Sokrates’ relation til Platons to brødre, Glaukon og Adeimantos, med fokus på Glaukons ønske om Sokrates’ hjælp til at følge retfærdigheden og ikke blive fristet af uretfærdigheden.

I forhold til det Mythos-baserede verdensbillede arbejder vi med det samtidige Athens tro på Homers, Hesiods og tragediedigternes fortællinger om guderne, herunder fortællinger om gudernes påvirkelighed, uretfærdighed og brug af usandhed.

I forhold til det Logos-baserede verdensbillede arbejder vi med Glaukons hyldesttale for uretfærdigheden og med Sokrates’ forsvar for retfærdigheden.

Glaukons hyldesttale for uretfærdigheden. Vi arbejder med Glaukons appel til menneskets fornuft i teorien om retfærdighedens opståen, tankeeksperimentet om den magiske ring og bedømmelsen af det retfærdige og det uretfærdige menneskes liv.

Sokrates’ forsvar for retfærdigheden. Vi arbejder med Sokrates’ appel til menneskets fornuft i teorien om byens opståen og udvikling, teorien om retfærdighed og teorien om gud.

Sokrates’ teori om tre mulige tilstande for byer og mennesker. Vi arbejder med Sokrates’ tanke om, at en by eller et menneske kan være i en af tre mulige tilstande:
(1) simpel ”harmonía” (velordnet helhed);
(2) ”pleonexía” (lyst til mere og mere);
(3) højere ”harmonia” (velordnet helhed).

I denne forbindelse arbejder vi med Sokrates’ tanker om nødvendige og unødvendige behov, nydelse og filosofi.

Sokrates’ tre byer. Vi arbejder med Sokrates’ tre byer:
(1) Den første by – byen med simpel ”harmonía” (stykke 11-12).
(2) Den anden by – den uretfærdige by med ”pleonexía” (stykke 13-14).
(3) Den tredje by – den retfærdige by med højere harmonía (stykke 15-21).

Sokrates’ teori om retfærdighed. Vi arbejder med Sokrates’ tanke om, at retfærdighed er det rette forhold mellem sjælens (eller byens) tre dele: At den fornuftige del styrer den aggressive del og den begærlige del.

I forlængelse af Sokrates’ teori om en retfærdig by (i en tilstand af højere ”harmonia”) arbejder vi med Sokrates’ tanker om vagternes uddannelse (paideia) i denne by med fokus på Sokrates’ forvisning af mange af de traditionelle fortællinger af Homer, Hesiod og tragediedigterne.

I denne forbindelse arbejder vi med Sokrates’ teori om sandhed og usandhed, herunder Sokrates’ skelnen mellem opdigtede usandheder og misvisende usandheder og Sokrates’ tanke om, at en ”talt usandhed” kan være som en slags medicin.

Sokrates’ teori om gud. Vi arbejder med Sokrates’ tanke om, at det fornuftige menneske kan indse, at gud er fuldkommen godhed, og at gud dermed (1) kun sender gode ting til mennesker; (2) er uforanderlig (upåvirkelig); (3) er uden usandhed (ikke vildleder mennesker).

Karakteristik. Vi fordyber os i fremstillingen af Sokrates’ tankeverden og følelsesliv, herunder Sokrates’ forestillinger om andre mennesker (fx Sokrates’ tanke om, at Glaukon kan være fristet af uretfærdigheden) og Sokrates’ forestillinger om sig selv (fx Sokrates’ tanke om at han skal undgå at være ugudelig).

Komposition. Vi arbejder med opbygningen af Anden Bog af Staten som bestående af to hoveddele:
(1) Glaukons og Adeimantos’ opgave til Sokrates: Vis at retfærdigheden i sig selv er bedre end uretfærdigheden i sig selv (stykke 1-9).

(2) Sokrates’ forsøg på at besvare opgaven (stykke 10-21).

Perspektivering. Som afslutning på vores forløb om Platons ”Staten” overvejer vi, hvorledes sokratisk filosofi og den græsk-romerske oldtid i bredere forstand har sat sig spor i ”Kærlighedens Gerninger” af Søren Kierkegaard. Vi læser ”Forord” og ”Bøn”, og vi læser et uddrag af Anden følge, Fjerde Tale ”Kjerlighed søger ikke sit Eget”.

Vi øver os i at identificere væsentlige ligheder og forskelle mellem antikke tekster – i dette tilfælde Platons ”Staten” – og en efterantik tekst, som i dette tilfælde er Kierkegaards ”Kærlighedens Gerninger”.

Vi arbejder særligt med de elementer i Kierkegaards ”Kærlighedens Gerninger”, der peger tilbage mod den græsk-romerske oldtid og sokratisk filosofi, sådan som vi kender den fra Platon. Vi arbejder også med elementer i Kierkegaards ”Kærlighedens Gerninger”, som er oplagte at sammenligne med Platons ”Staten”, uanset om lighederne skyldes, at Kierkegaard ville efterligne Platon.

Faglige mål. Eleven skal kunne:

̶ analysere og fortolke oversatte græske og romerske tekster i deres antikke kontekst og i deres betydning for senere kultur

̶ identificere, forklare og forholde sig til væsentlige begreber og tanker i de behandlede tekster

̶ overveje, hvorledes antikken har sat sig spor i efterantikke perspektivtekster
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 12 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer

Titel 4 Romersk epos - Vergils Aeneide

Antik tekst:

Vergil: Aeneiden (oversættelse ved Otto Steen Due):

2. sang (v. 1-106 + 189-360 + 445-566)

Efterantik perspektivtekst:

Dante Alighieri: "Den Guddommelige Komedie", 1.-5. sang (oversættelse ved Ole Meyer)


Vergils Aeneide (2. sang) som eksempel på romersk helteepos.

Græsk mytologi/romersk mytologi. Vi behandler Vergils værk om Aeneas i sin mytologiske sammenhæng med hensyn til krigen ved Troja (græsk mytologi) og forbindelsen mellem Aeneas og den juliske slægt (romersk mytologi).

Augustæisk ideologi. Vi behandler også værket i sin historiske sammenhæng under kejser Augustus og overvejer, hvordan værket og værkets hovedperson passer ind i augustæisk ideologi, herunder betydningen af "pietas" ("pligtopfyldenhed") over for guder, hjemland og familie.

Det gamle/det nye. Vi analyserer og fortolker Aeneidens 2. sang som præget af tanken om, at det gamle må vige for det nye. I forlængelse af denne tilgang lægger vi vægt på fremstillingen af gudernes rolle og heltens opgave.

Det trojanske helteideal. Vi arbejder med Laocoon, Hector, Aeneas og Priamus som personer, der forsøger at leve op til det trojanske helteideal, og vi overvejer, hvordan de – i deres forsøg på at være helte – håndterer det gamle og det nye.

Episke elementer. Vi analyserer og fortolker Aeneiden med inddragelse af elementer, som er typiske for epos, herunder brugen af epitet, patronymikon og den episke lignelse.

Tragiske elementer. Vi analyserer og fortolker også Aeneiden med inddragelse af tragiske elementer, herunder forblindelse, tragisk ironi og det tragiske fald.

De olympiske guder og Trojas guder. I vores arbejde med gudernes rolle i Aeneidens 2. sang behandler vi forskellen mellem de olympiske guder (fx Athene/Minerva, Poseidon/Neptunus, Afrodite/Venus og Zeus/Juppiter) og Trojas guder (Vesta og penaterne).

Achaierne/Trojanerne. Vi arbejder også med fremstillingen af Achaierne som modstykke til Trojanerne, og særligt Sinon og Pyrrhus/Neoptolemus som grænseoverskridende og uværdige krigere.

Komposition. Vi arbejder med 2. sangs opbygning som bestående af tre faser i Aeneas’ fortælling:

1. fase: Aeneas fortæller om Trojanernes modtagelse af Træhesten (vers 1-267)
2. fase: Aeneas fortæller om vejen fra sit fædrene hus til Priamos’ kongebolig (vers 268-558)
3. fase: Aeneas fortæller om vejen fra Priamos’ kongebolig til sit fædrene hus og ud af Troja (vers 559-804)


Perspektivering. Som afslutning på vores to forløb om Homers Iliade og Vergils Aeneide overvejer vi, hvorledes det antikke helteepos som genre og den græsk-romerske oldtid i bredere forstand har sat sig spor i Den Guddommelige Komedie af Dante Alighieri. Vi læser 1.-5. sang ud af værkets i alt 100 sange, og vi øver os i at identificere væsentlige ligheder og forskelle mellem antikke tekster – i dette tilfælde Homers Iliade og Vergils Aeneide – og en efterantik tekst, som i dette tilfælde er Dantes Komedie.

Vi arbejder særligt med de elementer i Dantes Komedie, der peger tilbage mod den græsk-romerske oldtid og den antikke episke genre, sådan som vi kender den fra Homer og Vergil. Vi arbejder også med elementer i Dantes Komedie, som er oplagte at sammenligne med Homers Iliade og Vergils Aeneide, uanset om lighederne skyldes, at Dante ville efterligne Homer eller Vergil.


Faglige mål. Eleven skal kunne:
̶ analysere og fortolke oversatte græske og romerske tekster i deres antikke kontekst og i deres betydning for senere kultur

̶ identificere, forklare og forholde sig til væsentlige begreber og tanker i de behandlede tekster

̶ overveje, hvorledes antikken har sat sig spor i efterantikke perspektivtekster
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: 9,00 moduler
Dækker over: 8 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer

Titel 5 Græsk-romersk kunst - skulptur

Antik kunst:
"Sounion-kouros"
"Phrasikleia"
"Akropolis-kore 674"
"Aristodikos-kouros"
"Zeus (eller Poseidon) fra Artemision"
"Spydbæreren"
"Laokoon-gruppen"
"Fuld, gammel kvinde"
"Afrodite, Pan og Eros"
"Augustus Prima Porta"


Efterantik perspektiv-skulptur:
"Jason med det gyldne skind"

Skulptur som eksempel på græsk-romersk kunst

Analyse og fortolkning af skulptur. I dette forløb arbejder vi gennemgående med analyse og fortolkning af skulptur. Vi lægger særlig vægt på følgende aspekter af en skulptur:

(1) Motiv
(2) Positur og gestik
(3) Komposition og udtryk
(4) Krop og ansigt

Græsk og romersk historie. Vi behandler græske og romerske skulpturer i deres historiske sammenhæng, og vi arbejder med den historiske udvikling i de følgende historiske perioder: arkaisk tid, klassisk tid, hellenistisk tid og augustæisk tid.

Græsk og romersk kunsthistorie. Vi arbejder med den kunsthistoriske udvikling i de ovennævnte historiske perioder, og vi lærer at bruge vores analyse og fortolkning af en skulptur til at sætte skulpturen ind i sin kunsthistoriske kontekst.

Perspektivering. Som afslutning på vores forløb om skulptur overvejer vi, hvorledes græsk-romersk skulptur og den græsk-romerske oldtid i bredere forstand har sat sig spor i Bertel Thorvaldsens nyklassicistiske skulptur ”Jason med det gyldne skind”. Vi arbejder med nyklassicismen (ca. 1760-1850) som kunsthistorisk periode, herunder hvordan nyklassicistisk skulptur adskiller sig fra skulptur i barokken (1600-tallet) eller i rokoko-perioden (1700-tallet).


Faglige mål. Eleven skal kunne:
̶ beskrive, analysere og fortolke græske og romerske monumenter i deres antikke kontekst og i deres betydning for senere kultur

̶ overveje, hvorledes antikken har sat sig spor i efterantikke perspektivmonumenter
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: 6,00 moduler
Dækker over: 6 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer