|
Titel
6
|
Jeg er en anden - fra romantik til modernitet
2a Dansk SJ
Kontekst for værklæsningen bliver forløbet:
Jeg er en anden – fra romantisk splittelseserfaring til modernitetens spaltninger
Værklæsning: Mads Brenøe: ”David Feldts efterladte papirer” (1997)
Individuel litterær artikel:
Bogen skal være læst!
Følgende spørgsmål besvares:
1. Der udarbejdes et resumé af hele værket. De væsentligste begivenheder inddrages.
2. Karakterisér jeg-fortælleren, idet du finder belæg i værket. Nedenfor er angivet en stribe sidetal, der kan bruges til denne personkarakteristik (spm. 3). Men da romanen er båret af en jeg-fortæller, så er der informationer på hver side.
Stilen har aflevering den 23. november.
Arbejdet med det skriftlige begynder den 2. november, og samtidig har jeg individuel evaluering med jer.
Spørgsmål til hele romanen: (dette arbejde foregår i grupperne fra sidst)
1. Karakteriser romanens indledning: ”At jeg blev anklaget for en forbrydelse, jeg ikke har begået, skyldtes dels tilfældigheder, men sandsynligvis også mig selv. I hvert fald spillede det en vis rolle, at jeg er den, jeg er, og var den, jeg var.” (s. 7)
2. Genre og komposition: hvilken type roman har vi at gøre med her? Find en måde at visualisere denne modernistiske dagbog på. Gør rede for skiftene i tid og rum!
3. Karakteriser jeg-fortælleren ud fra centrale citater i bogen (eksempelvis s. 7, 8, 24, 32, 35, 39, 42, 43, 45)
4. Analyser fortællerens møde med Djævelen! (s. 25, 29, 81, 87, 92)
5. Analyser motivet med den dæmoniske fyldepen! (s. 29, 34, 47-49)
6. Analyser motivet med at være en anden, s. 93f
7. Hvilket projekt har jeget med Natacha (s. 60, 63, 71, 72, 78, 90)
Den moderne gyser: Oplæg v/ Asha
Den postmoderne gyser: Oplæg v/ Celine
8. Mads Brenøes roman handler bl.a. om imagination (forestillingsevne og indbildningskraft), hvor han trækker på en arv fra Edgar Allan Poe (den gotiske gysers skaber):
Materiale:
Uddrag af Edgar Allan Poe: ”Det Ovale Portræt” (1842)
Uddrag af Mads Brenøe: ”David Feldts efterladte papirer” (1997)
Opgave:
Analyser de to uddrag af hhv. Edgar Allan Poe og Mads Brenøe, idet du skal fokusere på de to teksters bud på karakterernes imagination. Hvad driver dem ud i disse syner? Hvilken tilstand bringer Poes jeg-fortæller til at kunne forstå kunstneren, der vil afbilde sin elskede? Hvordan stemmer dette overens med David Feldts projekt i Mads Brenøes roman? Hvorfor er det vigtigt at eje denne indbildningskraft?
Følgende centrale citater fra hhv. Edgar Allan Poe: ”Det ovale portræt” (1842) og fra Mads Brenøes roman.
Poe indleder sin novelle således: ”Min feber havde været svær og af lang varighed. Alt, hvad der havde kunnet opdrives af lægemidler i denne vilde egn i Appenninerbjergene, var blevet anvendt, uden at det hjalp. Min tjener, der samtidig var mit eneste selskab i det afsidesliggende slot, var for nervøs og for klodset til at turde foretage en åreladning.” Men han kommer i tanke om, at han ejer noget opium, som han indtager, og virkningen er: ”Uden tvivl var det denne sansernes sløvhed, den tågede rus, som allerede var over mig, som forhindrede mig i at se det inkonsekvente i min tankegang og gjorde mig blind for det tåbelige i at fastslå noget som stort eller småt, når man ikke i forvejen har en bestemt målestok at gå frem efter.”
I sin tilstand fikseres hans opmærksomhed om det ovale portræt på hans værelse: ”Jeg havde fundet ud af, at billedets magiske kraft lå i udtrykkets livagtighed, der først overraskede og derefter forvirrede, lammede og forfærdede mig”.
I denne ramme læser den sårede jeg-person en beskrivelse af kunsten i værelset: Kvinden på billedet havde giftet sig med maleren. Men hun ser kunsten som sin rival, og hun hader hans projekt med at ville portrættere hende. ”Og han var en lidenskabelig og fanatisk mand, der fortabte sig i sine drømme, og han ville ikke se, at lyset, der faldt så blegt ned i det skumle tårn, fik hans elskedes ånd og helbred til at visne, så det var synligt for alle andre end ham, at hun tæredes hen. (…) Og da mange uger var gået, og der ikke var ret meget arbejde tilbage undtagen et penselstrøg om munden og et skær i øjet, skød hendes ånd endnu en gang op som en døende flamme. Og så blev penselstrøget lagt, og skæret blev tændt i øjet på billedet, og et øjeblik stod maleren betaget foran det værk, han havde skabt, men i næste øjeblik, mens han endnu betragtede det, skælvede han og blev meget bleg og angst, og med råbet: ”Dette er i sandhed livet selv”, vendte han sig pludselig om for at se på sin elskede. Hun var død.”
I romanen ”David Feldt” hedder det på side 93 ved jeg-personens syn af Veronicas lig: ”Det var et chok at se hende igen.
Hun var stadig smuk. Hun var stadig smukkere end langt de fleste kvinder. På trods af de indfaldne kinder og den forkerte farve, den alt for blege hud. Men skønheden, dén skønhed, der var så flygtig, at den ikke lod sig erindre, så flygtig at den aldrig havde kunnet fæstne sig, den skønhed var væk, som suget ud af hende. Han havde ædt den. Han havde stjålet den. Og alting var for sent.” (…)
”Jeg kan stadig huske hendes hænder, hendes fingre. Hvordan hun holdt kniven og gaflen, når vi spiste. De hjælper mig. Det er hendes spændte fingre, der trykker stemplet i bund.
Veronicas fingre.”
2a Dansk
SJ
Jeg er en anden – fra romantisk splittelseserfaring til modernitetens spaltninger
En modernistisk roman
Vi har taget udgangspunkt i en roman, som både har referencer til sin samtid og til 1800-tallets romantik og moderne gennembrud, nemlig Mads Brenøe: ’David Feldts efterladte papirer’ (1997). Forløbet ’Jeg er en anden’ bevæger sig både tilbage til romantikkens spil med dette motiv og til den moderne tids splittelseserfaringer.
Er romantikeren glad eller sortsynet?
Den tyske romantiker Novalis har udtalt: ”Vi søger overalt det ubetingede og finder til stadighed kun ting”. (Jan Ulrik Dyrkjøb, tidsskriftet Kritik 83/1988, s. 6).
Denne konflikt er formuleret i en omvæltningstid: den franske revolution, Napoleonskrigene, restaurationen, samfundsmæssig overgang fra feudalisme til kapitalisme. Romantikken er altså en spejling af en verden i opbrud; noget peger udviklingsmæssigt fremad, andet peger ned i afgrunden.
Romantikken toner frem som et eksistentielt sammenbrud, fortolkningsbrud (hvordan vi ser verden hænge sammen), brud på fremskridtstroen.
”Virkelighedens grundpiller vakler” (Dyrkjøb).
Denne bevidsthed i splittelsens tegn giver et oplevelsesunivers i fremmedgørelse, som på mange måder virker som det mest genkendelige ved romantikken, fordi vi ser det samme i moderne tiders splittelse.
Romantikken er således i sin grundform dualistisk, splittet ligesom filosoffen Platon opdelte universet i tingenes verden = fænomenernes verden vs. sjælens og åndens verden, af Platon benævnt ideernes verden. Den romantiske kunstner står ofte i midterfeltet af dualismen og retter dels en kritik af den sekulære verden, dels en forhåbning til en renhedsverden, som er uopnåelig. Derfor bliver der rimet ret så meget på længsel og fængsel i perioden – og dertil hjerte og smerte!
Førnævnte Novalis var også digteren, som opstillede sit drømmesymbol: poesiens blå blomst. Stræben mod dette renhedssymbol fører Novalis som så mange andre til at vende verden ryggen: ”Indad går den hemmelighedsfulde vej”, en slags sjælelig immigration, optagethed af eget sjæleliv.
Dette forløb betoner den røde tråd fra den romantiske splittelse til den moderne måde at anskue verden på. Derved nedbryder vi også nogle firkantede kasser, som mange har tegnet omkring 1800-tallet. Man finder opremsningen: nyplatonisme, universalromantik, nationalromantik, poetisk realisme, biedermeier og romantisme. Problemet ved kasserne er, at man har set dem som kronologisk ordnede. Dvs. at den sene romantisme skulle tegne splittelse og sortsyn. Problemet er, at man fra indgangen til 1800-tallet ser et voldsomt splittelsessyn, og man kan betvivle, om vi i Danmark overhovedet har en politisk retning i kunsten, kaldt romantisme.
Romantikken er kort sagt en stor fællesbetegnelse for førnævnte polyfoni, der er lidt af det hele, men interessen her er som nævnt splittelseserfaringen.
Grundbøger:
”Romantik – en antologi”, DLF (1987)
”Gys, splat & Freud”, antologi, DLF (1994)
Mads Brenøe: ”David Feldts efterladte papirer” (1997)
Forløbet:
1. Værklæsning: Mads Brenøe: ”David Feldts efterladte papirer” (1997) – gennemgang i klassen og dansk stil.
2. Mary Shelley: af ”Frankenstein” (1816)
3. Edgar Allan Poe: af ”Hjertet, der røbede” (1845)
4. Schack Staffeldt: ”Ved Emmas Dødsseng” (1804)
5. B.S. Ingemann: ”Nattevandrerinden” (1813)
6. B.S. Ingemann: ”Selv-Citationen” (1847)
7. Adam Oehlenschläger: ”Den hemmelige Røst” (1811)
8. N.F.S. Grundtvig: ’Duggen’ (1808)
9. H.C. Andersen: ”Hyrdinden og Skorstensfeieren” (1845)
10. Victor Hugo: af ’Notre-Dame Kirken i Paris’ (1831)
11. Emil Aarestrup: ”På maskeraden” (1835) ’Angst’
12. Robert Louis Stevenson: af ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” (1886)
13. Bram Stoker: af ”Dracula” (1897)
14. Bret Easton Ellis: af ”American Psycho” (1991)
15. Filmatisering af ’Jekyll & Hyde. Everyone has a Dark Side’ (instruktør: Steve Lawson, 2021)
|