|
Titel
4
|
Den græske tragedie - Hippolytos af Euripides
3b old SJ
Om den græske tragedie – intro til emnet
Euripides: ’Hippolytos’ (428 f.Kr.)
Oversat af Marcel Lysgaard Lech, Hans Reitzels Forlag, 2024
Græske tragedier tager afsæt i de græske myter, hvor guder og heroer indflettes i dramaer, som omhandler menneskelige følelser og konflikter. Således i ’Hippolytos’, hvor dramaet åbner med en monolog af Afrodite, og handlingens persongalleri domineres af mytologiske heroer som Hippolytos og hans far Theseus.
Formålet var nok ikke blot af visualisere de græske myter, som grækerne var opflasket med. Myterne er af eftertiden bl.a. tolket som arketypisk stof, der fortæller noget om mennesker og normer, undertiden dybdepsykologiske komplekser. Efter Sigmund Freuds psykoanalyse taler man om ødipuskompleks til at udrede de udviklingsfaser, vi som mennesker skal igennem for at bevæge os fra barn til voksen. Ofte forvikles denne proces. Det handler ’Hippolytos’ også om under den mytologiske historie. Han er jo i myten stillet mellem magtfulde guder: Afrodite og Artemis og en stedmor, der bliver lidt for lidenskabelig over for stedsønnen.
Teaterstykkerne er skrevet til de årlige fester for Dionysos. Hver tragedieforfatter bidrog med en tetralogi og et satyrstykke. Et dommerpanel havde inden festen udpeget 3 forfattere til årets konkurrence. Hver tragiker havde sin egen dag, hvor publikum altså så 4 stykker i rap!
Det græske teater var et maskedrama, hvor mandlige skuespillere spillede alle roller. Der var for de tre vigtigste digtere af tragedier 3 skuespillere og et kor på scenen. Manuskriptet skal altså sørge for, at der ikke er mere end 3 talende roller på scenen ad gangen. Bemærk, at nogle roller kan være statister, som ikke har replikker.
De tre græske tragediedigtere, vi har dramaer fra i dag, er: Aischylos, Sofokles og Euripides.
Filosoffen Aristoteles (384-322 f.Kr.) har sammenfattet tragediens æstetik i sin ”Poetik” – ”Om digtekunsten”.
I ”Poetikken” definerer Aristoteles digtekunsten som mimesis – efterligning af virkeligheden. Realismen er betingelsen for den indlevelse og katarsis = renselse, som teatret skulle formidle. Man skulle gå ud af teatret sjæleligt renset, fri for negative emotioner.
Af hensyn til mimesis opstillede Aristoteles kravet om tidens, stedets og handlingens enhed. Dvs. stykket skulle udspille sig max. fra solopgang til solnedgang, ideelt set burde handlingen udspille sig samme sted i alle akterne. Også tilpasset de materielle rammer: det græske teater var udendørs, anlagt på en bjergskråning; der var altså ikke mulighed for de store sceneskifter.
Hvad er en tragedie?
Aristoteles’ definition: Tragedien er en efterligning af en moralsk værdig og i sig selv afsluttet handling af et vist omfang, i et forskønnet sprog, hvis forskellige former anvendes særskilt i tragediens enkelte dele – som fremføres af handlende personer og ikke i form af en beretning – og som ved at vække medynk og rædsel fuldbyrder renselsen for affekter af denne art.
Renselsen kan dels gå på forædlingen af tilskuernes sjæl: afstandsidentifikation med karaktererne på scenen, dels udviklingen i dramaet selv: verdensordenen er i det ideelle drama genoprettet ved slutningen, det umoralske er udrenset.
Tragedien repræsenterer et ophøjet stof: omhandler mytologiens helte og guder, men målet er at debattere universelle moralske love, menneskelige dilemmaer, kosmos’ bekræftelse eller benægtelse.
Tragedien skabes i 400-tallets Athen og afløser i et vist omfang den episke digtning, men tragedien er ikke en statisk størrelse: de ældre tragediedigtere lod deres personer tale som moralske bevidste borgere, medens de sofistiske, moderne digtere lod personerne tale som retorikere, ofte benægtende moralen og kosmos.
Den aristoteliske dramaturgi
Er jo forbilledet for nutidens dramaturgiske berettermodel. Handlingens opbygning er det vigtigste for et drama. Aristoteles og den græske tragedie ramte indbegrebet af et handlingsmønster, der til alle tider taler autentisk til menneskets perception. Vi modtager kunst i en bestemt rækkefølge, der formidler indlevelse og mimesis. Normen opfandt grækerne, og den blev mønsteret for hele teatrets tradition.
De aspekter, der frem for alt griber sjælen, er peripetien = vendepunktet og anagnorisis = genkendelserne/den mentale erkendelse af en sammenhæng. Fablen = plottet må have begyndelse, midte og slutning.
Til enhver tragedie hører knudens stramning og dens løsning.
Faserne
1. Prolog/eksposition: fremstilling af de dele af fablen/plottet, som stykkets udgangspunkt forudsætter, og af personernes modsætningsforhold.
2. Knude: Modsætningerne mødes, der opstår konflikt
3. Konfliktoptrapning: Krise, konflikten tilspidses
4. Peripeti: Vendepunktet, falder sammen med anagnorisis, genkendelse/erkendelse.
5. Konfliktløsningen: Katastrofen, følger af erkendelsen
6. Udtoning: Emotionel påvirkning, lettelse, medfølelse, katarsis.
Som en udløber af den oprindelige dionysoskult havde tragedien et kor, der kommenterer handlingen i såkaldte korsange:
Parodos: den første korsang, hvor koret indtræder på orchestra.
Stasimon: De korsange, der efterfølgende adskiller akterne, som grækerne kaldte episoder = spillet mellem to korsange.
Forløbet:
1. Euripides: Hippolytos (428 f.Kr.)
Oversat af Marcel Lysgaard Lech, Hans Reitzels Forlag, 2024
2. Perspektiveringstekster til dramaet (følger)
På næste side ses en samtidig vase med Hippolytos-myten afbildet i nederste billedrække: Hippolytos med firspand og en tyr fra undergrunden.
|