|
Titel
10
|
Realismer - modernismer
Betegnelser som realisme og modernisme kan ikke sættes på som labels på en enkelt tidsbegrænset periode, men det bliver i stedet tilbagevendende ismer, som vi møder op igennem litteraturhistorien. I dette forløb møder vi realismen første gang i Henrik Pontoppidans kritiske realisme og Martin Andersen Nexøs folkelige realisme, hvor de samfundsmæssige forhold udstilles gennem et virkelighedsafspejlende sprog. Hos Herman Bang møder læseren den fransk inspirerede impressionisme, der har som formål at skildre livet, som det leves og tager sig ud, gennem en særlig udviklet fortælleteknik. Gennem teknikken "show it, don't tell it" møder vi hos Bang de stille eksistenser i et sammenklippet virkelighedsudsnit.
Den spirende modernisme møder vi i dette forløb hos franskmanden Charles Baudelaire, der meget tidligt udstiller den fragmenterede, fremmedgjorte og komplicerede verden, der bliver resultatet af den samfundsmæssige moderniseringsproces. I Danmark ses modernismen først for alvor i begyndelsen af 1900-tallet i form af symbolismen og ekspressionismen, men allerede i slutningen af 1800-tallet møder man hos forfatteren Johannes V. Jensen en spirende leg med modernismen blandet med realistiske elementer. Vi stifter bekendtskab med symbolismen gennem nordmanden Sigbjørn Obstfelder, der gennem sproglige billeder og symboler formidler sin subjektive forståelse af det nye, moderne samfund, og som viser, at man gennem kunsten kan overvinde manglen på harmoni og følelsen af fremmedhed. Med den svenske forfatterinde Edith Södergran fødes det moderne jeg. Sproget er i fokus og det moderne digter-jeg viser os gennem en sanselighed, hvad der foregår i det sjælelige. Endnu en afart af modernismen finder vi hos Tom Kristensen, der gennem en ekspressionistisk stil subjektivt gengiver virkeligheden i voldsomme farver, former og kontraster og ud af kaos fødes en dansende stjerne. Vi vender for en kort bemærkning blikket mod noget, der kan kaldes en afart af realismen, nemlig Karen Blixens magiske realisme, hvor overnaturlige hændelser og usandsynlige tildragelser integreres i ellers realistiske og virkelighedstro fortællinger. Hos en forfatter som Dan Turèll møder vi proces- eller skriftmodernismen, der ukritisk blander genrer og inddrager populærkulturen, og han viser, hvordan fremmedgørelsen i det moderne ikke længere er den store ulykke.
Med en nutidig forfatter som Helle Helle vender realismen tilbage i den danske litteratur. Hos Helle møder vi hverdagsklip i fragmenter gennem en minimalistisk stil, hvor kun det vigtigste bliver fortalt, og hvor læseren selv må udfylde tomme huller ud fra antydninger i novellerne. Som repræsentant for den postmoderne litteratur læser vi digtet "En stor sten af en lille sten at være" af Mette Moestrup.
Materiale:
Steffen Auring (red.): "Realismer - Modernismer" s. 11-14, 25-29, 38 ("Hymne til skønheden"), 50-54 ("Naadsensbrød"), 55 ("Byen"), 57-61 ("Oktobernat"), 65-67 ("Lønningsdag"), 73-75 ("Vierge moderne" og "Det blomstrende Slagsmaal"), 85-88 ("De blaa Øjne"), 123-128 ("MIDNIGHT HOUR" og "Gennem byen sidste gang"), 152-155 ("Fasaner").
Barbara Kjær-Hansen (red.): "Litteraturen på langs og på tværs" s. 114-115, 120.
Johs. Fibiger (red.): "Litteraturens veje" s. 487 (minimalisme)
Stefan Iversen om "Oktobernat"
Uddrag af ”Karma Cowboy” fra Den digitale båndcentral.
Henrik Pontoppidan: "Naadsensbrød" (realisme)
Herman Bang: "Foran Alteret" (impressionisme)
Martin Andersen Nexø: Lønningsdag" (folkelig realisme)
Johs. V. Jensen: "Oktobernat" (spirende modernisme)
Charles Baudelaire: "Hymne til skønheden" (modernisme)
Sigbjørn Obstfelder: "Byen" (symbolisme)
Edvard Munch: "Skriget"
Edith Södergran: "Vierge moderne" (ekspressionisme)
Tom Kristensen: "Det blomstrende Slagsmaal" (ekspressionisme)
Karen Blixen: "De blaa Øjne" (magisk realisme)
Dan Turèll: "Gennem byen sidste gang" + "MIDNIGHT HOUR"
Helle Helle: "Fasaner"
Mette Moestrup: "En stor sten af en lille sten at være"
|