Holdet 2022 id/y - Undervisningsbeskrivelse

Undervisningsbeskrivelse

Stamoplysninger til brug ved prøver til gymnasiale uddannelser
Termin(er) 2022/23 - 2024/25
Institution Egaa Gymnasium
Fag og niveau Idræt C
Lærer(e) Torben Aagaard
Hold 2022 id/y (1y id, 2y id, 3y id)
Oversigt over gennemførte undervisningsforløb
Titel 1 Intro til idræt i studieretningen
Titel 2 Dans for de mange
Titel 3 Grundtræning
Titel 4 Atletik
Titel 5 Pickleball
Titel 6 Pardans
Titel 7 Klatring
Titel 8 Volleyball
Titel 9 Træningsprojekt
Titel 10 Afroaerobics
Titel 11 Flagfootball

Beskrivelse af de enkelte undervisningsforløb (1 skema for hvert forløb)
Titel 1 Intro til idræt i studieretningen

Formål og indhold
I dette forløb introduceres indhold, rammer og krav i idræt C, og vi spiller volleyball som forberedelse til skoleturneringen den 18. november.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 3 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 2 Dans for de mange

Genre
Musik og bevægelse.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at eleverne skal opnå dansemæssige færdigheder, så de kan indgå i forskellige danses form og mestre de basale trin i en sådan grad, at de danseæstetiske kendetegn træder tydeligt frem for hver dans.

Forløbet indeholder tre dansehistoriske nedslag: folkedans, les lanciers og moderne fællesdans. Fokus er på hvordan det at danse mange sammen, har taget sig ud i forskellige tidsperioder og kulturelle sammenhænge. De samme dansetrin har forskellig æstetik i de tre danseformer. Til at støtte de konkrete dansefærdigheder læses dansehistorisk litteratur om de tre nedslag. Dansenes historiske og kulturelle kontekst understøtter dansens æstetik.

I forløbet introduceres grundtrin til de tre danse og eleverne arbejder derefter i faste dansegrupper for at træne dansefærdigheder og dansens form. Derefter danses dansene sammen hele klassen. Som eksempler på folkedanse inddrages Den toppede høne, Hamborg sekstur og Totur fra Vejle. Dernæst arbejdes der med de første 2-3 ture i les lanciers. I delen om moderne fællesdans introduceres og indøves fælles en koreografi til Michael Jacksons "Thriller", med bevægelser og (zombie)æstetik inspireret af musikvideoen til nummeret.

I sidste del af forløbet videreudvikler eleverne i grupper fællesdelen af Thriller-koreografien under anvendelse af Labans koreografiske principper, og forløbet afsluttes med fremvisninger fra grupperne.

Fokuspunkter og faglige mål
Folkedans: dansens udtryk, polkatrin, kæde, chassétrin, sidehop, dansefatning, følge musikkens tempo, kende dansens form og timing.
Les Lanciers: dansens udtryk, inklination, holdning, chassé på flere måder, balanciertrin, damedrejning 180 grader, følge musikkens tempo, kende dansens form og timing.
Moderne fællesdans: markeret og isoleret bevægelseskvalitet, dansens udtryk, chasséslide, moonwalk, zombiefrys, sammensatte bevægelser med udtryk, kende dansens form og timing.

De faglige mål i forløbet er, at eleverne:
- opnår kendskab til de forskellige danse og deres kulturelle ophav og betydning.
- kan bevæge sig til og følge taktslag i musikken, og med rimelig sikkerhed kan udføre bevægelser karakteristiske for de tre danseformer, som beskrevet under fokuspunkter.
- indgår i og opnår forståelse for deres egne og de andres roller i samarbejdsrelationerne i indlæringen og udførelsen af dansene.
- overordnet kan anvende Labans koreografiske principper, både til analyse af de danse de præsenteres for, men også som et redskab til udvikling af deres egne koreografier til Thriller.

Bedømmelse og evaluering
Evalueringen af eleverne og bedømmelsen af deres standpunkt tager udgangspunkt i ovenstående forløbselementer og færdigheder, og anvender de bedømmelseskriterier der er beskrevet i læreplanen for faget Idræt C på STX.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 7 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 3 Grundtræning

Genre
Klassiske og nye idrætter.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at eleverne skal opnå kendskab til og afprøve forskellige former for grundtræning, rettet mod forbedring af enten kondition, muskeludholdenhed eller muskelstyrke.

Forløbet indeholder forskellige aktiviteter hvor eleverne introduceres til eksempler på praksis indenfor hvert af de tre ovenstående områder indenfor grundtræning. De præsenteres også kort for relevant træningsfysiologisk teori.

Under området kondition laves der både intervalløb og kontinuert løb, og desuden afprøves en Step Fit workout fra YouTube. Der er fokus på at få pulsen op og få erfaring med hvordan pulsen reagerer på aktiviteterne.

Under området muskeludholdenhed laves der cirkeltræning med fokus på helkropsøvelser og koordinationsevne.

Under området muskelstyrke arbejdes der i skolens vægttræningsrum med styrkeøvelser primært isoleret til bestemte muskelgrupper. Der er fokus på brugen af både frie vægte og maskiner samt at have høj nok belastning til at få et træningsudbytte.

Fokuspunkter og faglige mål
Fokus ligger på at indføre eleverne i disse forskellige træningsformer og tale med dem om fordele og ulemper samt om hvad træning generelt er og hvordan den medfører tilpasninger i kroppen. Der er i de forskellige aktiviteter fokus på at udføre øvelser korrekt og med høj nok intensitet til at træningen har den ønskede effekt.

De faglige mål i forløbet er, at eleverne:
- opnår kendskab til de forskellige grundtræningsformer og deres formål.
- får oplevelsen af at blive fysisk belastet på forskellige måder og hjælpes til at reflektere over hvordan dette føles i kroppen.
- præsenteres for grundlæggende idrætsfysiologisk teori og får mulighed for at reflektere over hvordan denne kan anvendes i og kobles til den praksis de udfører i forløbet.

Bedømmelse og evaluering
Evalueringen af eleverne og bedømmelsen af deres standpunkt tager udgangspunkt i ovenstående forløbselementer og færdigheder, og anvender de bedømmelseskriterier der er beskrevet i læreplanen for faget Idræt C på STX.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 6 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 4 Atletik

Genre
Klassiske og nye idrætter.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at eleverne skal opnå grundlæggende tekniske færdigheder i de tre discipliner sprint, længdespring og kuglestød, og at de kan udføre dem i deres færdige form med rimelig sikkerhed. Desuden skal de opnå en overordnet viden om Den olympiske ånd og disciplinernes ophav i antikkens Grækenland.

Undervisningen blev under vejledning og tilstedeværelse af Torben Aagaard varetaget af Darius Kohrt, idrætspraktikant fra uddannelsen i Idrætsvidenskab på Aarhus Universitet.

Det nærmere indhold og fokuspunkterne herfor ses i forløbsmaterialet.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 5 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 5 Pickleball

Genre
Klassiske og nye idrætter.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at eleverne skal opnå kendskab til centrale tekniske og taktiske færdigheder i pickleball og de særlige regler og karakteristika spillet har i forhold til andre ketsjerspil, i særdeleshed køkkenets og double bounce reglens betydning for spillet. De skal kunne spille det færdige spil med en rimelig grad af teknisk kunnen og taktisk forståelse, samt kunne anvende de vigtigste regler af betydning for almindeligt spil og pointtælling.

Desuden skal de via arbejdskravsanalyse opnå en forståelse for de fysiologiske krav til pickleballspillere, og reflektere over hvilken form for træning der kunne være vigtig for at opnå en forbedring af præstationsevnen i pickleball.

Fokuspunkter og faglige mål
Fokus ligger på at indføre eleverne i grundlæggende slag og taktik i spillet, og at de tidligt i forløbet får erfaring med at anvende dette i doublespil. Der spilles så vidt muligt altid double i forløbet, under anvendelse af de mest almindelige regler og det gængse system for pointtælling.

Således er der indledningsvist fokus på at eleverne opnår så godt et kendskab til serv, returnering og dink, at de hurtigt kan komme i gang med kampe og få fornemmelsen af at spillet fungerer for dem. Senere tilføjes også drop, lob og flugtning, så eleverne opøver et mere alsidigt spil og en teknisk kunnen, der kan understøtte udviklingen af deres taktiske forståelse og kunnen.   

De faglige mål i forløbet er, at eleverne:
- opnår overordnet viden om spillets opståen og udvikling.
- med korrekt greb og batføring sikkert behersker serv, returnering og dink, og i nogen grad behersker drop, lob og flugtning.
- både i deløvelser og i kamp kan udvise et fokus på vægtoverførsel, gennemsving og korrekt benstilling i deres slag, og kan vælge at udføre et slag i baghånden, hvis det er nødvendigt og/eller hensigtsmæssigt.
- i nogen grad behersker simple slagserier.
- udviser bevidsthed om at kunne placere sig hensigtsmæssigt på banen og i forhold til bolden, og opnår rimelig sikkerhed i at søge mod nettet, så snart chancen byder sig.
- får kendskab til de mest almindelige regler og kan tælle point og bruge kald for pointstillingen i et system med 1. og 2. server.
- opnår metodisk kendskab til arbejdskravsanalyse og med støtte kan udføre en arbejdskravsanalyse af pickleball, med både deres egne erfaringer og videomateriale som empiri.

Bedømmelse og evaluering
Evalueringen af eleverne og bedømmelsen af deres standpunkt tager udgangspunkt i ovenstående forløbselementer og færdigheder, og anvender de bedømmelseskriterier der er beskrevet i læreplanen for faget Idræt C på STX.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 7 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 6 Pardans

Genre
Musik og bevægelse.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at eleverne skal opnå kendskab til de to latinamerikanske danse/stilarter, cha cha cha og jive, og det særlige udtryk og bevægelsesrepertoire, der knytter sig til hver enkelt af de to stilarter.

Eleverne danser indledningsvist solo og lærerstyret for at lære grundtrinene, og senere med en dansepartner for at arbejde med evnen til at føre og blive ført. Gennem forløbet veksles der mellem fælles lærerstyret instruktion i dansene, grundtrin og variationer, samt arbejde i par med at øve og sammensætte variationer. Desuden indgår der et kreativt element i forløbet, idet eleverne i par og grupper i sidste halvdel af forløbet udvikler deres egen danserutine i én af stilarterne.

Rudolf Labans bevægelsesterminologi inddrages via BESS-konceptet, specifikt effort-kategorierne: space, time, weight og flow, til en afsluttende analyse af dansenes karakteristika.

Fokuspunkter og faglige mål
Fokus ligger på at træne elevernes evne til med kvalitet i bevægelserne at følge rytmen i musikken, og til at udtrykke de karakteristiske træk i de to stilarter gennem diverse variationer. Undervejs skal eleverne observere, filme og give hinanden respons for at udvikle de grundlæggende tekniske og udtryksmæssige færdigheder i de to stilarter. Der skelnes overordnet mellem dansene med cha cha cha som eksempel på en stilart med mere grounding og en førende bevægelseskvalitet, og jive som eksempel på en stilart med mere bounce og en markeret bevægelseskvalitet.

De faglige mål i forløbet er, at eleverne:
- udvikler evne til at følge rytmen i et stykke musik og bevæge sig til taktslagene.
- opnår tekniske færdigheder i dansene med fokus på rytme, form og æstetik i grundtrin og variationer.
- kan udføre korte og længere sammensætninger af variationer.
- udarbejder og udfører egne danserutiner.
- opnår kendskab til at kunne føre og blive ført.
- får overordnet viden om dansenes historiske og kulturelle baggrund, og deres særlige karakteristika, med fokus på forskelle og ligheder mellem dansene.
- bliver fortrolige med Rudolf Labans bevægelsesterminologi, og kan anvende denne til analyse af dansenes indhold og bevægelser.
- lærer at smile mens de danser 😉

Bedømmelse og evaluering
Evalueringen af eleverne og bedømmelsen af deres standpunkt tager udgangspunkt i ovenstående forløbselementer og færdigheder, og anvender de bedømmelseskriterier der er beskrevet i læreplanen for faget Idræt C på STX.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 10 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 7 Klatring

Genre
Klassiske og nye idrætter.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at introducere eleverne for klatring, og at de opøver tilstrækkelig med teknisk kunnen, til at de kan øge sværhedsgraden af de problemer og ruter de klatrer.

Klatring stiller store krav til bl.a. styrke, balance, udholdenhed, smidighed og overblik på væggen, når man skal løse de udfordringer man møder på vejen til tops. Eleverne får i dette forløb et kendskab til grundlæggende teknik på væggen og strategier til at løse "problemer", både på bouldervæg og på højvæg. Der arbejdes med teknik i bevægelse på væggen med fokus på at forblive i balance, bruge ben aktivt og holde sig tæt til væggen for at minimere forbruget af energi.

Forløbet indeholder også et basalt sikringskursus, hvor eleverne bliver fortrolige med at rebsikre hinanden på højvæg, samt sikkerhedsaspekter i forbindelse med fald både på bouldervæg og på højvæg. Der klatres med topsikring på højvæg og sikres med ATC-bremser. Eleverne skal anvende korrekt håndskifte i forbindelse med føring af rebet gennem ATC-bremsen og der anvendes en ekstra person til at "bagsikre" eleven der sikrer med ATC. Korrekt håndskifte indebærer at rebet på sikringssiden af rebbremsen aldrig slippes, og altid hurtigst muligt låses ned efter et rebtag som forberedelse på et evt. fald.

Fokuspunkter og faglige mål
Fokus ligger på både at udvikle elevernes tekniske kunnen og deres tryghed på væggen. En forudsætning for at udvikle sig som klatrer er, at man ikke klarer med henblik på at undgå at falde, men at fald ses som en naturlig del af at udfordre sig selv på væggen, når man klatrer til grænserne af ens nuværende formåen. Faldtræning er derfor en integreret del af undervisningen. Desuden introduceres eleverne til hvordan man over længere til kan arbejde med såkaldte "projekter" på væggen, forstået som ruter der er så svære for eleven på vedkommendes nuværende niveau, at der skal en forlænget tidsperiode til (alt fra dage til i princippet måneder), for at man ender med at "toppe", "lukke" eller "sende" ruten.
Der er mange elementer i arbejdet med projekter, men i dette forløb omtales tre:
1. træning af delelementer
2. fysisk træning
3. visualisering/planlægning

De faglige mål i forløbet er, at eleverne:
- opnår tryghed og fortrolighed med bevægelser på bouldervæg og højvæg.
- kommer til at kende til de mest almindelige grebtyper og hvordan man mest effektivt anvender dem.
- som klatrer sikkert kan indbinde sig i reb med dobbelt 8-tals-knob, eller som sikringsperson i ATC-rebbremse.
- kan udføre makkertjek (både af klatrer og sikringsperson) og lave en sikker igangsætning ved at bruge udtrykkene "du er sikret, du må klatre" (sikringsperson) og "jeg klatrer" (klatrer).
- som sikringsperson med korrekt håndskifteteknik kan sikre en klatrer og bremse fald.
- som klatrer kan udføre et sikkert fald både på bouldervæg og på højvæg.
- bliver fortrolige med følgende tekniske fokuspunkter og kan anvende dem i deres klatring: fodarbejde (fod-/tåplacering, pivotering og fodskifte), hoftevending og rækkehøjde, statisk og dynamisk klatring, klatring med strakte arme, "ben-først-arme-sidst"-princippet, flagging og evt. princippet i et heel-hook.
- får oplevelsen af at kunne arbejde på klatreprojekter og identificere primære fokuspunkter for deres egen udvikling.

Bedømmelse og evaluering
Evalueringen af eleverne og bedømmelsen af deres standpunkt tager udgangspunkt i ovenstående forløbselementer og færdigheder, og anvender de bedømmelseskriterier der er beskrevet i læreplanen for faget Idræt C på STX.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 10 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 8 Volleyball

Genre
Boldspil.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at eleverne introduceres til spillet volleyball og de grundlæggende tekniske og taktiske færdigheder der skal til, for at de kan fungere og bidrage på et hold og deltage i det færdige spil.

Først introduceres spil på badmintonbaner 3 mod 3 kun under anvendelse af baggerslag og fingerslag. Senere bygges spillet med 6 mod 6 op. Der arbejdes med to forskellige opstillinger i forsvaret, W- og bueopstilling, og med rollerne og placeringerne i angreb og forsvar for position 2 og 4. Der arbejdes i mindre grad og mere differentieret med smash og blokade, idet det primære formål er at grundspillet kan fungere.

Desuden kobles der til teampsykologisk teori om synergieffekt, kohæsion og opgaveløsning i et team for at betone vigtigheden af et velfungerende samarbejde i spillet.

Fokuspunkter og faglige mål
Fokus ligger indledningsvist på at eleverne får erfaring med grundslagene baggerslag og fingerslag (og i udgangspunktet serven som et kast), og på at få så mange boldberøringer som muligt. Der arbejdes med hvordan man bedst placerer sig i forhold til bolden, hvordan bolden opfører sig under spil og hvordan man tilpasser kraft og retning i slaget.

Udgangspunktet med spil 3 mod 3 på badmintonbaner, har til formål at lægge vægt på vigtigheden af at alle er en del af holdet og har en rolle i at få grundspillet til at lykkes, så man opbygger holdets evne til at levere effektive angreb. Her arbejdes der især med at der hver gang skal være tre berøringer før bolden sendes over, og at der er et højt niveau af verbal kommunikation på banen. Her faciliteres det at eleverne øver sig i at markere, når det er dem der tager ansvaret for at spille bolden videre - "Jeg har den!". Der er mulighed for at både serv og første berøring kan udføres som kast-grib-kast.

Der medtages i begyndelsen så få regler som muligt, så fokus kan ligge på at prøve at opnå flow i spillet og at eleverne oplever at spille reelle dueller 3 mod 3. Dette understøttes af øvelser der handler om at være spilklar, kommunikere på banen og tage ansvar for at spille bolden videre. Idéen er at opbygge fundamentet for et velfungerende 6 mod 6 spil via de mindre 3 mod 3 spil.

De faglige mål i forløbet er, at eleverne:
- opnår en god sikkerhed i at udføre serv, baggerslag og fingerslag (evt. som grib-kast) med en højde og præcision, der muliggør videre spil, både i isolerede øvelser og i spil.
- præsenteres for smashslaget (overspilning af bold med én hånd) og blokade (med to hænder) og tilskyndes til at anvende disse, hvis de vurderer det giver mening i spillet og de kan håndtere den større tekniske udfordring.
- opnår kendskab til positionerne for seks spillere på banen og princippet for rotation med uret, når serven skifter.
- kan kende forskel på W- og bueopstilling og argumentere for fordele og ulemper ved de to opstillinger.
- opnår fornemmelse for hvordan man placerer sig hensigtsmæssigt på banen under spil i forsvar og angreb, især at position 2 og 4 står fremme i forsvarsspil og tilbage i angrebsspil.
- formår at være spilklar, kommunikere konstruktivt på banen og tage ansvar for at spille bolden videre.
- kan deltage i at spille det færdige spil 6 mod 6 med en rimelig forståelse af de basale regler og deres rolle på banen, samt et teknisk niveau der understøtter holdets spil.
- præsenteres for grundlæggende teampsykologisk teori og får mulighed for at reflektere over hvordan denne kan anvendes i og kobles til den praksis, de udfører i forløbet.

Bedømmelse og evaluering
Evalueringen af eleverne og bedømmelsen af deres standpunkt tager udgangspunkt i ovenstående forløbselementer og færdigheder, og anvender de bedømmelseskriterier der er beskrevet i læreplanen for faget Idræt C på STX.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 6 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 9 Træningsprojekt

Genre
Klassiske og nye idrætter.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at eleverne gennem ca. otte ugers konditionstræning med primært fokus på løb, øger deres aerobe præstationsevne og opnår en større forståelse for hvordan de selvstændigt kan planlægge, gennemføre og evaluere et træningsforløb. Desuden at de opnår et kendskab til grundlæggende træningslære med fokus på konditionsforbedring.

Eleverne formulerer under vejledning proces- og præstationsmål. Der udføres en Cooper-test som start- og sluttest. Eleverne præsenteres for forskellige former for konditionstræning i idrætsmodulerne, og skal derudover med vejledning selvstændigt planlægge, gennemføre og reflektere over træninger udenfor undervisningen, så de i alt opnår at træne mindst to og helst tre gange om ugen. I den afsluttende fase af projektet kort før uge 42, deltager alle 3g-klasser i skolens 4,8 km løb "EG Classic"'.

Eleverne fører undervejs i forløbet logbog over deres træninger, hvor de i en udleveret skabelon støttes i at dokumentere og reflektere over træningernes indhold, varighed og intensitet. Afslutningsvist forholder de sig til målopfyldelsen og deres samlede proces i hele forløbet. Logbogen og de tilhørende refleksionsspørgsmål udgør det skriftlige produkt i deres træningsprojekt.

Fokuspunkter og faglige mål
Fokus ligger på at eleverne skal have en oplevelse af, at de gennem ca. otte ugers målrettet træning kan opleve en progression i deres aerobe kapacitet og lykkes med at opnå deres mål. Idrætsmodulernes indhold består af aktiviteter med forskellige former for konditionstræning, der dækker både kontinuert træning og intervaltræning, udført både i grupper, par og individuelt gennem de forskellige lektioner. Disse aktiviteter skal både udgøre reelle træninger for eleverne, hvor de oplever at være fysisk udfordrede, men også tjene som inspiration til indholdet deres egne træninger.

De faglige mål i forløbet er, at eleverne:
- præsenteres for og afprøver forskellige former for konditionstræning og dokumenterer deres proces undervejs.
- under vejledning selvstændigt planlægger, gennemfører og evaluerer et træningsforløb og formår at reflektere over deres proces undervejs.
- får oplevelsen af at blive fysisk belastet på forskellige måder og kommer til at opleve træningsforbedring.
- præsenteres for grundlæggende træningslære med fokus på konditionsforbedring, og får mulighed for at reflektere over hvordan denne kan anvendes i og kobles til den praksis de udfører i forløbet.

Bedømmelse og evaluering
Evalueringen af eleverne og bedømmelsen af deres standpunkt tager udgangspunkt i ovenstående forløbselementer og færdigheder, og anvender de bedømmelseskriterier der er beskrevet i læreplanen for faget Idræt C på STX.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 9 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 10 Afroaerobics

Genre
Musik og bevægelse.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at eleverne skal møde fitness-danseformen afroaerobics og blive i stand til at danse den komplette koreografi med den intensitet, kropslige energi og særlige æstetik, der er karakteristisk for denne aktivitetsform.

Gennem en række delkoreografier (blokke) møder eleverne en bevægelsesmæssig fortælling om krigeren Bobo, som drager ud på savannen for at søge kærligheden. Danseserien er bygget op af en række sammenhængende bevægelser, som tilsammen bliver til en kropslig fortælling om hverdagsoplevelser og kærlighed. Vi er gode til at huske fortællinger, hvis vi tænker over sammenhæng mellem personers handlinger – vi kan altså bruge fortællingens komposition som en form for mnemoteknik til at huske dansens koreografi.
Der skal være et fortælleflow og en fornuftig sammenhæng i handlingen (vores bevægelser). Vi skal få en fortælling til at leve i vores hukommelse. Fortællingen må gerne være lidt skør – det gør den kun lettere at huske, fordi vi undres og forsøger at få den til at give mening for os.

Rudolf Labans bevægelsesterminologi inddrages via BESS-konceptet, i dette forløb udtrykt i kategorierne: 1. kropsbevidsthed, 2. rum, 3. bevægelsernes kvaliteter og dynamiske udtryk, samt 4. relationer og kommunikation. Dette anvendes til en afsluttende analyse af karakteristika i denne kropslige fortælling.

I en afsluttende, kreativ fase arbejder eleverne i grupper med at udvikle deres egen afslutning på fortællingen om Bobo (blok 6), hvor de både fortællemæssigt skal færdiggøre rejsen, men også skal anvende den forudgående Laban-analyse af blok 1-5 til at forsøge at adskille blok 6 udtryksmæssigt fra den første del af rejsen.

Der inddrages også fysiologisk baggrundsviden om aerobics, specifikt med fokus på kredsløbstræning, muskeludholdenhedstræning og koordinationstræning, med henblik på at belyse afroaerobics ikke blot som en kropslig fortælling med også en effektiv træningsform.

Fokuspunkter og faglige mål
Fokus ligger på via fortællingen om Bobo at indføre eleverne i idéen om, at historier kan fortælles med kroppen. Afroaerobics er en aktivitetsform der låner æstetik og indhold fra både traditionel aerobics og afrikansk dans, og det resulterer i et særligt kropsligt og æstetisk spændingsfelt, som driver både fortælling og fysisk aktivitet fremad i forløbet.

De faglige mål i forløbet er, at eleverne:
- får en overordnet baggrundsviden om hvor fitness-formen aerobics stammer fra, og hvad formålet med den er.
- udvikler evne til at følge rytmen i et stykke musik og bevæge sig til taktslagene.
- opnår tekniske færdigheder i afroaerobics med fokus på rytme, helkropsbevægelser og store bevægelsesudslag, samt grounding og bounce i bevægelser.
- kan udføre korte og længere sammensætninger af bevægelser.
- udarbejder og udfører egne sammensætninger af bevægelser.
- får overordnet viden om aerob energiomsætning i kroppen og formålet med fitness-formen aerobics, som danner baggrund for afroaerobics.
- bliver fortrolige med Rudolf Labans bevægelsesterminologi, og kan anvende denne til analyse af indhold og bevægelser i afroaerobics, samt som koreografisk redskab i udviklingen af deres afslutning på fortællingen.
- får sved på panden 😉

Bedømmelse og evaluering
Evalueringen af eleverne og bedømmelsen af deres standpunkt tager udgangspunkt i ovenstående forløbselementer og færdigheder, og anvender de bedømmelseskriterier der er beskrevet i læreplanen for faget Idræt C på STX.



Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 9 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer
Titel 11 Flagfootball

Genre
Boldspil.

Formål og indhold
I dette forløb er formålet at introducere eleverne for centrale tekniske og taktiske færdigheder i flagfootball med 5 mod 5 spillere, og at de i teams arbejder med team spirit og udvikling af teknik og taktik (plays) med henblik på at de forbedrer deres spil og selvstændigt kan gennemføre kampe.
Desuden skal de opnå en forståelse for teampsykologiske krav til flagfootballudøvere, og sættes i stand til at diskutere disse i relation til praksis.

Indledningsvist introduceres spillets vigtigste regler og historiske baggrund. Der arbejdes med grundlæggende kaste- og gribeteknik i afleveringer og modtagninger, løbebaner og retnings-/temposkift (cut). Der spilles tidligt i forløbet kampe 5 mod 5 så eleverne gives bedst mulig tid til at blive fortrolige med de for mange elever ukendte regler og en anderledes spilleform. Desuden arbejdes der med teamets struktur, synergieffekt og kohæsion, og forståelsen af hvordan dette har betydning for et teams funktion og præstation.

Fokuspunkter og faglige mål
Der er fokus på at eleverne opnår tilstrækkelig fortrolighed med de basale tekniske elementer i spillet, til at de er i stand til både at gennemføre og udvikle spillignende øvelser samt selvstændigt kan spille det færdige spil. I elevgruppen arbejdes der med skiftende teams, som gennem forløbet skal samarbejde om at træne teknik og taktik og udvikle deres spil - bl.a. ved at designe egne "plays". Det er tanken at erfaringer og viden på denne måde kommer alle til gode, gennem de skiftende teams. Der undervises i tekniske øvelser, men altid så spilnært som muligt.

Fokusset på tidligt i forløbet at komme i gang med at spille, og i øvrigt at bruge meget tid på at spille, har som formål at eleverne hurtigst muligt bliver fortrolige med spillets regler og spilflow. Dette understøttes ved at eleverne i deres teams altid har laminerede regelkort og playbooks til rådighed på banen, hvor de selvstændigt kan søge svar på spørgsmål og diskutere dem med hinanden. Underviseren indtager på denne måde i stor udstrækning en konsulentrolle i størstedelen af forløbet, og træder oftest kun ind, hvis teams fejlfortolker eller misforstår regler, eller har vanskeligheder med at drive deres proces og udvikling videre.

De faglige mål i forløbet er, at eleverne:
- bliver fortrolige med centrale tekniske færdigheder i flagfootball, herunder flag pulling, aflevering og modtagning af bold ved kast og ved handoff, samt retnings- og hastighedsskift (cut) og backpedal, og kan anvende dem i deres spil.
- kommer til at kende de vigtigste regler i flagfootball og kan anvende dem i kamp.
- kan gennemføre og udvikle tekniske øvelser der forbedrer deres team.
- bliver i stand til selvstændigt at gennemføre kampe mod et andet team.
- får kendskab til centrale teampsykologiske faktorer, der påvirker både den individuelle spillers såvel som teamets præstationsevne - specifikt synergieffekt, forskellen på et hold og et team, social kohæsion, opgavekohæsion, samt sammenhængen mellem kohæsion og præstation i et team.

Bedømmelse og evaluering
Evalueringen af eleverne og bedømmelsen af deres standpunkt tager udgangspunkt i ovenstående forløbselementer og færdigheder, og anvender de bedømmelseskriterier der er beskrevet i læreplanen for faget Idræt C på STX.
Indhold
Kernestof:
Omfang Estimeret: Ikke angivet
Dækker over: 7 moduler
Særlige fokuspunkter
Væsentligste arbejdsformer